Japan og Skandinavien fandt hinanden, længe før vi lærte at sige Japandi

Rispapirlamper dingler over de danske spiseborde, egetræets årer overtager stille de højglanshvide fronter i køkkenerne, og beige nuancer afløser de kridhvide vægge. Japandi har slået rod i danske hjem og sat sit præg på tidens skandinaviske design- og arkitekturideal.

»Japandi dækker over en fusion af skandinavisk funktionalisme og japansk minimalisme. Det er blevet ret hot her for nylig, men begrebet opstod midt i 2010’erne. Og nu er det så blevet rigtig stort,« siger Jens Sejrup, der er lektor i japanstudier ved Københavns Universitet.

Jens Sejrup ser Japandi som en bevægelse væk fra det overlæssede og pyntede. Der er fokus på kvalitet, materialerne, naturen og de neutrale farver. Håndværket er i centrum, og det handler om en længsel efter enkelhed.

En af dem, der har arbejdet i spændet mellem de danske og japanske designtraditioner, er Frederik Werner, der er partner og designer i Norm Architects. Han mener at Japandi er meget mere end et forbigående modefænomen.

»Jeg ser det ikke som en trend, men som en reaktion på et reelt behov. Vi lever i en tid med støj, overstimulation og acceleration. I den kontekst tiltaler begge traditioners ro, nærvær og materialitet et bredt publikum,« siger Frederik Werner.

Længe før Japandi var der japanismen

Selve begrebet Japandi har ikke så mange år på bagen, men det har forbindelsen mellem den skandinaviske og den japanske designtradition til gengæld.

I anden halvdel af 1800-tallet åbner Japan sig efter en lang periode med stærkt begrænset kontakt med omverdenen i stigende grad mod Vesten og deltager i de internationale verdensudstillinger. Her bliver japanske træsnit, keramik, møbler og kunsthåndværk mødt med stor begejstring.

»Vesten forelsker sig i den japanske billedkomposition, de raffinerede håndværkstraditioner og en helt anden måde at arbejde med materialer, farver og former på. Perioden i slutningen af 1800-tallet med stærk japansk inspiration i europæisk kunst og design bliver senere kendt som japanismen,« forklarer Jens Sejrup.

Japanismen nåede blandt andet Danmark via Arnold Krog, kunstnerisk leder af Den Kongelige Porcelainsfabrik – i dag Royal Copenhagen. På en rejse til Paris i 1886 så han en kunsthandlers samling af japansk kunst, og hjemme igen gav han fabrikkens dekorationer et helt nyt formsprog.

To år senere tegnede Pietro Krohn Hejrestellet til Bing & Grøndahl – et stel så overdådigt, at japansk inspiration dengang tydeligvis ikke betød minimalisme.

Den amerikanske forbindelse

Den japanske inspiration satte varige spor i europæisk og skandinavisk design – ikke mindst i dansk designs guldalder i midten af 1900-tallet.

»Der er en lang kulturhistorie med danske designere, arkitekter og kunsthåndværkere, der har været inspireret af Japan. Faktisk har Japan haft enorm betydning for både europæisk og amerikansk design,« fortæller Jens Sejrup.

Og i midten af 1900-tallet ankom den japanske inspiration ofte via en amerikansk omvej. I USA havde arkitekter som for eksempel Frank Lloyd Wright nemlig længe hentet impulser fra traditionel japansk byggekunst, og deres arkitektur blev et vigtigt forbillede for en ung generation af danske arkitekter.

Jens Sejrup peger også på, at nogle af de mest kendte skikkelser i dansk designhistorie – blandt andre Kaare Klint, Poul Kjærholm, Axel Salto og Finn Juhl – lod sig inspirere af japansk håndværk og materialeforståelse i deres arbejde.

»Man kan godt argumentere for, at fascinationen af det japanske var med til at forme den nordiske modernisme. Japandi er selvfølgelig noget andet, fordi det er en nutidig indretningsstil. Men den bygger på nogle idéer og processer, der rækker meget længere tilbage end selve begrebet,« siger Jens Sejrup.

Og den enkelhed, danskerne forelskede sig i, var i et vist omfang et amerikansk billede af Japan.

Japandi blomstrer som begreb

Op gennem 2010’erne begynder designretningen, der endnu ikke er blevet navngivet, for alvor at pible frem på forskellige designmesser. Stockholm Furniture & Light Fair har i 2014 en særudstilling med titlen Material attraction – Scandinavia likes Japan. Designmessen Formland i Herning Messecenter har et lignende fokus i februar 2016, og få måneder senere er temaet også stærkt repræsenteret på den internationale møbelmesse Salone del Mobile i Milano.

Nu begynder selve ordet ”Japandi” at dukke op. I december 2016 skriver den australske avis The Daily Telegraph om Japandi som den nyeste designtrend.

I løbet af 2017 dukker betegnelsen op i flere internationale design- og indretningsmedier og som søgeord på Instagram og Pinterest. I 2018 finder den også vej til etablerede medier i Danmark, hvor Bolig Magasinet fremhæver Japandi som en af årets toneangivende tendenser.

Interessen for den japansk-skandinaviske æstetik blomstrer nu for alvor. En udvikling, som også trendekspert Mads Arlien-Søborg lægger mærke til. Han peger blandt andet på Audo House i København, hvor de to designtraditioner smelter sammen.

»Interessen for det japanske voksede blandt andet med Norm Architects, som var med til at skabe en varmere version af modernismen med mørkere nuancer og den bevægelse, vi kom til at kende som New Nordic,« siger Mads Arlien-Søborg.

Det bliver samtidig begyndelsen på en ny form for minimalisme. Hvor den klassiske minimalisme ofte kunne opleves som kølig, bliver den afløst af det, man begyndte at kalde soft minimalisme i designkredse.

»Den blev mere indbydende og menneskelig. Det var stadig enkelt, men ikke sterilt. Og det er netop dér, båndet mellem det skandinaviske og det japanske bliver endnu tydeligere,« siger Mads Arlien-Søborg.

Japandi i arkitekturen: Landskabet før bygningerne

I dag skal man ikke scrolle længe på Instagram eller blive inviteret til ret mange parmiddage, før man støder på spor af Japandi-æstetikken. Vindueskarmene er ryddet, nips er nærmest blevet et fy-ord, og de få genstande, der står fremme, er udvalgt med kirurgisk præcision.

Men Japandi handler ikke kun om de genstande, der finder vej til de skandinaviske hjem – eller måske rettere, dem der ikke gør det. Det handler i lige så høj grad om en måde at tænke arkitektur og design på.

Japandi dyrker materialernes rå udtryk, træ får lov til at vise sine årer og knaster, og natursten får lov til at pryde store flader som gulve eller trapper.

Den samme tankegang præger arkitekturen, hvor bygninger i højere grad formes med blik for landskabet end for at overtage opmærksomheden. I japansk arkitektur er grænsen mellem ude og inde ofte flydende, så naturen opleves som en del af rummet frem for noget, man blot betragter gennem vinduet.

Den tilgang har været bærende hos den danske tegnestue Norm Architects. Et eksempel er restauranten ÄNG i Halland i Sverige, som Frederik Werner fremhæver som et møde mellem japanske og skandinaviske arkitekturprincipper.

»ÄNG tager udgangspunkt i det svenske landskab og årstidernes skiften. Alt er forankret i materialet, det sanselige og en ro, der ikke er opstillet, men opstået. Sjöparken har en lignende kvalitet: en nærhed til vandet og omgivelserne, der minder om den japanske arkitekturs evne til at lade stedet tale og invitere naturen indenfor,« siger Frederik Werner.

Ro gennem det, der er valgt fra

Hos Norm Architects er mødet mellem de japanske og skandinaviske designtraditioner en naturlig del af tegnestuens arbejde. Netop derfor bryder Frederik Werner sig heller ikke om betegnelsen Japandi.

»Det kan medføre en fare for, at det bliver opfattet som overfladisk eller udvander de principper, som efter min mening har en reel og retmæssig relevans,« siger Frederik Werner.

Hans fascination for fusionen mellem det japanske og skandinaviske følger med ham hjem i privaten. Her får natursten og egetræet lov til at fylde, og der er små referencer til det japanske rundt om i hjemmet, som for eksempel et keramisk testel. Der er kun få nøje udvalgte ting.

Netop tomrummet har et udtryk på japansk, der kaldes ”yohaku-no-bi” – skønheden i det tomme rum. Tomhed er ikke noget, der skal fyldes ud, men et bevidst greb, hvor der gives plads til lyset og naturmaterialerne. Her er rummene derfor ikke fyldt med møbler eller dekorationer, men få velvalgte genstande af høj kvalitet.

»Mit hjem er i sig selv et udtryk for mine interesser. Jeg har indrettet det med stor opmærksomhed på detaljer, lys og materialitet og med kærlighed til ærlige materialer og underspillet luksus. Gode, taktile materialer er et tilbagevendende element, netop fordi de kun bliver smukkere med tiden og skaber en rolig atmosfære,« siger Frederik Werner.

Hvor danske hjem ofte skaber hygge ved at tilføre tekstiler, møbler og personlige genstande, opstår den japanske ro i højere grad gennem det, der bevidst er valgt fra.

»Den skandinaviske tradition er mere social og demokratisk i sin grundtanke – hygge, fællesskab og lys i mørketiden. Hvor vi i Danmark skaber varme gennem flere lag og flere genstande, finder det japanske begreb ”ma” tryghed i tomrummet. Det er fundamentalt forskelligt, og efter min mening er det netop i den spænding, de bedste projekter opstår,« siger Frederik Werner.

Et legende univers på vej?

Selvom ordet Japandi efterhånden har været en del af designordbogen i en årrække, ser interessen for Japan kun ud til at vokse endnu mere.

»Fra 00’erne og frem begynder man for alvor at tale om Japan som en kulturel supermagt. Tidligere var landet først og fremmest kendt som en økonomisk supermagt. I dag er mange i den vestlige verden fascinerede af japansk mode, kultur, design og hele deres måde at arbejde med materialer og kvalitet på. Det taler især til en yngre generation, som gør op med brug-og-smid-væk-kulturen,« fortæller Jens Sejrup.

Netop tanken væk fra en brug-og-smid-væk-kultur er en integreret del af den japanske tradition. For eksempel findes udtrykket ”wabi-sabi”, der blandt andet handler om at hylde skønheden i det uperfekte og patinerede. Det kommer også til udtryk i blandt andet ”kintsugi”-teknikken, en reparationsmetode, hvor ituslået keramik sættes sammen igen med en særlig gylden lak, så reparationen står tydeligt frem i stedet for at være skjult.

Også Mads Arlien-Søborg oplever, at interessen for Japan har taget fart ud over design og arkitektur.

»Sidst jeg var i Japan, føltes det næsten, som om halvdelen af det kreative København var taget med. Kommer man til Tokyo, er det næsten som at gå rundt i Norditalien, der er danskere overalt,« fortæller Mads Arlien-Søborg.

Han tror samtidig, at den næste bølge af inspiration bliver bredere end arkitektur og design. Hvor Japandi har været præget af naturmaterialer og afdæmpede farver, ser han allerede nu en stigende interesse for Japans popkulturelle univers.

»Jeg synes allerede, man kan se aftryk af den japanske popkultur, og jeg tror, vi kommer til at se den mere legende og barnlige tilgang til design fylde mere herhjemme. At lege bliver ikke længere kun noget for børn,« siger Mads Arlien-Søborg.

Selv hvis ordet Japandi en dag forsvinder fra algoritmerne på de sociale medier, er det svært at forestille sig, at interessen for japansk design, håndværk og materialeforståelse gør det samme.