Nazistisk arkitektur og propaganda: Hitlers Germania

Hitler brugte kunst og især arkitektur som politisk iscenesættelse og som redskab til at demonstrere magt. Han ønskede synlige spor fra sin tid ved magten. Arkitekturen skulle tale til de kommende tyske generationer. Heldigvis blev de fleste af hans visioner ikke sat i værk.

Manifestation

Fra 1933 til 1945 blev de vigtigste arkitektoniske beslutninger forbeholdt udvalgte medlemmer af det nationalsocialistiske regime. I 1933 blev den sidste frie arkitektkonkurrence udskrevet, og den blev vundet af den tyske arkitekt Mies van der Rohe (1886–1969).

Valget faldt ikke i Hitlers smag, og han annullerede beslutningen. Hitlers chefarkitekt blev Albert Speer (1905-1981), og hans tegninger er i dag indbegrebet af det nazistiske regimes storhedsvanvid. Omkostningerne til disse planer ville have været uoverskuelige og overgik landets økonomiske ressourcer.

En ny rigshovedstad

Germania kaldte Hitler visionen om en ny rigshovedstad i Berlin. I dag fremstår visionen som et storhedsvanvid uden forbindelse til menneskelig skala og byens eksisterende struktur.

Hitler havde gigantiske byggeplaner for Berlin. Planer, der ville betyde, at hele gader og byområder skulle rives ned.

Planerne for det nye Berlin blev ikke udarbejdet af hensyn til en voksende by, men for at skabe en ny, repræsentativ rigshovedstad. Den nye by skulle have gigantiske dimensioner. Dermed lod man det enkelte menneske blive til en anonym masse og lod byens bestående arkitektur forsvinde i skyggen.

Planerne var en iscenesættelse af ‘Det Tredje Rige’ og skal ses i sammenhæng med udvidelsen af det tyske rige til Østrig, Tjekkoslovakiet og Polen.

En nord-syd-akse skulle føre fra verdens største banegård gennem en triumfbue, som Hitler selv havde tegnet, og videre til en kæmpemæssig Volkshalle, hvor den nazistiske ørn skulle trone øverst på kuplen i 190 meters højde med verdensglobussen i sine klør.

Den store akse skulle være større end Champs-Élysées i Paris, triumfbuen større end Napoleons og Volkshalle skulle degradere Pantheon og Peterskirken. Berlin skulle kun kunne sammenlignes med det gamle Ægypten, Babylon og Rom.

Den 5 km lange nord-syd-akse skulle præsenteres i 1940 og vise Hitlers nationalsocialistiske Tyskland som højdepunktet i den historiske udvikling og som en uovervindelig verdensmagt. Med 2. verdenskrig blev disse planer stoppet.

Stil

Det dominerende formsprog i den nazistiske arkitektur var monumentalklassicisme og monumentalarkitektur. Ved at give de klassiske elementer en monumental målestok fik man effekten af en magtdemonstration.

Man var inspireret af antikkens bygninger, men i en stadig mere pompøs udformning. Arkitekturen skulle udstråle en kold magt og kue betragteren. Karakteristisk var de enorme aksiale bygninger ofte beklædt med kalksten, granit eller marmor, og de var strengt symmetriske. Der var ofte brugt endeløse rækker af søjler og vinduer.

Moderne bygningers dynamik og forgængelighed var uønsket. Man ville have det statiske og holdbare. Kun i udformningen af lufthavne og jernbanestationer tillod man et mere moderne udtryk.

Volkshalle

Volkshalle skulle være den nye hovedstads mest imponerende bygning, men den blev aldrig opført. Den skulle bygges i så stor skala, at enhver anden bygning i hovedstaden ville få karakter af et dukkehus. Hallen var inspireret af Peterskirken i Rom, men kuplen skulle være over 200 meter høj og 300 meter i diameter. Bygningen skulle kunne rumme op mod 180.000 deltagere ved nazistiske ceremonier.

Den var så stor, at der i toppen af kuplen ville have dannet sig regnskyer ved mængdens ånde.

Triumfbuen

Hitlers triumfbue var inspireret af Napoleons triumfbue i Paris, men meget større.

Den skulle være næsten 120 meter høj og pladsen omkring buen 1000 X 330 meter. I buen skulle alle navnene på de faldne tyske soldater fra 1. verdenskrig mejsles ind. Triumfbuen skulle have haft en stærk propagandistisk virkning ved at fremstille Tyskland som offer efter 1. verdenskrig.

Autobanen

Hitler brugte også bygningen af et kæmpe nationalt vejanlæg i sin propaganda.

Autobanen blev brugt som symbol på national enhed, teknologisk fremskridt og beskæftigelse. Dog ikke så meget arbejde som man proklamerede, idet straffefanger udførte arbejdet. Samtidig skulle vejnettet vise Tyskland som et foregangsland med høj teknologi.

Arbejdet begyndte i 1933, og da det stoppede i 1942, havde man skabt 3 870 km. Vejnettet fik ikke så stor militærbetydning, da krigen blev udkæmpet andre steder.

Det olympiske stadion

Én af de bygninger, der står tilbage fra den nationalsocialistiske tid, er Det Olympiske Stadion. Det blev designet af arkitekten Werner March til de Olympiske Lege i Berlin i 1936. Marchs første design til stadionet var strengt funktionalistisk til Hitlers store utilfredshed. Glasdelene blev så ændret til sten.

I den olympiske arena skulle kunst og arkitektur bruges til propaganda. Man ville genskabe en national stolthed efter det tyske nederlag i 1. verdenskrig. Heltestatuer af sportsatleter var designet i klassisk stil. Brugen af klassisk kunst skulle vise Tyskland som arvtager til antikkens glansperiode.

Statuen Hestelederen, der flankerer portalen til det olympiske stadion, symboliserer forholdet mellem fører og massen. Efter krigen blev det olympiske stadion brugt som hovedkvarter for den engelske besættelsesmagt frem til 1994.

Det nye Rigskancelli

Hitler fik også bygget et nyt Rigskancelli med Albert Speer som arkitekt. Bygningen blev skabt på et år, og 4000 arbejdere deltog i byggeriet, der stod færdig i 1939.

I sin form mindede det nye Rigskancelli om et fyrstepalads med forbillede i barokslotte, især Ludvig 14.s Versailles. Interiøret skulle bestå af en række monumentale repræsentationsrum placeret på en længdeakse, der skulle signalere det tyske riges størrelse og storhed.

I sine memoirer har Albert Speer beskrevet bygningens virkning. Den besøgende skulle overvældes af pragten og magten ved de store proportioner, og man brugte forskellige strategier til at få den besøgende til at føle sig mindre – eksempelvis blev dørhåndtagene sat for højt.

Som officiel besøgende kom man ind gennem en dobbeltportal, der var monumentaliseret ved søjler, og som udstrålede magt ved sin strenge og lukkede form. Herfra kom man til en æresgård, fulgt af en forhal, en mosaiksal, en rund sal og det 146 meter lange marmorgalleri, før man stod i modtagelsessalen, der var Hitlers kontor. Dette kontor var det tyske hovedkvarter under 2. verdenskrig.

Det lange galleri i Rigskancelliet var dobbelt så stort som Ludvig 14.’s spejlgalleri i Versailles.

I Versailles var tanken om kongen som solkonge et symbol, som blev udtrykt i malerier og skulpturer. På samme måde var ørnen det gennemgående symbol i det nye Rigskancelli. I æresgården stod to bronzestatuer ved hovedindgangen som symboler på statens to søjler: værnemagten med sværdet og partiet med troens fakkel. Endvidere var mosaiksalen smykket med heroiske scener fra den tyske historie.

Det nye Rigskancelli blev ødelagt under bombardementet af Berlin i 1945. Nær kancelliet var førerbunkeren, hvor Hitler tog sit eget liv.