Hvad kan vores byer lære af en midlertidig festivalby?

Et fællesskab bliver til

Når festivalgæsterne flytter ind i Dream City, er byen allerede fyldt med relationer. Ikke fordi alle kender hinanden på forhånd, men fordi dreamerne, altså byens beboere, allerede har brugt foråret på at bygge byen side om side.

Ti weekender før Roskilde Festival åbner, mødes de første i Dream City. Her bliver der bygget tårne, fællesområder og de lejre, som festivalgæsterne senere skal bo i. Men der bliver også spist fællesmiddage, set film på storskærm og byttet alt fra byggematerialer til shotsglas.

Da campingleder Berit Beck Frederiksen for fire år siden trådte ind i Dream City som teamleder, lagde hun særlig mærke til kulturen i området.

»Jeg blev ekstremt overrasket over sammenholdet og over, hvor engagerede folk er – og jeg var blæst bagover over, hvor dedikerede ildsjæleholdet og dreamerne var,« fortæller hun.

Det engagement får man nemt øje på, når man bevæger sig ned ad hovedgaden. I byens midte summer et nybygget loungeområde af liv. Det er bygget af genbrugsmaterialer og fungerer som et fælles opholdssted for Dream Citys ildsjæle, som er de frivillige på pladsen.

I den bagende sol sidder en håndfuld festivalgæster iført snavsede klipklapper og ryger cigaretter. Latteren bryder ud med få minutters mellemrum, mens forbipasserende stikker hovedet ind, hilser og slår sig ned et øjeblik til et hvæs og en vits, før de fortsætter ned ad byens hovedstrøg.

Ifølge chef for deltagelse og diversitet Mika Christoffersen er godt naboskab og følelsen af at høre til et ømt punkt i den gængse byplanlægning udenfor festivalen.

»Jeg kunne da godt tænke mig at kende flere i min egen by. Hvad nu hvis man, ligesom man nogle gange gør i kolonihaveforeninger, holdt gadefest eller tændte bål og så Shrek sammen udendørs på en sommeraften?«, fortæller Mika Christoffersen.

Og er der noget, der kan binde folk sammen, er det måske netop den slags lavpraktiske fællesskaber. Et bål. En skærm. Shrek.

Den gode by

»En god by må gerne føles som én stor krammer«

Sådan beskriver byplanlæggerguruen Jan Gehl den ideelle by for mennesker. En by, som blandt andet lægger op til at man spontant kan opholde sig, mødes og hvile. Og den kode har Dream City knækket.

For midt mellem hjemmelavede konstruktioner, musik og mennesker, der bevæger sig fra lejr til lejr, opstår en by, hvor man ikke bare passerer igennem – man bliver hængende.

Viceborgmester – eller pladsansvarlig – Joachim Alexander Olsson fortæller, at der endda er gæster, som slet ikke bevæger sig ud på koncertpladserne. Deres festival foregår udelukkende i Dream City.

At folk bliver hængende, handler ifølge Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen, ikke kun om festivalstemning. Når de, der bruger et sted, også har været med til at bygge og forme det, opstår der en anden form for tilknytning.

»Det skaber ejerskab, altså sådan et åndeligt og mentalt ejerskab. Det behøver ikke at være, at du ejer det, men det skaber din tilknytning til det. Det gør, at du værdsætter det langt mere og passer på det. Og det gør, at dem, der kommer og besøger dig, kan mærke, at det er noget, du holder af,« siger han.

Han peger samtidig på en voksende distance i moderne byudvikling. En ejendomsudvikler kan købe en grund, bygge og sælge videre uden selv at skulle bo i eller tage vare på det sted, der bliver skabt. Den form for distance er ”gift for byer”, mener han.

Og den kommer til udtryk i selv de mest konkrete løsninger:

»Forskellen på, at for eksempel en altan ser rar ud i en salgsbrochure, og at den faktisk er rar at sidde på, er faktisk himmelstor,« fortæller han.

Medejerskab handler derfor ikke kun om at få indflydelse på byggeprocessen. Det handler også om at mindske afstanden mellem dem, der bygger, og dem, der skal leve med resultatet – og dermed skabe både større ansvar for kvaliteten og en varig relation til stedet.

Retten til at blive

I Dream City bliver medejerskabet taget på ordet. På tværs af lejrene kan man nemlig låne og bruge hinandens bygninger.

»Det, andre byer især kunne lære af Dream City, er byens fællesområder – og det her med, at man kan låne bygninger. Selvom nogen har bygget dem, må andre godt få lov til at komme indenfor og benytte dem. Der er ikke en diskurs om: Det her er mit – andre er ikke velkomne,« fortæller Mika Christoffersen.

Når ejerskabet på den måde bliver delt mellem flere, bliver grænsen mellem det private og det fælles mindre skarp. Bygningerne har stadig en tydelig afsender og nogen, der tager ansvar for dem, men samtidig bliver de en del af byens fælles liv.

Den gode by handler derfor også om, hvem der faktisk har mulighed for at være en del af den. Ikke kun om, hvem der må komme ind, men om hvem der har mulighed for at blive. For hvis man skal købe noget for at kunne opholde sig et sted, er byen i praksis ikke lige åben for alle.

»Third spaces er jo noget af det, som festivalen generelt – og især Dream City – er god til. Altså fælles opholdssteder, hvor man ikke skal handle for at være der. Man skal ikke købe en kaffe på caféen for at have lov til at være der – man kan bare være,« siger Mika Christoffersen.

Her ligger en vigtig erfaring for den permanente by: Tilknytning behøver ikke at bygge på afgrænsning. Den kan også vokse frem i rum, der deles.

Eksperimentel frihed

For enden af hovedstrøget står den ikoniske orange Dream City-installation ophøjet på en bakke – lidt som festivalens eget Hollywood-skilt. En håndfuld unge mennesker er klatret op på bogstaverne D, E og M, mens en kvinde hviler sig op ad C’ets buede form.

Skiltet er skabt for at blive set, men bliver også brugt som bænk, mødested og klatrestativ – og som lærred for graffitikunst. Som meget andet i Dream City får det flere funktioner, når festivalgæsterne tager det i brug.

Netop den frihed til at afprøve, justere og bruge byen på nye måder er ifølge Lars Autrup en af Dream Citys største arkitektoniske styrker. For mens den permanente by udvikler sig langsomt og kan være både dyr og vanskelig at ændre, kan idéer her testes i en langt hurtigere rytme.

”Der, hvor det bliver virkelig interessant, er, hvor man bruger det som laboratorium for den permanente by. Man justerer og afprøver ting i et meget hurtigere tempo, end faget ellers lægger op til – og med langt mindre fatale konsekvenser,” siger Lars Autrup.

Dream City giver dermed mulighed for at undersøge idéer i fuld skala og se, hvad der sker, når mennesker bliver direkte involveret. Det er ikke kun konkrete konstruktioner, der bliver afprøvet, men også forskellige forestillinger om, hvordan en god by bliver til.

En lignende tilgang findes i Roskildes kreative bykvarter Musicon, der har fået lov til at udvikle sig mere organisk i stedet for at følge én fastlagt plan. Her ønsker Roskilde Kommune blandt andet at opføre selvbyggerboliger, hvor beboerne får lov til at være bygherrer.

Læringen ligger derfor måske ikke i de enkelte konstruktioner, men i selve processen: at give byudviklingen flere mellemstadier, hvor løsninger kan prøves, justeres eller forkastes, før de bliver permanente.

Men erfaringen handler også om, hvem der får lov til at præge byen. I den permanente by kan borgerne sjældent selv stille sig med hammeren i hånden. Til gengæld kan de inddrages tidligere, få reel indflydelse og være med til at forme de steder, de siden skal bruge.

For en by kommer først til live, når nogen tager den i brug, passer på den og gør den til deres egen. Det er Dream City et tydeligt eksempel på.

Festivalbyen står kun én uge om året. Alligevel minder den os om, at den gode by aldrig bliver helt færdig. Den bliver til, når mennesker får plads til at forme den.

Og så skader det heller ikke at få serveret en halvtør kagemand i ny og næ.