Jan Gehl: Gode byer skal føles som én stor krammer

Hvorfor er det vigtigt at planlægge byer på den måde, du gør det?

»Fordi vi får det bedre af det. Ganske enkelt. Hvis du starter med at forstå mennesker, hvordan vi bevæger os og sanser og møder hinanden, så får vi det bedre i vores byer. De principper, jeg anvender, er i øvrigt hverken nye eller enestående. De kan genfindes i alle de traditionelle byer, der blev bygget af mennesker for mennesker.«

Hvordan opstod den måde at arbejde med byplan på?

»I 1965 begyndte min kone, Ingrid, der er psykolog, og jeg at observere, hvordan mennesker bruger byens rum. Sammen tilbragte vi dengang seks måneder i Italien, hvor vi systematisk registrerede, hvordan folk bevægede sig, hvor de satte sig ned, hvad de undgik, og hvor vinden blæste. Det var tydeligt at se, at nogle steder tiltrak mennesker, mens andre steder stod tomme. Og så opstår spørgsmålet: Hvorfor holder folk af at samles her – og ikke der? Ud fra de observationer kunne vi formulere en række kvalitetskriterier for det gode byrum, som stadig bruges i dag. Det lyder jo alt sammen meget logisk og ligetil, men reelt var det helt ny viden i 1965. Der var ingen forskning om, hvordan mennesker bruger byens rum. Det var her i Danmark denne forskning først blev udviklet.«

Hvad skal vi gøre plads til, når vi udvikler byen?

»Det handler om at skabe plads til både de planlagte og de ikke-planlagte aktiviteter i hverdagen. Det planlagte er, at du går på arbejde, at du går i skole eller at du handler ind. Det ikke-planlagte er det spontane, som kan være, at du på vej gennem byen opdager noget sjovt eller interessant, som gør, at du bliver hængende et sted eller vælger en anden rute.

Børns leg er et godt eksempel på det spontane. Når nogle børn begynder at lege, tiltrækker det hurtigt opmærksomhed fra andre børn, som ser det, og pludselig får de også lyst til at være med. Det, der begyndte som to børn, der leger, kan hurtigt blive til otte. Vi voksne fungerer meget på samme måde. Vi stopper op, hvis der sker noget spændende – og går videre, hvis der ikke gør. Det er noget instinktivt i os, en måde vi er sammen på, og som styrer meget af vores adfærd.

Det handler også om, at byens rum skal være indbydende og komfortable – der skal være plads til at sidde, kigge og slappe af. Giver du plads til biler, kommer der mere trafik. Udvider du derimod arealet til fodgængere og siddepladser, kommer flere mennesker til.«

Hvordan ser du betydningen af dit arbejde i dag, sammenlignet med da du begyndte?

»Jeg udgav min bog Livet mellem husene i 1971 – og mange af mine kolleger sagde: ’Livet? Det skal du ikke beskæftige dig med som arkitekt – du skal fokusere på form.’ Studier af livet i byen blev opfattet som spild af tid. Men i løbet af 00’erne og 10’erne begyndte den menneskeorienterede byplanlægning for alvor at slå igennem, og i dag er interessen for livet i byerne stor.

Når jeg ser tilbage, står det klart, at vi på Arkitektskolen i København var blandt de allerførste, der arbejdede systematisk med byens liv. København blev også den første by i verden, der indsamlede data om byliv, ikke kun om trafik. De fleste byer har gode data om biler og veje med store trafikafdelinger og årlige tællinger, men ingen by havde en afdeling for fodgængere og byliv. Det begyndte vi at ændre på i København – og i dag er der mange byer, der har fulgt efter. De har indset, at viden om, hvordan livet i byen udfolder sig, er helt afgørende for at udvikle kvaliteten i byerne. Alt dette er standard nu, men dengang vi begyndte, var det helt ukendt.«

Er der fejl i byudviklingen, vi stadig gentager?

»Vi ser stadig, at der bliver skabt alt for store byrum til for få mennesker. Man forsøger at give plads til mange funktioner, men glemmer, at store tomme rum ikke er særlig indbydende. En god by må gerne føles som én stor krammer, og det kræver forståelse for skala og sanser.

Skala handler om størrelsesforholdet mellem mennesker og omgivelser – bygninger, pladser, vinduer, trapper og detaljer. Vores krop og vores sanser er afgørende for, hvordan vi oplever byen. Hvis skalaen er for stor, føles byen kold og afvisende.

Modernismen bragte en ny, stor skala med større afstand mellem husene, og det samme med motorismen, hvor bilens skala blev udgangspunktet – store afstande og tomme flader, hvor den menneskelige, lille skala bliver overset. Ørestaden og Aarhus Ø er i mine øjne eksempler på sen-modernistiske byområder, hvor meget er bygget for stort og ufølsomt – bygningerne er for høje, pladserne er for store og facaderne er for hårde og afvisende.

Vi ved fra de gamle byer, at et godt torv er maksimum 100 meter langt – det er så langt vores øje rækker, hvis vi skal se, hvad der foregår, og vi ved fra talrige studier, at de høje huse har en række problemer i forhold til vores sanser. Bor du i de fem nederste etager er du en del af byen, du kan se og høre, hvad der foregår. Bor du højere end femte sal kan du følge med i vejret og flytrafikken, men ikke i livet i byen.

Så der er stadig store problemer med at forstå og tolke den menneskelige skala. Det er der mange årsager til. En af grundene er manglende faglig forståelse for sanser og adfærd. Et andet problem er størrelsen på de nye huse og projekter, der gør det svært at inkludere den lille skala, der appellerer til menneskers adfærd og behov.«

Hvordan ser du byudviklingens udvikling fremover?

»Der er ingen tvivl om, at vores adfærd og måder at mødes på har ændret sig igennem årene. Før i tiden var det helt afgørende at komme ned på gaden for at snakke og følge med i, hvad der skete i verden. I dag har vi mange digitale måder at holde kontakt på, hvilket ændrer byrummets funktioner. Vi bevæger os hurtigere og bruger mere tid foran skærme, men det er stadig vigtigt, at vi husker at komme ud og gå og får rørt os og får mødt hinanden i øjenhøjde. Det har altid været en vigtig rolle for byens rum. Og det er fortsat en menneskeret.«