Skip to main content

Brønnums Hus

Brønnums Hus er med sin udsmykkede stukfacade og cocktailbaren Brønnum et velkendt hjørne af Kongens Nytorv.

Brønnums Hus set udefra
Foto: David Kahr

Blot et stenkast fra Det Kongelige Teater ligger Brønnums Hus i et absolut kulturelt smørhul. Således var bygningen fra 1866 også tiltænkt, da den blev opført som en række fornemme boliger til datidens kulturelite. Med sin omfattende stukdekoration udgør den et hovedværk i stukperioden. Stukken opviser et eventyr med blandt andre elefanter, havfruer og engle hugget ind i facaden.

Guldtapet og Skagensmaleri

Brønnums hus blev opført af arkitekt Ferdinand Vilhelm Jensen og opkaldt efter den folkekære konditor Valdemar Brønnum. Her blev den straks indtaget af Københavns spidser som ægteparret Hirschsprung (dem med Hirschsprungs Samling) og Bankierfamilien Henriques, der omgikkes tidens kulturelle elite. De herskabelige stuer husede kultursaloner, hvor gæster som H.C. Andersen, komponist Edward Grieg og balletmester Bournonville holdt hof.

Meget af bygningens oprindelige interiør er i dag bevaret, hvor man blandt andet kan opleve det sjældne japanske guldtapet i læder, som Hirschsprung tog med sig ind i stuerne, samt skagensmaleren Thorvald Niss’ værk af en lys, dansk sommernat.

Brønnums Hus blev i 2014 købt af Karberghus, der også ejer det tilstødende Harsdorffs hus.

Overblik

    • Opført 1866
  • Hvem

    • Arkitekt
    • Ferdinand Vilhelm Jensen
  • Hvad

    • Type
    • Bolig
    • Stilart
    • Historicisme (ca. 1850 – 1900)
  • Hvor

    • Sted
    • København, Indre by
    • Adresse
    • August Bournonvilles Passage 1, 1055 København K

Få arkitektur og byliv i indbakken

Tilmeld dig DACs nyhedsbrev og få inspiration til oplevelser, events og nye perspektiver på arkitektur, design og byudvikling – direkte i din indbakke. Vi sender nyhedsbrev ca. 3 gange per måned.

Du kan altid afmelde igen. Se vores persondatapolitik