Fang din by – i forandring

Udstillingsperiode

7. juni – 30. august 2019
Den ene udstilling står fast på Bryghuspladsen, og søsterudstillingen vandrer ml. seks københavnske pladser.

Hvordan forandrer vores byer sig? Se danskernes eget bud i fotoudstillingen Fang din by. Oplev hvordan vores byer er fulde af finurlige detaljer, nye byrum og fantastisk flot arkitektur. Også der, hvor vi ikke altid ser godt nok efter.

I år er temaet for fotokonkurrencen forandring i byen. For vores byer forandrer sig hver dag. Og det går stærkt. Vi tilpasser os klimaforandringer, bygger i højden, river gammelt ned og skaber nye byrum. Men hvordan ser det ud, når gammelt møder nyt? Og er forandringen af vores byer altid godt?

Henover foråret har mere end 3.000 arkitekturfotografer, fotonørder og studerende fra hele landet givet os deres bud. De bedste 110 billeder er blevet udvalgt til udstillingen af en professionel jury, der også har udvalgt årets vinderbilleder. Udstillingen giver samlet et sjovt, skævt og modigt øjebliksbillede på nutidens danske byer.

Udstillingen bliver selv en del af Københavns byliv, når den ene del af udstillingen opstilles på Bryghuspladsen for hele perioden og søsterudstillingen vandrer ml. seks pladser:

 

  • 7. juni – 20. juni – Nytorv
  • 21. juni – 4. juli – Israels Plads
  • 5. juli – 18. juli – Rådhuspladsen
  • 19. juli – 1. august – Kultorvet
  • 2. august – 15. august – Den Røde Plads
  • 16. august – 30. august – Højbro Plads

Samarbejdspartnere

Udstillingen er udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Copenhagen Photo Festival, Københavns Kommune, The Wall Market og BrandFactory med støtte fra Realdania.