Kay Fisker lagde grundstenen for det gode liv i byen
Kay Fisker er en af de danske arkitekter, der har sat et særligt markant aftryk på dansk arkitektur med sin fortolkning af den fremspirende funktionalisme. Netop hans bud på det gode danske hjem har dannet skole for den måde, vi bor og lever i byerne på.
Af Camilla Zuleger
Det er mandag morgen, og trafikken på en af landets mest befærdede veje, Åboulevarden, er så småt ved at sætte i gang. Fra Bispeengbuen i udkanten af Nørrebro møder vi den store boligkarré Hornbækhus, der danner rammerne om knap 300 lejligheder og de liv, der leves i dem.
Vi kører længere ind mod byen og skimter måske et boligbyggeri på Griffenfeldsgade, før vi rammer den store “Trekanten”, der er udspændt mellem Rosenørns Allé, Kleinsgade og Åboulevarden, og siden krydser Søerne og kommer til et af byens mest kendte boligbyggerier, Vestersøhus.
På under tre kilometer har vi passeret fire markante værker af den danske arkitekt Kay Fisker. De fleste af Åboulevardens daglige 60.000 biler og op mod 10.000 cyklister har knap ænset det, men hans aftryk på dansk arkitektur er ikke blot markant. Det er uundgåeligt.
Stilfærdige bygninger med stor betydning
Kay Fiskers byggerier er ikke dem, der ved første øjekast gør stort væsen af sig. I dag oplever vi ikke længere hans bygninger som enestående, fordi så mange senere byggerier er fulgt i den retning, Fisker udlagde for det gode hjem og liv. Samtidig er der en størrelse i både hans bygninger og hans produktivitet, der gør dem svære at komme udenom.
Fra sit første byggeri på et tidligere jernbaneterræn i København i 1909 til Det Danske Institut i Rom, opført i 1967, står han bag mere end 200 byggerier – både alene og i samarbejde med andre.
Kay Fisker – kort fortalt
Kay Fisker (1893–1965) var en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige danske arkitekter og en central skikkelse i udviklingen af moderne dansk boligarkitektur. Han blev født på Frederiksberg og uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole i København, hvor han dimitterede i 1920 efter studieophold i blandt andet Italien og Frankrig. Tidligt markerede han sig med en arkitektur, der forbandt klassisk proportionering og håndværksmæssig omhu med moderne funktionelle principper.
Som både praktiserende arkitekt og underviser fik han stor betydning. Fra 1920 var han knyttet til Kunstakademiet og fra 1936 til 1963 professor med fokus på boligarkitektur. Her prægede han generationer af arkitekter og var med til at formulere den såkaldte funktionelle tradition – en nøgtern, stedbunden og socialt orienteret modernisme, hvor planløsning, materialer og bymæssig sammenhæng var centrale.
Hans arbejde omfattede boligbyggeri, institutionsarkitektur og store universitetsanlæg, og hans indflydelse rækker langt ud over de enkelte værker gennem hans rolle som underviser og teoretisk reference i dansk arkitekturhistorie. Kay Fisker modtog Eckersbergs Medalje i 1926 og C.F. Hansen Medaljen i 1947 og regnes i dag som en hovedfigur i udviklingen af dansk funktionalisme.
Fra klassicisme til funktionalisme
Kay Fisker var en af sin tids lysende stjerner. Som ung og nyuddannet havde han allerede sikret sig sine første projekter, som siden blev til nogle af mellemkrigstidens største byggeprojekter. Der gik heller ikke længe, før han kunne sætte sig i stolen på Det Kongelige Kunstakademi, hvor han fra 1936 til 1963 var professor med fokus på boligarkitektur.
Hans karriere tager afsæt i en brydningstid i dansk arkitektur, hvor bevægelsen væk fra nyklassicismen endnu ikke helt har fundet fodfæste i den fremvoksende funktionalisme. Netop i dette spændingsfelt blev hovedparten af Fiskers bygninger skabt. Mens den rene funktionalisme kaldte på industriel produktion og planlægning, forenede Fisker klassicismens byggetraditioner og materialer med høj sanselighed med nye idealer om lys, luft og rene linjer.
Periodemæssigt hører Kay Fisker til modernismen – en retning, der rummer overlappende, men distinkte arkitektoniske strømninger, herunder funktionalismen. Hans hovedværker står i dag som pragteksemplarer på en funktionalisme, der adskiller sig markant fra den, som blandt andre Arne Jacobsen er blevet synonym med.
Hvor Jacobsen dyrkede det hvide, industrielle udtryk, fastholdt Fisker en mere jordnær tilgang, forankret i dialogen med omgivelserne og den danske byggetradition. Hans bygninger træder i dag frem med gule eller røde tegl, der ældes smukt og trækker tydelige tråde til murstenens lange historie i dansk arkitektur.
Boligbyggeriets mester
Vestersøhus var i 1939 en toneangivende bygning, der gjorde op med forestillingen om, at den gode bolig var forbeholdt de få. Med boligstøtteloven fra 1933 blev det muligt at optage statslige lån til boligbyggerier gennem støtte til byggeforeninger og almennyttige boligselskaber. Denne mulighed blev især udnyttet i de større byer, hvor befolkningsvæksten var størst. Kay Fisker designede boligkarréer med hundredvis af boliger – en uspektakulær milepæl i dag, men et markant nybrud i sin tid.
I dag er lejlighederne ved Sankt Jørgens Sø blandt byens dyreste med høj herlighedsværdi, men i samtiden var Vestersøhus et konkret bud på, hvordan boligpolitikken kunne bidrage til løsningen på tidens sociale udfordringer. Hvor store dele af Københavns befolkning tidligere havde været henvist til mørke baggårdslejligheder uden toilet og bad, skulle en ny tilgang til arkitektur og boligpolitik sikre ordentlige forhold for den brede befolkning. Fiskers styrke lå især i hans evne til at forene økonomisk byggeri med høj arkitektonisk kvalitet.
Vestersøhus repræsenterer med sine karakteristiske altaner, der giver alle lejligheder adgang til lys og luft, samt den grønne gård, en ny måde at tænke storbyen på: Kvalitetsboliger var ikke længere forbeholdt samfundets elite. Sammen med Hornbækhus fra 1923 står Vestersøhus som monumenter over Fiskers evne til at skabe menneskelige boliger i stor skala – designprincipper, der i dag er blevet norm. Til den nysgerrige indrettede Kay Fisker også en lejlighed til sig selv i Vestersøhus, som man fra tid til anden kan få lov at besøge.
Kay Fiskers København
Kay Fisker har fået opført bygninger over hele landet og også et par i udlandet. Hvis du vil opleve flest, anbefaler vi en cykeltur rundt i København, hvor du bland andet kan opleve:
- Hornbækhus på Åboulevarden (1923)
- Vestersøhus på Vester Søgade (1939)
- Dronningegården ved Dronningens Tværgade (1943-58)
- “Strygejernet” på Vodroffsvej (1929)
- “Trekanten” ved Åboulevarden / Rosenørns Allé (1932)
- Griffenfeldsgade 37-39 (1939-40)
Fra bolig til institution
Københavnerne er dog ikke de eneste, der har nydt godt af Kay Fiskers arkitektur. På en tur på tværs af landet, til Aarhus, vidner en række gule murstensbygninger om det, der nok er noget af det mest kendte fra hans hånd: Aarhus Universitet.
Både i forbindelse med Trekanten og Vestersøhus i København arbejdede han sammen med en anden stor arkitekt – nemlig C.F. Møller. Det er et samarbejde, der også bærer frugt ved Aarhus Universitet. Sammen med Povl Stegmann vandt de projektet i 1931, og de første bygninger stod færdige i 1933. På de efterfølgende bygninger var C.F. Møller eneste arkitekt.
Kay Fisker var ikke blot en arkitekt, der tegnede bygninger. Han var med til at tegne konturerne af det moderne Danmark og give fysisk form til velfærdsstatens idealer om lige adgang til kvalitet og værdighed for alle. I dag, hvor vi igen står over for store udfordringer med at skabe bæredygtige – og betalbare – boliger til en voksende befolkning, er der fortsat meget at lære af Kay Fiskers humanistiske tilgang til arkitektur.
-
Kilder: Denne artikel er blandt andet blevet til med inspiration og viden fra: Kay Fisker: Moderne arkitektur – levende tradition (Strandberg Publishing, 2023) af Martin Søberg.
