Ud af skyggen: Byens grønne rum er blevet lige så vigtige som bygningerne

Det er ikke så mange år siden, at landskabsarkitektur blev betragtet som pynt på kagen. De grønne områder omkring husene i byen var noget, der af mange blev set som et appendiks til arkitekturen. Arkitekterne var dem, der først og fremmest fik adgang til et givent byggebudget. Så måtte landskabsarkitekterne slå sig til tåls med de rester af økonomi, der var tilbage, når arkitekten havde udført sit arbejde. Med klima- og biodiversitetskrisen har vores syn på naturen ændret sig radikalt, og i dag har landskabsarkitekterne ikke bare fået en helt anden status. De grønne områder i byerne bliver prioriteret lige så højt som bygningerne.

Mennesket har kultiveret naturen i tusindvis af år fra gamle grav- og vikingeanlæg til romerske haver. Men selvom man kunne argumentere for, at landskabsarkitektur har rødder tilbage til oldtiden, så var det først i det 20. århundrede, at det for alvor udviklede sig som et fag. Det er kun 75 år siden, at den første landskabsarkitektuddannelse åbnede for studerende i Danmark. I løbet af 1960’erne og 1970’erne, da store bebyggelser i udkanten af de store byer skød op, opstod behovet for alvor for at planlægge og designe byrum, parker og grønne områder. Men vores præferencer i forhold til, hvad et godt uderum, en park eller et grønt område i byen er og skal være, har ændret sig radikalt gennem årene.

Firkantet, praktisk, godt

Peter Juhl er direktør og stifter af Opland Landskabsarkitekter, der blev grundlagt i 1997. Da han begyndte som ung landskabsarkitekt, så tingene anderledes ud. Dagligdagen var præget af kunder, der ville have noget monokulturelt, form-æstetisk, rent og enkelt.

»Det var få, stærke virkemidler, såsom klippede hække, buske klippet i former, trærækker og bede med roser og stauder, der prægede billedet dengang. Det var meget formet, tilrettelagt og arkitektonisk. Det var noget, der krævede en masse vedligeholdelse for at stå skarpt, men også elementer, der var nemme at aflæse og nemme at forstå. Men det var også lidt kedeligt, og alt lignede noget, man også kunne se hos naboen,« husker han.

Det er en fortælling, der genlyder hos Alexandra Vindfeld Hansen, der er landskabsarkitekt og partner i tegnestuen SLA. Her er der også en forståelse af, at faget virkelig har rykket sig i de seneste 30 år, tegnestuen har eksisteret, men også en erkendelse af, at der er kommet mange flere lag ind i billedet, når man arbejder som landskabsarkitekt.

»Siden 1990’erne er vores viden vokset markant – og den udvikler sig fortsat. I havekunstens historie betragtede man naturen med arkitekturens blik, som et byggemateriale, snarere end som et livgivende økosystem,« forklarer hun.

I nyere tid blev investeringerne i landskabet også ofte ofret, hvis byggeriets budget blev overskredet. I dag ses landskabet derimod som en central ressource og en værdiskabende investering – investeringer, der understøtter biodiversitet, trivsel og fællesskaber. Ifølge Alexandra Vindfeld Hansen er denne ændring et af de store skift i landskabsarkitekturens rolle i byudvikling.

»I dag tillægges byens rum samme værdi og prioritering som det byggede miljø. Hvor vi tidligere arbejdede som underrådgivere, er der nu en majoritet af projekter, hvor vi fungerer som totalrådgivere og faciliterer og designer udviklingsprocesser for både byer, organisationer, steder, mennesker og natur. Det gamle hierarki er opløst – landskabet, der tidligere landede nederst, også økonomisk, er i dag en central og ligestillet del af projekter og byudvikling,« forklarer hun.

Nye skud bryder frem

Det er for længst begyndt at gå op for os, at mange af de arter, der var almindelige for 30 år siden, måske slet ikke findes mere, og det er noget, som naturligvis også berører Peter Juhl fra Opland Landskabsarkitekter.

»Min far samlede sommerfugle. Det husker jeg tydeligt fra, da jeg var barn, og da jeg selv som voksen tog interessen op, gik det op for mig, at måske 20 af dem, som var i hans samling, er arter, som jeg aldrig kommer til at se i Danmark igen. De arter er ikke absolut nødvendige for bestøvningen, men det er en ret god naturindikator, fordi de kræver faktisk nogle særlige forhold, som ikke findes længere. Derfor er det også glædeligt, at vi endelig er begyndt at sætte større fokus på, at vi skal have ændret vores natursyn – hvilket også er ved at ske, heldigvis,« siger han.

Det er nu cirka 10 år siden, at begrebet Vild Med Vilje begyndte at krybe frem og spire for alvor. Første gang, at Peter Juhl og Opland for alvor arbejdede med det, var i Kildevældsparken på Østerbro, hvor opgaven fra Københavns Kommune var at skabe et grønt bælte, der skulle fornemmes som et stykke hengemt natur midt i byen. Det blev en lille oase med insekthoteller, 37 nye træer, regnvandsbede i græsklædte lavninger, legehytter af levende pil, frugttræer og buske med blåbær.

»Det er klart, det giver et andet udtryk, og jeg er faktisk også enig med skeptikerne i, at det kan blive utrolig rodet, hvis vi som landskabsarkitekter ikke sætter det ind i en ordentlig ramme og gør det langtidsholdbart. Mange tror, særligt politikere, at Vild Med Vilje-begrebet handler om at plante og så nogle frø og så ellers lade stå til. Det er ikke bare en belejlig spareøvelse. Det er en stor misforståelse. Mange tænker, at hvis vi bare lader tingene gro, så kan vi klippe græsset to gange i løbet af året i stedet for 20 gange, men selv det vilde skal plejes, hvis det ikke skal overtages af invasive arter. Så du skal bare bruge nogle andre maskiner og en anden faglighed, men det koster det samme,« påpeger han.

Mange flere lag

Hos SLA har tegnestuen udviklet sig eksplosivt de senere år. Ikke kun i antallet af medarbejdere, men også i sammensætningen af medarbejdere. En udvikling, der er nødvendig, fordi faget er blevet meget mere komplekst.

»De seneste ti år er vi blevet stadig mere bevidste om, at byernes udfordringer kun kan løftes, hvis vi udvider vores faglige tilgang og forståelse. Vi må bringe mere viden, flere fagligheder ind i det naturbaserede design – forstå økosystemerne, forstå menneskers reelle behov – og udvikle måder at omsætte interdisciplinær viden til vores designpraksis med det mål at skabe bedre betingelser for liv i bredeste forstand. Noget er at tale om det; noget helt andet er at kunne arbejde med naturen som en reel partner,« forklarer Alexandra Vindfeld Hansen.

Derfor sidder der ikke bare landskabsarkitekter og arkitekter bag skrivebordene hos SLA, men også antropologer, lysdesignere, filosoffer, geografer og biologer for at nå en større forståelse af, hvordan SLA med deres projekter kan understøtte fællesskaber, biodiversitet og en mere levedygtig samfundsudvikling. Hertil har SLA også siden 2016 haft en decideret forsknings- og udviklingsenhed, hvor tegnestuen selv eller sammen med eksterne partnere arbejder på at udvikle en mere evidens- og databaseret baggrund for landskabsarkitekturen.

»Naturen kender ingen bygrænser. Historisk har vi set naturen som noget uden for os selv, uden for vores byer, men med naturbaseret design kan den løse mange af byernes største udfordringer i samspil med de livgivende økosystemtjenester som rensning af luft og vand, biodiversitet, klimaregulering, reduktion af varmeeffekter og social trivsel,« siger Alexandra Vindfeld Hansen.

Peter Juhl fra Opland oplever fra tid til anden, at der er forskel på, hvordan naturbegrebet kan være ret så forskelligt fra land til by. Og det er efter hans opfattelse på landet og i de store naturområder, at man kan hente de største effekter i forhold til at højne biodiversiteten. Men det betyder ikke, at det er nytteløst at gøre en stor indsats i byerne. Den betragtning er Alexandra Vindfeld Hansen enig i.

»Man kommer meget let ind i en diskussion om, hvor det er, vi understøtter biodiversitet bedst, og hvor det hurtigt bliver en enten-eller-diskussion. Ja, det er ude i det åbne land, vi kan gøre den store og afgørende indsats, og det skal vi. Men vi mener også, at det, at mennesker er forbundet til natur i hverdagen, har en kæmpe betydning i forhold til vores sundhed, vores adfærd, vores omsorg og vores måde at være sammen på, der er tilsvarende vigtig,« siger hun.

Det øger den kollektive bevidsthed om, hvordan vi skal indrette os i balance med jordens ressourcer og systemer. Det er i det åbne land, den store forskel kan gøres. Men hvis vi ikke ændrer vores adfærd og vores forbrugskultur, affaldsforståelse og forståelse for alle de kredsløb, der er forbundet til naturen, som byerne opretholder, så bliver det svært at lave den omstilling, der skal til.

Naturen som trivselsskaber

En række undersøgelser viser, at kontakten til naturen har en stor indflydelse på menneskers sundhed og trivsel – og viser med stor tydelighed, at vi skal arbejde med naturbaserede løsninger i vores byer.

»Der er en stigende erkendelse af, at vi ikke må miste forbindelsen til naturen. At genskabe forbindelsen er afgørende – ikke kun for at afbøde klimakrisen og styrke biodiversiteten i byerne, men også fordi naturens tilstedeværelse har en direkte og uvurderlig betydning for vores livskvalitet. Netop nu er der et momentum, hvor byernes natur bevæger sig fra at være et ’nice to have’ til et ’need to have’ – og i næste skridt et egentligt ’right to have’,« forklarer Alexandra Vindfeld Hansen.

Peter Juhl er enig og hæfter sig ved, at hans fag aldrig er statisk, men udvikler sig hele tiden. Og at landskabsarkitektur per definition aldrig er naturlig natur.

»Alt det, vi gør, er en kuratering af landskabet. Vi skaber interessante kontraster mellem stramt, organisk, det kultiverede og det ukultiverede, mellem lys og skygge, det løvfældende og det stedsegrønne. Det hele for at efterligne noget af det, vi kender ude i naturen, som vi så godt kan lide. Men det er vigtigt, for i sidste ende kan det skabe den forandring, der er med at skubbe os i en retning, der er bedre for både os mennesker i en mental henseende og i en mere bæredygtig retning. For måske kan vi kun overleve som mennesker, hvis vi vender tilbage til naturen,« slutter han.