Koldinghus

Koldinghus fungerede først som grænseværn og siden som kongeslot. En brand efterlod i 1808 slottet i ruiner, men i dag er slottet restaureret med respekt for alle slottets historiske perioder.

I midten af 1200-tallet blev grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig lagt ved Kolding Fjord, og handelsbyen Kolding opstod. Her byggede Erik Klipping i 1268 det første Koldinghus som grænseværn mod hertugerne i Slesvig, der gennem generationer var fjendtligt stemt over for den danske kongemagt.

I 1400-tallet blev Koldinghus omgivet af voldgrave og udbygget med dele af nordfløjen og vestfløjen. Selvom vestfløjen siden er blevet ombygget op til flere gange, er den stadig en af de største bevarede verdslige stenbygninger fra middelalderens Danmark.

I 1549-53 forvandlede Christian III Koldinghus til et civilt renæssanceslot. Han fjernede voldgravene og tilføjede en syd- og østfløj. For at skjule de forskellige byggeperioder blev slottets mure pudset og hvidkalket, og tagene blev belagt med grøn skifer.

Allerede i 1598-1603 lod Christian IV slottet ombygge og opførte samtidig Kæmpetårnet. Det indeholdt en prægtig slotskirke som erstatning for det tidligere kapel.

Under Frederik IV gennemgik slottet i 1716-23 endnu en modernisering – denne gang efter barokkens idealer. De fleste af renæssancens gavle og kviste blev fjernet, og slottet fik nye vinduer anbragt i vandrette bånd i en ensartet rytme langs facaden.

I 1808 ødelagde en brand store dele af slottet, og i størstedelen af 1800-tallet stod Koldinghus som en af de romantiske ruiner, samtiden elskede. Først efter næsten 100 år begyndte restaureringen, hvoraf den sidste del fandt sted fra 1972 til 1994 under ledelse af arkitekterne Inger og Johannes Exner. De valgte at lade alle slottets historiske faser forblive synlige. Til de restaurerede dele anvendtes kun moderne materialer som lamineret træ og stål, sådan at de adskiller sig fra de originale bygningsdele.

Koldinghus fungerer i dag som kunst- og kulturhistorisk museum.