Arkitektens arbejde: Hvad laver en arkitekt?
Arkitekten formgiver bygninger og omsætter idéer til virkelighed i samarbejde med ingeniører og håndværkere.
Af Dansk Arkitektur Center

Ordet arkitekt kommer fra oldgræsk. Det er sat sammen af de to ord ‘archi’, der betyder ‘den ældste’, og ‘tekton’, der betyder teknikker eller håndværker. Arkitekten er altså den ældste, mest erfarne og derfor den ledende af håndværkerne. En chef for byggeriet.
Arkitektens idé og ophavsret
Arkitekter arbejder i dag med at udforme bygninger og arkitektur med interiører, facader og omgivelser, der både er funktionelle og æstetiske for de mennesker, der bruger dem. Arkitekten står bag den grundlæggende udformning af bygningens udseende og funktion. Det er arkitekten, der tegner bygningen med alt fra størrelse, form, materialer, facade, udsmykning, farver, inddelingen af rum til bygningens forhold til omgivelserne. Derfor står arkitekten også som den kreative ophavsmand bag bygningens udseende og funktion.
Form og funktion i arkitektur
Arkitektens rolle er både kreativ, kunstnerisk og praktisk. Arkitekten skal forme noget kreativt og samtidig tænke forskellige vigtige, praktiske forhold ind i sit design. Det nytter ikke noget, at han lader fantasien få frit løb og skaber en blændende smuk og original bygning, hvis han fx ikke laver dørene store nok. Det nytter heller ikke, at rækkefølgen mellem rummene ikke fungerer, så to rum, der bør ligge ved siden af hinanden, ligger langt fra hinanden.
Det er altså arkitekten, der udtænker, hvordan en bygning skal se ud, og hvordan den skal fungere.
Samarbejde mellem arkitekt og ingeniør
Arkitekten arbejder tæt sammen med ingeniører i byggeprocessen, og samarbejdet mellem arkitekt og ingeniør er afgørende for, at bygningen både fungerer teknisk og arkitektonisk. Ingeniøren sørger for den tekniske og praktiske del af arbejdet. Fx udregner han, hvordan tagets konstruktion skal være, for at taget kan holde. Men det er arkitekten, der kommer med det første udkast til, hvordan taget skal se ud.
Arkitekten skaber en arkitektonisk helhed
Arkitekten skal få funktion, form, økonomi, lovgivning og brugernes behov til at hænge sammen i en arkitektonisk helhed. Bygningen skal opfylde et bestemt formål, brugerne skal synes om den, den må ikke koste for meget, og den skal overholde lovgivningen omkring bygninger. Og ikke mindst skal bygningen have et flot ydre.
Alle disse ting skal arkitekten føje sammen til en arkitektonisk helhed.
Arkitekten leder byggeprocessen
Ofte er det også arkitekten, der leder byggeprocessen, sætter håndværkerne i gang og holder øje med, at byggeriet går, som det skal. Arkitekten styrer arbejdet for hele holdet af byggearbejdere – fra tømrer til ingeniør, indretningsarkitekt, elektrikere osv. Her kommer den oprindelige betydning af ordet ‘arkitekt’ frem, idet arkitekten står som chef for de andre håndværkere.



