Designklassikere i børnehøjde: Barndommen tager plads i den moderne indretning

Designikonerne har i mange årtier haft en særlig plads i de danske hjem. De forbindes med høj håndværksmæssig kvalitet, funktionalitet og tidløs æstetik. Siden begyndelsen af 00’erne har klassikerne imidlertid fået selskab af mindre versioner målrettet mod børn. I dag findes børneudgaver af »Syveren«, »Myren«, »Panton Chair« og »Y-stolen« – og de ligner originalerne til forveksling. De er dog mere end bare nedskalerede designstole. De rejser også spørgsmål om, hvordan vi forstår barndom, æstetik og hjemmets helhed i dag. For hvad betyder det, når designikoner, der oprindeligt er tegnet og tilpasset voksne kroppe og rum, rykker ind på børneværelset? Er det et udtryk for, at barndommen har fået sin egen plads i indretningen – eller at de voksnes æstetik breder sig?

At indrette til bevægelse

Voksenstole er lavet til at sidde på. Børn er flygtige. Så har børn overhovedet gavn af at sidde stille på en stol? Man kan faktisk lære meget om børn ved blot at se på, hvordan de sidder på en stol. Det fortæller Kjeld Fredens, der blandt andet er hjerneforsker og læge. Børn vrider sig, skifter stilling, sidder på knæ, på kanten af stolen eller halvt oppe på bordet. Og det er ifølge ham tegn på noget sundt.

»Børns nervesystem søger hele tiden nye sanseindtryk fra muskler, led og balanceorganer. Kroppen sender konstant information til hjernen om stilling, bevægelse og tyngde. Derfor er variation i bevægelser ikke en forstyrrelse, men en biologisk nødvendighed,« siger han.

Med andre ord: Bevægelsen er ikke et problem, men en forudsætning for læring og trivsel. Især på institutionsniveau ser vi ofte en indretning af klasselokalet, som i høj grad er skabt til stilstand. Fleksibilitet er derfor, ifølge Kjeld Fredens, vigtigere end perfekt ergonomi. Han fortæller hertil:

»Møbler kan enten støtte eller begrænse barnets naturlige bevægelsestrang. Hvis et møbel er designet ud fra forestillingen om, at barnet skal sidde i én korrekt position, kommer det hurtigt i konflikt med kroppens behov for variation.«

Sidder børn stille i lange perioder, falder den sensoriske stimulering fra kroppen, hvilket betyder, at hjernen modtager færre signaler fra muskler, led og balanceorganer. Det kan påvirke barnets energi og opmærksomhed negativt, fortæller han. Set i det lys bliver spørgsmålet ikke, om børn kan sidde stille, men om de bør. Samtidig har børn det med at imitere de voksne i hjemmet. Knud Erik Hansen påpeger, at der er et ønske fra børnenes side om at have det samme som deres forældre. Det gælder også designstolene.

»Børnene vil jo gerne efterligne de voksne – derfor kører de for eksempel også rundt i små biler«, siger han.

Når børnestolen bruges som forlængelse af de voksnes indretning, bliver den ikke bare et møbel, men en måde at spejle sig i de voksne på.

Og så er spørgsmålet egentlig: Hvornår er der så tale om en god børnestol?

Møbler med lang levetid

Arkitekt og professor på Det Kongelige Akademi, Nicolai De Gier, mener, at en stols styrke ligger i dens generalitet – altså i dens evne til at indgå i flere sammenhænge over tid. Den kunne for eksempel genanvendes som modelstol – eller måske som sengebord. Hermed mister den ikke sin værdi, bare fordi barnet er blevet større. Men han påpeger også, at det er vigtigt at dykke ned i brugerens specifikke behov, når vi designer møbler – også til børn. I en tid, hvor bæredygtighed er en af de vigtigste dagsordener, bliver det afgørende at overveje, hvilke produkter vi sætter i verden.

»Designerne skal tænke sig om, før de laver nye ting. Et af de store problemer i verden er jo, at vi bruger for mange ressourcer,« siger han.

Han påpeger til gengæld, at designklassikernes ikoniske status – sammen med deres gode håndværk og tidløse design gør dem i stand til at gå i arv. Og når de mindste søskende ikke kan passe den længere, kan forældrene heldigvis glæde sig over, at møblet har gensalgsværdi. Ifølge Mads Arlien-Søborg går det faktisk hånd i hånd med signalværdien i at købe mere bevidst.

»Vi vil gerne signalere, at vi går op i kvalitet, og at vi er bevidste om, at tingene skal holde længere«, siger han.

Det er nemlig også en luksus i sig selv at tænke bæredygtigt og i god kvalitet. Indretningen bliver derfor også en måde at udtrykke identitet og indhente en form for social status. Vi ser især denne tendens i storbyen blandt voksne med børn, som er veluddannede og økonomisk ressourcestærke, fortæller han.

Samtidig er der også en bestemt æstetik forbundet med designstole til børn. Knud Erik Hansen fortæller, at mange familier, inklusive hans egen, beholder stolen, også når børnene er vokset fra den, ganske enkelt »fordi den er sød«. Den bliver simpelthen stående – som en del af hjemmets fortælling.

Det første børnemøbel

Børnemøbler er ikke et nyt fænomen. Kirsten Hegner, der har forsket i børns møbel- og designhistorie, fortæller, at vi faktisk skal helt tilbage til vikingetiden for at finde det første børnemøbel, nemlig skamlen. Og fra 1500-tallet og frem til 1800-tallet var det en udbredt opfattelse, at det at kravle var en dyrisk bevægelsesform. Man lavede derfor møbler, der tvang børnene på benene. I 1800-tallet indgik møblerne så i et voksende opdragelsesideal, hvor barndommen blev opfattet som en livsperiode i egen ret. Disse børnemøbler dukkede særligt op i de borgerlige og velstillede hjem. Møblerne skulle forme, træne og underholde barnet – og forhindre ulykker. Først i begyndelsen af 1900-tallet blev de tilgængelige for en bredere del af befolkningen i takt med industrialiseringen og masseproduktionen. I 1930’erne slog en mere børneorienteret tilgang igennem i Danmark. Reformpædagogikken vandt frem, og møblerne skulle ikke længere kun disciplinere, men derimod understøtte leg og bevægelse.

»Nogle af de toneangivende pædagoger og filosoffer begynder at anbefale, at børn får deres eget møbel, og det bliver en del af den pædagogiske tilgang, at børn skal kunne lege, bygge og bruge møblerne på andre måder«, fortæller Kirsten Hegner.

Flere møbeldesignere udviklede senere møbler ud fra barnets specifikke behov – blandt andet Nanna Ditzel med »Trissen« og Hans J. Wegner med »Peters stol«, som han designede som dåbsgave til sin designkollega, Børge Mogensens søn, Peter. Begge møbler bygger på idéen om, at barnet skal kunne interagere og eksperimentere med dem.

I 00’erne tog udviklingen endnu en drejning. Nu var det ikke kun særligt udviklede børnemøbler, der fandt vej ind i hjemmene, men også etablerede designklassikere i børnestørrelse. Udviklingen vidner om, at børn har fået en vis status i samfundet. Barndommen bliver betragtet som en periode i egen ret, uanset om det er designklassikere eller andre typer af børnemøbler.

Fra institution til indretning

Det er ikke helt uhørt, at danske designikoner bliver nedskaleret til børnestørrelse. Allerede i 1950’erne udviklede Arne Jacobsen stole i flere størrelser til Munkegårdsskolen i Dyssegård, nord for København – blandt andet »Munkegårdsstolen« og »Tungen«, der blev tilpasset det enkelte klassetrin. Stolene var funktionelle og slidstærke, men også en del af skolens samlede æstetik. Faktisk blev mange af hans designs til skolen internationalt kendte.

I dag er de rykket ind i børneværelset – og i køkkenalrummet. Det er blevet et møbel til barnet i hjemmet, og ikke et institutionsmøbel, som det først var tænkt som på Arne Jacobsens tegnestue. Samtidig ser vi en tydelig udvikling i boligkulturen. Flere danskere prioriterer indretning højt og er villige til at investere mere i det – også til deres børn. Ifølge livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg er den dominerende tendens i dag den personlige indretning.

»Vi sørger for at få hele boligen og hele hjemmet med i den overordnede indretningsplan, vi har for vores hjem. Og det er der, børneværelserne også kommer med«, fortæller han.

Der ligger også en købsbegrundelse i, at børnene vokser med designarven som en integreret del af hverdagen, når de får deres egne designikoner at sidde på. Indretningen bliver dermed ikke kun et spørgsmål om smag, men om hvilke referencer og værdier, man ønsker at give videre. Kirsten Hegner udfordrer dog denne tilgang ved at spørge:

»Møder man designarv i kraft af forældrenes møbler, eller møder man dem, fordi de er lavet i børnestørrelse?«

Uanset hvad, vil der nemlig altid ligge en form for genkendelighed indlejret i de møbler, vi er vokset op med. Det kunne være den stol, ens mormor altid sad i eller bestemte stole, der stod i klasselokalet. Altså, vi vil altid associere vores omgivelser med noget bestemt – uanset om det er møbler, vi selv har brugt eller nogle, vi forbinder med andre. Så spørgsmålet er, om barnet overhovedet har brug for sin egen designklassiker for at kende til den senere i livet.

Æstetikken trumfer i hjemmet

Når designklassikere rykker ind i børneværelset, handler det altså om mere end bare proportioner. De indgår i en boligkultur, hvor vi gerne vil signalere bevidsthed – om kvalitet, holdbarhed og tidløs formgivning, der kan gå i arv. Samtidig findes der i dag mange børnemøbler – såsom Tripp Trapp-stolen, der udvikledes med afsæt i bevægelse, fleksibilitet og specifikke behov hos forskellige aldersgrupper. De nedskalerede designikoner udspringer ikke af den logik. De er først og fremmest en forlængelse af en eksisterende, dansk designarv – og alligevel henvender de sig til den samme målgruppe. Har man en række Arne Jacobsen-møbler i hjemmet, er man nok mere tilbøjelig til også at købe dem til sine børn.

Denne udvikling peger på, at de voksnes æstetik fylder lige så meget i børneværelset som i resten af hjemmet. Vi ser et marked, hvor æstetik, genkendelighed og indretningsstil spiller mindst lige så stor en rolle som ergonomi og pædagogik. Og så længe efterspørgslen er der, vil klassikerne formentlig fortsætte med at blive produceret i mindre skala, fortæller Kirsten Hegner.