Jan Gehls guide til vinterbyen København
Jan Gehl har i årtier sat fokus på, hvordan arkitektur og byrum påvirker menneskers liv. Her guider han til det bedste – og det mest problematiske – ved København om vinteren.
Af Dansk Arkitektur Center
Jan Gehl er en af verdens mest indflydelsesrige byforskere og kendt for sit fokus på mennesker i byen. Her deler han sin guide til København om vinteren – og forklarer, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør, når kulde, vind og mørke påvirker bylivet.
I Skandinavien elsker vi solen, og især om vinteren føles de små solpletter næsten terapeutiske. Det danske klima er præget af passager af lavtryk fra vest, hvilket betyder, at selvom vi deler breddegrader med Alaska og Sibirien, så har vi et mildt, men blæsende vinterklima.
Arkitektur spiller en afgørende rolle for, hvor behagelig en vinterby er, fordi den påvirker både sol- og vindforhold direkte. Oplevelsen af at stå i Dragørs tætte gader og blandt Ørestads modernistiske højhuse er meget forskellig. Lige så forskellig som oplevelsen af at opholde sig i henholdsvis München og Oslo. Det kan lyde vildt, men læ for vinden og sollys kan ifølge Jan Gehl flytte lokalklimaet over 1300 kilometer.
»Som arkitekt må du ikke lave noget, der gør klimaet værre, end det er i forvejen,« siger Jan Gehl.
Han er kendt som en skarp kritiker af de mange nye højhuse i København, som han mener fører til både mere vind og mindre sol. Det kan godt lade sig gøre at bygge højt uden at skade lokalklimaet, mener Jan Gehl, men det lykkes for sjældent.
Vinterlivet hænger tæt sammen med vejret. Det ses tydeligt på årets første forårsdag. Byen eksploderer af liv, når man pludselig kan være udenfor uden overtøj.

Foto: Morten Jerichau 2. Gaderne i Indre By
»Om vinteren er det faktisk dejligt at gå rundt i den indre by. Ikke på Strøget og Strædet og så alligevel hellere i Strædet end på Strøget, vil jeg sige. Men især på de andre gader, hvor der næsten ikke er noget trafik, fordi folk står midt på gaden og snakker.
Der er sådan en utrolig ro over det hele. Der sker også mere om vinteren nu end før. Rygeloven har f.eks. skubbet folk ud i gaden, også om vinteren. Cappuccino-kulturen er kommet, og caféerne opdagede, at et simpelt tæppe kan gøre, at vi sætter os ned udenfor.«

Foto: Søren Berg 5. Damhussøen
»En rigtig dejlig ting om vinteren er at gå en tur rundt om Damhussøen, som jeg bor tæt på. Der er sådan en sti rundt, og der er altid nogen på den. Sådan en vinterlørdag eller -søndag med let vind og solskin efter to uger med rusk og slud, så må alle ud og gå en tur.
Sådan nogle dage er det fantastisk at opleve, at hele livet fra Strøget er flyttet ud til steder som Damhussøen, Frederiksberg Have eller et andet sted, hvor det er dejligt at gå. Når den dag kommer, så vil man have et godt sted at være med nogle træer, is på vandet, fuglefløjt og sol.«






