Danske legepladser flytter ind i børns fantasi i hele verden
Med åbne funktioner, naturmaterialer og ufærdige fortællinger viser dansk legepladsdesign, hvordan legepladser kan tage børns fantasi alvorligt og give fri leg plads – i Danmark og verden over.
Af Camilla Zuleger
En rutsjebane. Et gyngestativ. En vippe. Pangfarver og bløde gummibelægninger. Det er grundingredienserne i en legeplads. Ik'?
Det er i hvert fald en legeplads, vi alle har været på engang i vores liv. Men i Danmark er legepladser også andet og mere end legeredskaber – de er eventyrlige scenarier, hvor børnenes fantasi får lov at få frit løb.
Fantasiens arkitektur
Fra 1943, da den første skrammellegeplads åbnede i Emdrup, over sanselige naturlegepladser og eventyrlige fortællinger i træ, fortæller dansk legepladsdesign en historie om frisættelsen af den barnlige fantasi. Steder, der undlader at diktere, hvordan man leger, men inviterer børn indenfor i en drømmeverden af deres egen forestillingskraft.
Der er mere end blot Danish Design på spil her. Det er materialiseringen af et børnesyn, en måde at skabe de mest optimale rammer for, at børn kan være børn. Her er det ikke meningen, at de bare sætter sig til rette i en legemaskine, der siger enten gyng! vip! eller rutsj! Det er ikke børnene, der er på besøg på legepladsen, det er legepladsen, der flytter ind i børnenes fantasi.
Fra skrammel til koncept
Den i dag ikoniske landskabsarkitekt Carl Theodor Sørensen (som ses på fotoet herover) var idémanden bag den første såkaldte skrammellegeplads i Emdrup i 1943, hvor børn kunne boltre sig i rå byggematerialer og skabe noget, hvor der før ingenting var. Et koncept, som vi senere kom til at kende som byggelegepladser, og som spredte sig til byer i hele Europa – i dag findes der alene i Tyskland omkring 400 byggelegepladser.
Åbne funktioner var nøgleordene på datidens skrammellegeplads: der var ikke designet en bestemt aktivitet, i stedet inviterede man indenfor til en udforskning af, hvad der kunne ske.
Rum til den frie leg
Den tanke går igen i dag, når den danske landskabsarkitekt Helle Nebelong designer sine naturlegepladser, forankret i sanselighed og uforudsigelighed. Hun arbejder med det, man inden for pædagogik og legetøj kalder open-ended design: ting, som ikke har et entydigt formål, men som kan være hvad som helst for et barn.
Et eksempel er hendes mikado-stænger, som man både kan finde på naturlegepladsen i Valbyparken og i parkanlægget Ilse and Charles Jobson Natural Play Park i Illinois, USA.
Ved åbningen af sidstnævnte spurgte en voksen, hvad stængerne var til.
»Det ved jeg ikke, men det skal børnene nok finde ud af,« svarede hun. Senere kunne hun se på, mens børn legede, at mellemrummet mellem to stænger var porten til en anden dimension – en idé, der aldrig var faldet hende ind. Og det er netop pointen: hvor voksne ser et dårligt klatrestativ, ser børn uanede muligheder.
Naturlegepladsen i Valbyparken
Naturlegepladsen i Valbyparken
Naturlegepladsen i Valbyparken
Naturlegepladsen i Valbyparken
Verden udenfor legepladsen
Helle Nebelongs arbejde er derfor også et årelangt opgør med den standardiserede legeplads.
»Der er intet overladt til fantasien. De repræsenterer de voksnes syn på børns leg, hvor alt, der har med børns leg at gøre, skal være farverigt, megasjovt og så sikkert som muligt,« siger hun.
Det handler ikke om, at det skal være farligt for risikoens skyld, men om at lære børn at være opmærksomme på deres omverden.
»Børnene kan se, at kampestenene er farlige, så derfor passer de på. De vurderer selv, om de kan, og om de tør,« fortæller hun. Det er evner, som de kan tage med sig ud på den anden side af legepladsens hegn.
Legepladser som eksporteventyr
Helle Nebelong er ikke den eneste, der eksporterer landskaber, hvor barndommen kan folde sig ud, til resten af verden. Hvad der begyndte som et design til grundlæggeren Ole Barslund-Nielsens søns børnehave, er i dag vokset til et mindre imperium af skulpturelle fortællinger skabt af legepladsfirmaet MONSTRUM.
I Danmark står virksomheden bag markante legepladser som Tårnlegepladsen i Fælledparken i København, Frøsnapperbyen på Frilandsmuseet i Lyngby og de ni legepladser oven på LEGO House i Billund. Men størstedelen af deres installationer står på udenlandsk jord: fra en rumstation i Houston, over en påfugl i Hong Kong til en svaneøgle på Svalbard i Norge.
Flodens giganter i Tulsa, USA
Sælsomme gæster på Hestehoved Strand, Nakskov
Stør-legepladsen i New York City, USA
Svaneøglen af Svalbard i Longyearbyen, Norge
Legepladser på LEGO House, Billund
Rumeventyret i Hermann Park i Houston, USA
Frøsnapperbyen på Frilandsmuseet, Lyngby
Tårnlegepladsen i Fælledparken, København
Den sprudlende påfugl i Hong Kong, Kina
Ufærdige fortællinger i træ
»Den bedste legeplads begynder allerede ude fra gaden – den trækker børnene ind og holder fast i deres opmærksomhed, mens nysgerrighed, bevægelse og fantasi får lov til at drive legen,« fortæller Ole Barslund Nielsen om deres tilgang.
Skulpturerne repræsenterer en specifik historie, men fortællingen er helt bevidst ufærdig. En rutsjebane ud af en syv meter høj hejre er ikke den samme rutsjebane som på den standardiserede legeplads. Den er indlejret i en verden, som barnet selv digter videre på. Og selvom Mumimor, der står i Frederiksberg Centret, er taget direkte ud af Tove Janssons elskede eventyr, er det ingen hindring for de børn, for hvem hun blot er en stor, hvid trold.
Legepladser til børn
I 1975 – 32 år efter at skrammellegepladsen åbnede i Emdrup – skrev Carl Theodor Sørensen bogen Haver – tanker og arbejder, hvor han blandt andet så tilbage på sit livs arbejde og udledte én konklusion: At skabe gode legemuligheder for børn var det vigtigste, han havde beskæftiget sig med. Men han havde ikke selv levet op til sine egne ambitioner.
»Det lykkedes i alt for lille udstrækning. Alt, hvad jeg – og andre – har skabt, bør evalueres og forbedres. Men ikke ved at legeeksperter udformer farvestrålende ting, som børnene skal lege i og med. Det er sikkert en sjov leg at skabe dem for børn, men da glemmer man, at det er børnene, som skal lege. Ærligt talt virker det, som bygges og anlægges, mere til at være lavet til aber end for menneskebørn.«
I dag er der gået 50 år mere – og dansk legepladsdesign forfølger fortsat ihærdigt et mål om at skabe legepladser på børnenes præmisser, ikke de voksnes. Måske er det derfor, verden skeler til Danmark og får øje på et særligt børnesyn – materialiseret i noget så konkret som arkitektur til fantasien.
Mere fra DAC Magazine
DAC Magazine
