Skip to main content

Fra sport til scene: Farverige basketballbaner skaber nye fælleskaber

Streetbasket er gået fra hvide streger på grå asfalt til et lærred af farver og mønstre – og bruges til alt fra at øve tre-point skud til kultur og hverdagsliv. Fra Paris til København peger en ny generation af basketballbaner på, hvordan farver åbner byrummet for nye fællesskaber.

Af Bjørn Etone Broni Jensen

I det 9. arrondissement i Paris ligger en basketballbane klemt inde mellem to etagebygninger i Pigalle-kvarteret. Historisk set er området ret ”farverigt”, et red-light-kvarter med sexshops og stripklubber – og ikke langt derfra ligger den kendte Moulin Rouge.

Basketbanen på Rue Duperré bidrager dog med en helt anden kulør. Den breder sig hen over asfalten på banen og op ad væggene med mønstre, der får én til at kigge en ekstra gang. Her bliver der spillet basketball, optaget TikTok-videoer og hængt ud.

Banen, kendt som Pigalle Duperré, blev designet af modedesigner Stéphane Ashpool i samarbejde med designstudiet Ill-Studio – med støtte fra sportsbrandet Nike. Siden den første transformation i 2009 har ambitionen været større end at skabe et flot sted at spille.

»Det handlede om at skabe et offentligt rum, der kunne samle mennesker på tværs af generationer og baggrunde,« forklarer Stéphane Ashpool.

Han er vokset op i kvarteret og har brugt banen meget, men han følte, at den var negligeret og nærmest usynlig. Projektet handler derfor ikke om at tilføre noget nyt, men om at ændre måden, stedet blev opfattet på.

»Jeg havde en fornemmelse af, at hvis vi bragte farver og opmærksomhed til den, kunne vi ændre måden, folk så stedet på – og i sidste ende også, hvordan de brugte det,« siger han.

Banen blev hurtigt en turistattraktion. Folk fra hele verden kom for at opleve og se den – ikke kun for at spille basketball, men for at være en del af stedet. Og i dag har den farverige firkant midt i Paris inspireret en helt ny type basketballbaner, designet til at skabe liv i byrummet.

"Det handlede aldrig om at påtvinge noget udefra, men snarere om at oversætte kvarterets identitet til et visuelt udtryk"

Foto: Serge Kutuzov – Unsplash

Mere basketball, flere baner

Basketballbanen og sporten i sig selv er allerede ligetil i forhold til deltagelse, mener Marius Hansen. Gennem sit firma Streetball Consulting rådgiver og arbejder han til daglig med udvikling af streetbaner i Danmark.

»Basketballbanen er i sin natur meget tilgængelig. Det er et af de få steder i byen, hvor man kan deltage uden medlemskab eller faste rammer – og det gør den til et ret demokratisk byrum,« fortæller han.

Generelt er sporten stigende i popularitet herhjemme. Tal fra Danmarks Basketball Forbund viser, at antallet af danskere, der er medlem af en basketballklub, er fordoblet på 10 år – fra knap 11.000 i 2013 til knap 21.500 medlemmer i 2024.

Rekordår og fremgang efterlader også et stigende ønske om at kunne dyrke sporten uden for klub-regi i det offentlige rum.

Den udvikling genkender Jonatan Jørgensen. Han er direktør i Dansk Gummibelægning – en virksomhed, der står for håndværket, når baner er blevet renoveret rundt om i landet. Han peger på, at mange eksisterende baner ikke lever op til at kunne dyrke basketball på et mere seriøst niveau. Derfor har et større fokus på materialerne og banens dimensioner været nødvendigt.

Men det er ikke kun dimensionerne, materialerne og basketball som sport, der er i fokus. Banens udseende tager i stigende grad opmærksomheden.

  • Farver på spil: Basketbaner rundt i Danmark

    En farverig LeBron James pryder banen ved marinaen i Middelfart.

  • Farver på spil: Basketbaner rundt i Danmark

    Tæt på Liseleje Strand i Halsnæs matcher basketballbanen områdets beach-vibe.

  • Farver på spil: Basketbaner rundt i Danmark

    En flerfarvet basketbane gemmer sig mellem træerne på Nonnebakken i Odense.

  • Farver på spil: Basketbaner rundt i Danmark

    Under buen i København bringer basketballbanen farve til et ellers gråt område.

  • Farver på spil: Basketbaner rundt i Danmark

    Farverne springer ud af basketbanen på Tagensbo Skole i København.

  • Farver på spil: Basketbaner rundt i Danmark

    På det nordlige Bornholm i Alling er basketbanen hullet som en ost.

    Foto: Streetball Consulting
    Foto: Streetball Consulting
    Foto: Dansk Gummibelægning
    Foto: Streetball Consulting
    Foto: Streetball Consulting
    Foto: Streetball Consulting

Passe ind i byrummet

Hvide streger på kold, grå asfalt. To – nogle gange én – metalkurve, der kan være umulig at få bolden i. Typisk en del af en multibane, hvor flere sportsgrene presses ind på et indhegnet område. Sådan har streetbasketballbanen i sin simpleste form set ud i mange år. Funktionalitet før æstetik. Men det er altså ved at ændre sig.

Overalt i verden – også i Danmark – finder man nu basketballbaner, som er inspireret af banen i Paris. Farverige streetbasketballbaner, der kan spottes på lang afstand.

Marius Hansen fra Streetball Consulting har set udviklingen fra dengang til i dag. Gennem sit arbejde har han set fænomenet tage fart inden for de sidste 10-15 år.

»I dag ser vi, at streetbanen er blevet en integreret del af byens rum – ikke bare en optegning, men et bevidst formgivet sted,« fortæller Marius Hansen.

Her har Kasper Nyman spillet en vigtig rolle. Han står bag Court Vision Studio og har designet flere basketballbaner i Danmark. Han har set flere eksempler på baner rundt omkring i verden, hvor der er fuld smæk på farver og mønstre. Men for ham kan man bare ikke designe en bane uden at have et par overvejelser.

»Jeg tror, det har meget at gøre med det byrum, den skal være i, og hvem den henvender sig til,« siger Kasper Nyman.

Præcis samme vision havde Stéphane Ashpool med Pigalle-banen. Han beskriver området, han er vokset op i, som kaotisk, mangfoldigt og kreativt. Alle de beskrivelser skulle vises på banen.

»Det handlede aldrig om at påtvinge noget udefra, men snarere om at oversætte kvarterets identitet til et visuelt udtryk,« fortæller Stéphane Ashpool.

Så den anonyme og primært funktionelle basketballbane er blevet udskiftet med æstetiske og mere gennemarbejdede basketballbaner, der skal spille sammen med det byrum, den befinder sig i. Det kan potentielt åbne op for banens muligheder som mere end en spilleflade.

En bane for alle

Den internationale non-profit-gadeidrætsorganisation GAME arbejder med at skabe social forandring hos unge gennem gadeidræt og kultur. I et af deres idrætskulturhuse i Danmark, kaldet Streetmekka, har de skabt deres egen udgave af Pigalle-banen.

Næsten ligesom i Paris ligger banen klemt inde mellem to bygninger i København.

Banen er udviklet i samarbejde med designeren Emilie Klint, Dansk Gummibelægning og ikke mindst basketballklubben Queer Balls, der trænede i Streetmekka København. Klubben er skabt som et trygt miljø, hvor hovedsageligt queer personer, der identificerer sig som kvinder, transpersoner, nonbinære og genderfluide, kan komme og dyrke basket sammen.

Rasmus Ziegler Hansen, leder for udvikling af Gadekultur i GAME, fortæller, at projektet udspringer af et ønske om at åbne banen for flere brugere. Derfor var det vigtigt at have Queer Balls inde over designet.

»Det stammer egentlig fra et inklusionsperspektiv – og hvordan vi kan udvide målgruppen, så flere synes, at det her er et fedt sted,« forklarer Rasmus Ziegler Hansen.

Og et fedt sted, det vil de unge også have. For ifølge en undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier fra 2022 er det fællesskabet, vennerne og det at have et sted at være det vigtigste for unge i idrætten. Undersøgelsen peger desuden på, at unge i høj grad tiltrækkes af rammer, der er åbne, lyse, har farver og mulighed for at lave forskellige aktiviteter.

Det kan man sige, at banen i København er i dag. Rasmus Ziegler Hansen fortæller, at banens nye farver og mønstre får flere i GAME til at tage den i brug. Faktisk tiltrækker den ikke kun spillere, men også nye brugere, der ændrer måden en basketballbane kan bruges på.

»Folk laver TikTok-videoer. Alt fra 30-årige dansere til 12-årige piger. Det inviterer nogle nye ind til fællesskabet omkring os og gården, som ikke var der før,« fortæller Rasmus Ziegler Hansen.

Banen i Streetmekka kombinerer noget råt og urbant med farver og mønstre, der gør det til den perfekte scene for mange aktiviteter og events. Banen har blandt andet lagt farver til Fashion Week, en musikvideo af rapperen FVN og danseren Natasha Jacoby.

Natasha er cand.mag. i Applied Cultural Analysis og professionel danser. Hun filmer dansevideoer til sociale medier på forskellige lokationer. Som danser er hun på jagt efter fede steder, der passer til både koreografi og musik. Hun har derudover været tidligere medarbejder i GAME, så derfor var banen et oplagt sted at filme, da den fik sin nye kulør.

»Det giver noget farve, leg og kultur. Man får en endnu større lyst til at udnytte de forskellige steder rundt omkring i byen,« fortæller Natasha Jacoby.

Banens muligheder er blevet mangedoblet. Den er ikke længere bare et sted, hvor man spiller – men et sted, hvor man er.

Farverig basketballbane i Streetmekka i København
Farverig basketballbane i Streetmekka i København
Foto: GAME

Designet element i byrummet

I dag findes multifarvede streetbasketballbaner over hele landet, og der er flere på vej. Både Dansk Gummibelægning og Streetball Consulting melder flere kommende projekter.

Banerne er kommet for at blive – og med god grund. De skaber et socialt rum, der åbner for en masse muligheder og brugere. Leg, kreativ udfoldelse, scene eller et spot at hænge ud. Det åbne, offentlige sted er et samlingspunkt for en masse mennesker i det område, som det befinder sig i. Samtidig eksisterer basketball stadig på banerne, der kvalitetsmæssigt har fået en opgradering.

Selvom Pigalle-banen er en attraktion i Paris i dag, var det slet ikke hensigten fra Stéphane Ashpool.

»Intentionen var hele tiden lokal. Men jeg tror, at kombinationen af farver, fællesskab og autenticitet gjorde, at det gav en bredere genlyd,« fortæller han.

Det viser, at streetbasketballbanen har udviklet sig fra en simpel og semi-funktionel idrætsfacilitet til et designet element i et byrum. Et areal, som altid har været tilgængeligt for alle, men som ikke vakte den store interesse hos folk.

Med farver, mønstre og nye materialer er banen blevet noget, man ikke bare spiller på – men opholder sig i. Et samlingspunkt, der samler flere mennesker og skaber nye måder at være sammen på.