Skip to main content

Lyden af byen: Vi bygger for øjnene – men glemmer ørerne

Byens lyde kan være en kilde til glæde, men når de bliver til støj, kan de belaste både trivsel og helbred. Materialer, byrum og planlægning er med til at forme byens lydmiljø – og kan skabe både liv og karakter. For den bedste løsning er ikke altid at skrue op for stilheden.

Af Kristina Parkov

Når vi bevæger os rundt i byens rum, fyldes vores ører af den lyd, der omgiver os – på godt og ondt. Et godt lydmiljø kan reducere stress og styrke koncentrationen, mens langvarig støjbelastning er forbundet med en øget risiko for blandt andet forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme. Derfor er det afgørende, at god akustik bliver tænkt ind fra starten, når vi planlægger og designer bygninger og byrum.

Men synssansen har ofte fået forrang i arkitekturen. Den canadiske komponist og miljøaktivist R. Murray Schafer mente ligefrem, at den moderne arkitekt designer for de døve, fordi arkitekturen næsten udelukkende beskæftiger sig med lyd, når det handler om støjreduktion.

Men hvordan skaber vi byrum, hvor lyden ikke blot er noget, der skal dæmpes, men også en kvalitet, der kan designes?

"Lyd påvirker os følelsesmæssigt 24/7. "

Høresansen er en superkraft

Det fantastiske ved høresansen er, at den er på 24/7. Det er en sans, der – i modsætning til synssansen – altid er på arbejde. Også når vi sover.

Det fortæller Ingeborg Okkels, der er lydforsker og står bag virksomheden Lydværk. Hun har mange års erfaring i samarbejdet med arkitekter om, hvad lyd i bygninger og byrum gør ved os som mennesker, og hvordan man kan arbejde mere bevidst med akustik.

Hun byder med melodiøs stemme velkommen i sit kontorfællesskab lige ved Søerne i København. Trafikstøjen fra Gammel Kongevej forstummer. Vi skal tale om byens lyde, vores ører og nervesystemet. Ifølge Ingeborg Okkels påvirker lyd vores humør og vores sundhed.

»Vi kan lukke øjnene, men vi kan ikke lukke ørerne, medmindre vi fysisk putter et eller andet i dem,« siger hun. Hun har begejstring i øjnene, mens hun fortæller om ørernes betydning for vores trivsel og væren i verden. Og så kalder hun høresansen en menneskelig superpower. For den gør os i stand til at høre rundt om hjørner, ned ad trapper, gennem døre og vægge og igennem en skov.

Men vi mangler generelt et mere nuanceret ordforråd for lyd, mener hun. Derfor bliver al uønsket lyd typisk reduceret til ”støj”. Og det er ikke godt nok, hvis vi vil blive klogere på præcis, hvordan forskellige typer lyd påvirker vores velbefindende.

Lyddiversitet er et ord, der med fordel kan bruges til at fortælle noget om, hvordan vi oplever lyd. Et nuanceret lydbillede gør vores urhjerne tryg, forklarer hun. Det gør det nemmere for os at overskue landskabet og navigere i det. Og hvor i byen er der så god lyddiversitet?

Hun giver et eksempel: Københavns ældste torv, Gammeltorv. Her er trafikstøjen tilstrækkeligt afdæmpet til, at mange af stedets mindre lyddetaljer træder frem. Og fordi lydene er både tydelige og forskellige, kan vi tillade os at lukke øjnene og slappe af. Guldæblespringvandets brusen på midten af torvet giver en lydlig timeout, som Ingeborg Okkels kalder at ”få renset ørerne”.

»Og når man er færdig med det, så kan man bevæge sig ud i brostenslarm, måger, butiksliv og folk, der snakker,« fortæller hun.

Det er ifølge Ingeborg Okkels de arkitektoniske valg af materialer og facader, der gør, at et byrum som Gammeltorv med sine pilastersmykkede facader fungerer så godt som lydsted. Husfacaderne på Gammeltorv er fulde af krummelurer, forsiringer og udskæringer.

»Det bryder lydbølgerne og dæmper på en behagelig måde,« siger hun.

Flere nyere byggerier i Ørestad er ifølge hende et eksempel på det omvendte fænomen. Her mødes man af overflader som glas, stål, glat marmor eller sten. Materialer, der gør lydrefleksionen meget kraftig.

»Og det gør, at lyden kan blive forstærket så meget, at det faktisk er ubehageligt,« fortæller Ingeborg Okkels.

Når materialerne former lyden

Hvor Ingeborg Okkels beskriver, hvordan vi oplever byens lyde, undersøger Isak Worre Foged, hvordan arkitekturen og dens materialer kan forme dem.

Og for at designe ønskede lyde ind i byens rum, er vi nødt til først at blive enige om, hvad der er ønsket lyd, mener han. Isak Worre Foged er arkitekt og professor på Det Kongelige Akademi og står i spidsen for forskningsmiljøet CEMAS, Center for Materialestudier. Her forsker man i, hvordan materialer påvirker det byggede og urbane miljø og den menneskelige oplevelse af, for eksempel, lyd.

Generelt føler mennesker sig godt tilpas i et lydmiljø, som er varieret og harmonisk, og hvor lydene måske endda er med til at skabe en fortælling om stedets karakter, forklarer Isak Worre Foged.

Urbane miljøer skal derfor helst tilbyde forskellige akustiske fænomener, fordi vi som mennesker har interesse i forskellige ting afhængigt af konteksten og vores personlige præferencer. Hvis vi ønsker at gøre ophold et sted, stiller vi andre krav til lydoplevelsen, end hvis vi blot kører igennem eller på anden måde benytter et byrum midlertidigt.

"Akustikken er bølgefysik, men den er også blød og subjektiv."

På CEMAS bygges, måles og sættes materialer i spil i et urbant miljø for at se, hvordan de interagerer med den menneskelige krop. Det kan være materialer som naturlige fibre og afgrøder som græs og hør. Træsorter som kæmpegran, kejsertræ og poppel kan anvendes i konstruktioner, der regulerer lydens udbredelse og efterklang i det byggede miljø. De kan derfor med fordel bygges ind i for eksempel boliger eller institutioner som børnehaver for at optimere lydoplevelsen.

Arkitekter har traditionelt haft fokus på at dæmpe og absorbere lyd. I CEMAS undersøger Isak Worre Foged også, hvordan materialer kan reflektere og sprede lyden for at give den ønskede spredning i rummet.

»Det er med til at styre, hvordan vi forstår lydens karakter, men også, hvor godt den faktisk når ud til de mennesker, den skal nå ud til,« siger han.

Foto: Jun Hao – Unsplash

Hvad fortæller lyden?

Isak Worre Foged peger på Venedig som en by med en helt særlig lydkarakter, fordi den skifter mellem små tætte gader og kanalforløb, der giver akustisk tæthed – og store åbne rum som Markuspladsen, der giver en helt anden klang og dybde. Skiftet mellem det indelukkede og de store åbne rum gør, at man får en helt unik lydoplevelse, når man bevæger sig gennem byen.

»I akustikken taler man om envelope (lydkurve, red.). Ligesom i et symfoniorkester bliver man omsluttet af forskellige typer lyd. Fra en meget lokal lyd til en meget omsluttende lyd,« siger Isak Worre Foged. Og ligesom Venedig har sin helt egen lydlige karakter, kan man også få en fortælling serveret gennem ørerne, når man går en tur langs havnefronten i København, mener han.

»Det, man ofte hører ved kajkanten, er bådene og bølgerne, der producerer lyd, der fortæller noget om stedets karakter. Lyden begynder at fortælle. Hvad er det for nogle mennesker, der er aktive her?«

Hvis fremtidens arkitekter skulle trænes i at lytte til byen som en del af deres faglighed, ville Isak Worre Foged opfordre dem til det, han kalder kritisk lytning. Kort sagt: At slå ørelapperne ud. At bevæge sig gennem byen og optage og registrere den lyd, man møder på sin vej.

Akustisk design handler om at skabe lydmiljøer, der passer til den måde, mennesker oplever og forstår et rum med ørerne. For eksempel er oplevelsen af lyd om natten anderledes end oplevelsen af lyd om dagen, siger Isak Worre Foged og understreger, at man altid bør undersøge, hvordan lyd spiller sammen med stedet og den måde, det skal bruges på.

Foto: Pernille Franch

Når lyd former bylivet

At bo i storbyen har altid budt på en vis portion larm og støj. Men det lydbillede, vi kender i dag, er ifølge forskningsprojektet Lyden af Hovedstaden et helt andet end det, 1800-tallets københavnere blev mødt af. Lyden af hestes hovslag og ”markedsskrigeri” er i dag afløst af et mere ensartet lydbillede på tværs af byens kvarterer.

Men vi kan blive meget bedre til at arbejde bevidst med lyd i byplanlægningen, mener Niels Bjørn, der er urbanist og forfatter. Han har blandt andet skrevet bogen Det menneskelige habitat om, hvordan arkitektur er med til at forme vores tilværelse – og hvordan design og materialitet påvirker vores sanser.

Han fremhæver Dronning Louises Bro i København, der forbinder Indre By med Nørrebro, som et eksempel på et byrum, der har forvandlet sig til et populært hangout. Da broen blev omlagt i 2011, gjorde man det for at reducere biltrafikken. Formålet med de bredere fortove og cykelstier var ikke at sænke støjniveauet. Men ifølge Niels Bjørn er det især det ændrede lydbillede, der har været med til at forvandle Dronning Louises Bro fra trafikeret indfaldsvej til et populært opholdssted og symbol på københavnsk byliv.

"Hvis lyden er rar, så sænker vi tempoet. Vi gør måske endda ophold."

Som et andet eksempel på et sted, hvor der er tænkt god lyd ind, nævner Niels Bjørn Tokyos omfattende tog- og undergrundssystem, som han beskriver som ”genialt” og ”meget menneskeligt”.

Mange stationer har deres egne små melodier, som afspilles, når togene skal afgå. Melodierne er med til at give stationerne en særlig lydlig identitet, så passagerer i nogle tilfælde kan genkende deres station på lyden alene.

»Hvorfor er der ikke flere, der importerer den meget simple model?« spørger Niels Bjørn retorisk. Det er et fænomen, han ikke har oplevet andre steder i verden.

Foto: Hong Feng – Unsplash

Vandfald eller motorvej?

I Københavns Kommune er 174.000 boliger udsat for trafikstøj, der overstiger den vejledende grænse på 58 dB på facaden. For mere end 37.000 boliger er trafikstøjen så høj, at den overstiger 68 dB. Og støjgener skal vi tage dybt alvorligt, siger Niels Bjørn. For det skaber overdødelighed og en række sygdomme. Men det er ikke nok bare at fokusere på støjkort og decibel. Vi er nødt til at kigge på kvaliteten af lyd.

»Lyden af et vandfald kan være lige så høj i decibel som en motorvej. Men de fleste får stressende reaktioner i kroppen af motorvejstrafik, og de fleste får glædesfyldte oplevelser i kroppen af vandfald,« siger han.

Men hvis støjdæmpning ikke er det eneste svar på byens larm, hvordan forbedrer vi så lydoplevelsen for de mange mennesker, der bor og lever deres liv i den?

Hvor Isak Worre Foged opfordrede til kritisk lytning og gåture gennem byen med ørerne på stilke, tilskynder Ingeborg Okkels arkitekter til at snakke med de lokale, inden de går i gang med at tegne og bygge nyt i et område. For at forstå den menneskelige lydoplevelse og tænke den ind i designprocessen. Det kan man gøre ved at stille konkrete spørgsmål: Skal der være træer udenfor? Skal parkeringspladsen længere væk? Og hvad med dem, der bruger høreapparat? De høje frekvenser kan gå direkte i høreapparater på en ubehagelig måde, så man bør undgå en akustik, der fremhæver dem, hvis man vil skabe et behageligt lydmiljø for mennesker med hørenedsættelse.

"At lytte er en aktiv handling, og der er mange forskellige måder at lytte på."

Lydene under Paris

Ligesom byens mange andre indtryk, der kæmper om vores opmærksomhed, så har lyd en enorm indflydelse på, hvor meget vi er til stede i forhold til andre mennesker. Et overmættet lydbillede har tendens til at overvælde os og giver os trang til at skærme os.

Det mener Sandra Lori Petersen, der er antropolog og har været forskningsleder på projekterne ”Hvad er nabostøj” og ”Sammen om nabostøj”. Hun mærkede på egen krop, hvad alt for mange lyde i byens rum gjorde ved hende, da hun var i Paris og befandt sig i den labyrintiske metro under byens gader.

Metroen er kendt for sine skiftende arkitektoniske stilarter, men rent lydligt er der også gang i den, fortæller Sandra Lori Petersen. Hun oplevede, at de mange lyde i de underjordiske gange under byernes by fik hende til at ”tune ud” for at beskytte sig selv.

»Der var så meget lyd hele tiden, at jeg nåede helt forbi en gammel dame, før jeg opfattede, at hun faktisk stod og bad om hjælp. Jeg havde ikke hørt hende, fordi jeg ikke lyttede,« fortæller hun.

Eksemplet på det overmættede lydbillede i den parisiske metro illustrerer, hvordan byens lyde meget bogstaveligt påvirker, hvordan vi har det, og hvordan vi relaterer til omverdenen. Og hvordan alt for meget lyd kan betyde, at vi holder op med at høre efter – og dermed fjerner os fra hinanden.

Larmende naboer og tynde vægge

Byens lydmiljø stopper imidlertid ikke ved gadedøren. Også i boligen påvirker arkitekturen, hvilke lyde vi hører – og hvordan vi reagerer på dem. Mange vil måske bruge en decibelgrænse som parameter for, hvornår lyden bliver til støj. Men helt så enkelt er det ikke, mener Sandra Lori Petersen.

»Støj er lyd, der opleves generende,« forklarer hun og fortæller, at hvis der er en positiv fornemmelse omkring en relation, så er rummeligheden generelt meget større.

Hvis man gerne vil fremme godt naboskab og diversitet i byerne, kan man arkitektonisk derfor med fordel skrue på det parameter, der hedder god lydisolering i lejligheder. For ofte kommer nabokonflikter om støj til at handle om naboens adfærd. Men problemet er sandsynligvis ikke dine naboers lyde, men snarere de tynde vægge imellem jer.

Stilhed er ikke et mål i sig selv

Omvendt bør total stilhed heller ikke være et mål i sig selv, mener Sandra Lori Petersen. Men færre lyde kan skabe en større opmærksomhed omkring de lyde, der rent faktisk er til stede. Hun opfordrer arkitekter til at tænke behagelige lydoplevelser ind i byrummene – ved at benytte de rette materialer. Træoverflader reflekterer for eksempel lyden blødere end overflader af sten.

Sandra Lori Petersen sammenligner tanken om total stilhed med rent arkitektonisk at efterstræbe en komplet mangel på visuelle stimuli. Noget, de færreste nok ville finde attraktivt, understreger hun.

Den gode lydby er derfor ikke en lydløs by. Det er en by, hvor den skadelige støj begrænses, men hvor vand, stemmer, bevægelse og hverdagsliv stadig kan høres. Opgaven er ikke at slukke for byen, men at stemme den.