Er der en kvindelig arkitekt til stede? Her er 5, som du skal kende

Når du en sommerdag tager et håndklæde under armen og uden videre lægger dig på stranden uden at blive råbt an for at befinde dig på privat grund. Eller når du en fredag aften inviterer vennerne på middag – og kan deltage i snakken om bordet samtidig med, at du anretter blinis og tilbereder mørbrad. Det er to øjeblikke, hvor du mærker ekkoet af nogle af de arkitekter, som historien ikke har været så gode til at huske.

De tegnede måske ikke de store monumentale værker, der har en tendens til at dominere arkitekturhistorien. Til gengæld tegnede og udviklede de nogle af de overordnede linjer og strategier, som har været med til at forme det Danmark, vi kender i dag.

»Arkitekturhistorien er ofte skrevet som heltefortællinger om det store, individuelle geni. Den fortælling passer godt på modernismens markante skikkelser som Arne Jacobsen og Ludwig Mies van der Rohe. Typer, der let indskriver sig i myten om eneren. Men det byggede miljø er skabt af langt mere end geniale indfald og solopræstationer,« siger Henriette Steiner, der er professor ved Landskabsarkitektur og planlægning på Københavns Universitet.

Her peger forskerne bag forskningsprojektet Kvinder i dansk arkitektur – en historie om køn og praksis, Henriette Steiner og Svava Riesto, på fem kvinder, der er uomgængelige, når den danske arkitekturhistorie skal nuanceres.

Gav kvinderne en synlig plads i det offentlige rum

Ragna Grubb (1903–1961)

»Forestillingen om, at kvinder i arkitekturen var bløde, feminine og tilbageholdende, stemmer overhovedet ikke overens med virkeligheden. Ragna Grubb viser, at kvinder i arkitektur kan være på rigtig mange måder,« fortæller Svava Riesto, der er professor ved Landskabsarkitektur og planlægning på Københavns Universitet.

Ragna Grubbs karriere startede på Teknisk Skole, hvorefter hun i 1923 begyndte på Kunstakademiets Arkitektskole. Hun dimitterede i 1933, og hun lod ikke projekterne vente på sig, allerede året efter vandt hun nemlig sin første arkitektkonkurrence. Hun blev dermed den første kvinde til at vinde en arkitekturkonkurrence, og hvilken bedre måde at markere det på end at skulle tegne Kvindernes Bygning?

Bygningen skulle samle de forskellige kvindeorganisationer under ét tag og fungere som et fælles samlingspunkt. Går man i dag ned ad Niels Hemmingsens Gade i Indre By i København, træder navnet stadig tydeligt frem på facaden af bygningen, næsten som en monumental kommentar til, at kvinderne også har ret til det offentlige rum.

Ragna Grubb insisterede på, at bygningen skulle udstyres med de bedste teknologiske løsninger. Blandt andet fik bygningen et varmeanlæg importeret fra Tyskland – en anelse kontroversielt i 1936, hvor bygningen blev indviet. Men for Ragna Grubb var teknologisk kvalitet ikke til forhandling, og det handlede ikke om politik, men om at få de bedste løsninger. Hun havde været særligt teknisk interesseret siden hun var barn, hvilket også var at spore i hendes arkitektur.

»Ragna Grubb var utrolig teknisk orienteret. Bygningen rummede en række nye installationer og var blandt de første herhjemme med synlig jernbeton i facaden,« fortæller Svava Riesto.

Med Kvindernes Bygning skabte hun ikke blot et fysisk rum for organisering og fællesskab. Hun demonstrerede også, at teknisk innovation og arkitektonisk ambition ikke har noget køn.

Køkkenarkitekten, der ville give kvinder mere frihed

Ulla Tafdrup (1907–1996)

Man kan næsten ikke sige køkken uden også at sige Ulla Tafdrup. Hun kaldte sig selv ’køkkenarkitekt’, men var ikke officielt uddannet arkitekt. Det betød ikke noget for hendes strålende karriere. Faktisk fulgte hun forelæsningerne i smug på Kunstakademiets Arkitektskole, fordi hun var så nysgerrig efter at lære. For hende var køkkenet ikke blot et rum, men en arbejdsplads, der på linje med alt andet i samfundet kunne optimeres ud fra tanken om, hvor meget tid de danske husmødre og arbejderkvinder kunne spare ved at have et godt indrettet køkken.

»Ulla Tafdrup rejste verden rundt for at studere køkkener, særligt i USA, som dengang var foregangsland for moderne køkkenindretning. Erfaringerne tog hun med hjem til Danmark, hvor hun som køkkenkonsulent for Almennyttigt Boligselskab kom til at præge tusindvis af hjem i 1940’erne og 1950’erne, da mange af de nye almene boligbyggerier fik installeret hendes køkkendesigns. Hun var derfor med til at gøre hverdagslivet nemmere for tusindvis af danskere,« forklarer Svava Riesto.

Ironisk nok var hun ikke selv den store fan af de huslige pligter. I et interview med Jyllands-Posten i 1983 sagde hun, at hun var »fuldstændig umulig til det huslige arbejde« og netop derfor opfandt smartere måder at indrette køkkenet på, så madlavning og opvask kunne klares hurtigst muligt. Målet var klart: Kvinder skulle ikke bruge unødige timer ved køkkenbordet, men have mulighed for at engagere sig uden for hjemmet og tage arbejde.

Ulla Tafdrup var med til at forme køkkener blandt andet i Kollektivhuset ved Høje Søborg, Søndergård Park og Carlsro. Hun udviklede en indretning baseret på tre arbejdszoner: den kolde cirkel til forberedelse, den varme cirkel til madlavning og en opvaskecirkel. Effektivitet var ikke et mål i sig selv – det var et redskab til frigørelse.

Hun var også blandt de første i Danmark til at åbne køkkenet op til stuen for at skabe sammenhæng i boligen, så man ikke var isoleret i køkkenet, men kunne deltage i det sociale liv i stuen samtidig. Det som vi i dag kender som køkkenalrummet eller samtalekøkkenet, og som er blevet nærmest en selvfølge, når danskerne skal indrette deres hjem, har rødder i Ulla Tafdrups tanker om, hvordan hjemmets hjerterum skal se ud.

Passede på kysterne for fællesskabet

Anne Marie Rubin (1919–1993)

»Hun blev en af de første professorer inden for planlægning og satte et markant aftryk på Danmark i arbejdet med kystzonebeskyttelsesloven. Da hun i 1960’erne så, hvordan sommerhusbyggeriet eksploderede, arbejdede hun målrettet for, at kysterne skulle være for alle – ikke kun for de rigeste,« fortæller Henriette Steiner.

Det danske sommerland tog fart i 1960’erne og 1970’erne, hvor en bølge af nye sommerhusejere skyllede ind over landet. Mange danskere øjnede muligheden for et sommerhus langs de idylliske kyster. Anne Marie Rubin blev en markant stemme i debatten og en frontfigur i kampen for at bevare kysterne som offentlige steder med intakt natur.

At vi i dag uden videre kan nyde en dag ved stranden med picnickurv og strandhåndklæde, mens børnene leger frit i vandkanten, er ikke en selvfølge. Det er blandt andet resultatet af det arbejde, Anne Marie Rubin kæmpede for. Særligt på Lolland fik hun udarbejdet en plan for kysten, så den forblev et fælles gode og ikke kun tilhørte dem, der først nåede at opføre et sommerhus.

I slutningen af 1940’erne fandtes der omkring 10.000 sommerhuse i Danmark. I 1966 var tallet steget til 100.000, og i 1974 nåede det op på 150.000.

I Folkebladet i 1969 advarede hun mod udviklingen:

»Den panikagtige udbygning af sommerhusområderne ved vore kyster har fået ulykkelige, i visse tilfælde katastrofale konsekvenser.«

Anne Marie Rubin begyndte sin karriere som murerlærling, før hun i 1940 blev optaget på Kunstakademiets Arkitektskole. Under 2. Verdenskrig måtte hun flygte til Sverige, hvilket senere skulle vise sig at få stor betydning for hendes karriere. Her fik hun indgående erfaring med byplanlægning, som hun siden bragte med sig tilbage til Danmark.

Hun arbejdede i flere år for Boligministeriet, indtil hun i 1954 etablerede sin egen tegnestue, hvor hun blev en central figur i udviklingen af byplaner for en lang række danske kommuner.

Konkret stod hun bag en udviklingsplan for mere end 50 kilometer kystlinje på Lolland, hvor hun skabte balance mellem sommerhuse, infrastruktur, grønne områder og kystnatur.

»Hun insisterede på, at vi ikke skulle forbruge det fælles gode, som åbne landskaber er, men passe på det,« siger Svava Riesto.

Naturelskeren, der ville styrke danskernes forhold til naturen

Agnete Muusfeldt (1918–1991)

»Agnete Muusfeldt hjælper os med at forstå en tid, hvor byvæksten skete hurtigere end nogensinde før. Byudviklingen i 1960’erne var præget af parcelhuse, store boligbyggerier med lejligheder, industri og institutioner – men det hele blev bundet sammen af store udstrakte landskabsrum. Stisystemer, hvor folk kunne cykle, og store fælles grønne arealer blev tænkt som en integreret del af byen,« fortæller Svava Riesto.

Agnete Muusfeldt blev færdig som havebrugskandidat fra Landbohøjskolen i København i 1946. Inden da havde hun været i lære som gartner i fire år. Sammen med sin ægtefælle, Erik Mygind, tegnede hun friarealer til nye almene boligbebyggelser blandt andet i Rødovre, Hvidovre og Herlev, indtil hun i 1961 oprettede hun sin egen tegnestue.

»Mange ved, at Arne Jacobsens tegnestue slog stregerne til Rødovre Rådhus, men Muusfeldt var central i at skabe parken, som indrammer hele Rødovres bymidte,« fortæller Svava Riesto.

Et andet kendetegnende projekt er Kildeskovshallen – et anlæg med svømme- og idrætshal samt offentlig park, opført mellem 1966 og 1972 i Gentofte Kommune. Her arbejdede Agnete Muusfeldt tæt sammen med en anden markant kvindelig arkitekt, nemlig Karen Clemmensen og dennes mand, Ebbe Clemmensen. Clemmensen-parret stod for bygningerne og Muusfeldt for landskabet omkring.

Anlægget beskrives ofte af arkitekter og arkitekturhistorikere som en enestående og ikonisk helhed. I 2019 blev bygningen og det omkringliggende landskab samlet fredet.

Projektet er et tydeligt eksempel på, hvordan forskellige fagligheder arbejdede sammen om at skabe et samlet arkitektonisk udtryk, hvor interiør, bygning og landskab taler sammen. Uanset hvordan man ankommer til Kildeskovshallen, mærker man, hvordan landskabet er afgørende for oplevelsen af arkitekturen – også indefra, hvor naturen næsten trænger ind gennem de store vinduespartier, mens man svømmer.

»Hun var meget optaget af samspillet mellem mennesker og planter og designede mange steder med en ambition om, at mennesker skulle kultiveres til at være i kontakt med andre levende organismer,« fortæller Svava Riesto.

»Historien fortæller, at Agnete Muusfeldt og hendes mand ofte åbnede deres egen have for kvarterets børn. Mens naboerne holdt græsplænerne sirligt trimmede og fri for leg, var hun overbevist om, at børn skulle lege mellem træer og planter for at udvikle et nært forhold til naturen. Haven blev på mange måder et fristed – når hun altså havde tid til at passe den, for projekterne stod i kø hos den eftertragtede landskabsarkitekt,« fortæller Henriette Steiner.

Verdensstjernen, der designede for et bedre arbejdsmiljø

Bodil Kjær (f. 1932)

»Jeg tror, at hvis du virkelig er interesseret i mennesker, så vil du gerne lave ting, der tjener mennesker.«

Sådan beskrev Bodil Kjær selv kernen i sit arbejde. For hende handler arkitektur og design aldrig blot om form, men om mennesker: Hvordan vi arbejder, samarbejder og trives i de rum, vi opholder os i hver dag.

»Hun har stået bag mange projekter i udlandet, blandt andet har hun stået for indretningen af Alfa Romeos fabrik i Italien. Hun specialiserede sig i, hvad der skaber en god arbejdsplads, og hvordan man kan få mennesker til at arbejde godt sammen – altid i tæt samarbejde med dem, der faktisk skulle bruge hendes arkitektur,« siger Svava Riesto.

Efter sin afgang fra Frederiksberg Tekniske Skole og Skolen for Indretningsarkitektur i København flyttede hun i 1965 til London, hvor hun studerede på Royal College of Art og Architectural Association School of Architecture. Senere blev hun ansat hos ingeniør- og arkitektvirksomheden Arup, hvor hun arbejdede med at udvikle både de sociale og fysiske rammer for moderne arbejdspladser.

Hendes virke spænder fra møbeldesign og byplanlægning til bygningsarkitektur, undervisning og arkitekturskribentvirksomhed, og hun var samtidig en aktiv stemme i samfundsdebatten. Gennem hele sin karriere kredsede arbejdet om ét spørgsmål: Hvad skal der til for at skabe et godt arbejdsmiljø?

Det spørgsmål materialiserede sig tydeligt i skrivebordet Office Desk fra 1959, som af mange er blevet kaldt verdens smukkeste skrivebord. Bordet har siden optrådt i tre James Bond-film, men det var aldrig tænkt som et designikon. Det blev udviklet på baggrund af studier af menneskers arbejdsmønstre i kontormiljøer og skulle understøtte effektive og fleksible arbejdsgange. Bordet, udført i egetræ med et slankt metalstel, der giver det en næsten svævende lethed, blev oprindeligt designet til det prestigefyldte universitet, MIT –Massachusetts Institute of Technology.

»Tværfagligt samarbejde var centralt i hendes praksis. I 1980 stod hun bag udstillingen Kvinder ytrer sig om omgivelser, vist på rådhusene i København og Aarhus, som tiltrak et stort publikum. Her satte hun – sammen med andre kvinder i kunst, arkitektur og byplanlægning – fokus på temaer, der endnu ikke fyldte meget i arkitekturdebatten, blandt andet økofeminisme og hvordan man skaber gode lokale miljøer for børn,« fortæller Svava Riesto.

I dag, hvor arbejdsliv, trivsel og fleksible arbejdsformer fylder mere end nogensinde, fremstår hendes tilgang næsten forud for sin tid. Bodil Kjær har ikke bare tegnet møbler og bygninger – hun har også hele tiden arbejdet med rammerne for et bedre arbejdsliv.