Skip to main content

Rebuild by Design: 10 kystsikringsløsninger efter orkanen Sandy

Udstilling

6. feb. - 19. apr. 2015

Udstillingen Rebuild by Design på Dansk Arkitektur Center fra 2015 præsenterede 10 løsningsforslag fra konkurrencen, der opstod efter orkanen Sandy i 2012 for at styrke kystsikring og modstandsdygtighed. Blandt de vindende projekter var OMA og danske BIG som begge kom med innovative bud på nye måder at tænke kystsikring på.

Foto: Rebuild By Design, BIG

Mange husker måske billederne af et mørklagt Manhattan, New York hvor metrotunnellerne blev fyldt med vand, tusindvis af hjem og biler blev ødelagt og folk blev evakueret. D. 30. oktober 2012 gik orkanen Sandy i land på USA’s østkyst og efterlod sig et sandt kaos bagefter. Som modsvar opstod Rebuild by Design – en konkurrence, der skulle give bud på, hvordan man kunne udbedre skaderne og lave en kystsikring der kan gøre områderne mere modstandsdygtige over for fremtidige orkaner.

De vindende projekter fra konkurrencen ‘Rebuild by Design’ skulle gerne kunne forhindre katastrofer i den udstrækning i fremtiden. Udstillingen af samme navn på Dansk Arkitektur Center viste hvordan. Den præsenterede de 10 løsninger, der kom ud af konkurrencen, og efter konkurrencen blev seks projekter fra konkurrencen tildelt samlet set 920 millioner dollars (ca. 5,4 milliarder kr.) til at føre dem ud i livet.

Blandt vinderprojekterne var den danske arkitektvirksomhed BIG, der, sammen med en række andre parter, vandt med projektet ‘Big U’. Projektet går ud på at lave et beskyttende system rundt om Manhattan bl.a. i form af volde, der også kan fungere som urbane grønne områder. Den amerikansk/hollandske arkitektvirksomhed OMA (der på samme tid var i gang med Bryghusprojektet i København) vandt med et projekt, der skal beskytte kysten ved New Jersey. Deres projekt arbejdede med fire måder at håndtere vand på: resist, delay, store og discharge. Foruden disse to projekter blev der præsenteret 8 andre forslag – heraf de fire resterende vindere.

Udstillingen Rebuild by Design blev vist samtidig med den store udstilling: Regnen kommer – hvordan klimatilpasning giver os bedre byer. Den gav et internationalt perspektiv på spørgsmålet omkring hvordan vi skal klimatilpasse vores byer.

Hvad var udstillingen Rebuild by Design?

Rebuild by Design på Dansk Arkitektur Center præsenterede de 10 løsninger fra konkurrencen 'Rebuild by Design', der skulle styrke kystsikring og gøre områder mere modstandsdygtige over for fremtidige orkaner.

Hvornår foregik udstillingen på DAC?

Udstillingen foregik fra 6. februar til 19. april 2015.

Hvad var baggrunden for konkurrencen 'Rebuild by Design'?

Konkurrencen opstod som modsvar på orkanen Sandy, der gik i land på USA’s østkyst den 30. oktober 2012.

Hvilke kendte vindere og projekter nævnes?

Teksten nævner bl.a. BIG med projektet ‘Big U’ omkring Manhattan og OMA med et projekt, der skal beskytte kysten ved New Jersey.

Hvilke strategier arbejdede OMAs projekt med?

OMAs projekt arbejdede med fire måder at håndtere vand på: resist, delay, store og discharge.

Hvad skal jeg vide, hvis jeg kun læser én ting?

Rebuild by Design på DAC (6. feb.–19. apr. 2015) viste 10 konkurrenceforslag udviklet efter Sandy 2012, som gav nye bud på kystsikring og klimaresiliens.

Denne udstilling er udviklet af Rebuild by Design i samarbejde med Dansk Arkitektur Center

Støttet af