Age of Nature
Udstilling
indtil 17. maj 2026
Hvordan skaber vi plads til både mennesker og natur? Dansk Arkitektur Center præsenterer en stor udstilling, der udforsker forholdet mellem arkitektur, natur, mennesker og biodiversitet – og stiller spørgsmålet: Hvordan kan arkitekturen hjælpe os med at skabe en fremtid, hvor der er plads til trivsel for både naturen og os?
Age of Nature udforsker forholdet mellem mennesker og natur. Oplev træer på kunstigt åndedræt, svampe dyrket i tårne og facader, der giver bolig til fugle og insekter. Udstillingen giver vilde fremtidsvisioner og sanselige bud på, hvordan ny viden og teknologi kan forene arkitektur og natur til gavn for alt liv på jorden.
Vi søger naturen som aldrig før. Vi overnatter i shelters, vinterbader og vandrer for at finde ro og nærvær. Men vil vi give naturen plads, når det virkelig gælder? Danmark er et af de mest opdyrkede lande i verden, og kun 0,7 % af vores areal er vild natur. På 200 år er Jordens befolkning vokset fra én til otte milliarder. I samme periode er bestanden af vilde dyr halveret, og over 70 procent af biodiversiteten er gået tabt. Samtidig vokser behovet for plads til grøn energi, byudvikling og klimainfrastruktur.

Kan bygninger og byrum blive hjem for både mennesker, dyr og planter? Kan arkitekturen lære af naturens geniale design, hvor alt hænger sammen i perfekt balance? Og tør vi begynde at se os selv som en del af naturen, ikke adskilt fra den? I årtusinder har vi forstået arkitektur som et værn mod naturen. Tage, mure og byer, der skulle beskytte os mod kulde, oversvømmelser og rovdyr. Naturen blev opfattet som det vilde og uforudsigelige, mens arkitekturen stod for civilisationens orden og stabilitet.
Men i dag spirer en ny erkendelse frem: at arkitektur og natur ikke behøver at være modsætninger. De kan indgå i samme kredsløb – hvor bygninger er fleksible, midlertidige og porøse, og hvor andre arter end mennesket også kan finde plads.
Denne forandring handler ikke kun om arkitekturens form, men også om vores blik på naturen. For at sikre biodiversitet og balance har vi brug for at nuancere vores sprog, når vi taler om naturen. Ja måske et helt nyt natursyn, hvor vi indser, at vi selv er natur, og hvor vi ser naturen som en medspiller og en værdi i sig selv, ikke blot som en ressource for mennesket.
Age of Nature inviterer publikum på en opdagelsesrejse ind i, hvordan arkitekturen kan være en central del af denne forandring og bidrage til at beskytte naturen og fremme biodiversiteten.
Det kan du opleve
GeoSanctuary er et levende miniaturelandskab af kunstneren Georg Jagunov. Inde i en glaskugle trives mos og dansk flint i et afbalanceret kredsløb af lys og fugt. Værket forbinder os til naturens millioner af års historie og inviterer til refleksion over vores egen plads mellem fortid og nutid.
Hvordan kan vi lære af naturens mønstre? Installationen Biohybrid viser, hvordan forskere med Kagome-vævning kombinerer levende organismer, byggematerialer og kultur. Metoden skaber lette konstruktioner med næsten ingen samlinger, der kan skilles ad og genbruges. Inspireret af naturens egne former – fra bistader til bladstrukturer – peger værket på nye, bæredygtige løsninger, der er enkle, tilgængelige og kan læres af alle.
Age of Nature viser banebrydende projekter fra danske og internationale arkitekter, forskere og kunstnere, der undersøger, hvordan vi kan bygge med naturen og ikke imod den.
Oplev The Great Endeavour – en film, der ligner science fiction, men bygger på virkeligheden. Historien tager dig med til menneskehedens største byggeprojekt på kanten af klimakollapset: et gigantisk anlæg, der suger CO₂ ud af atmosfæren. Projektet drives af ny teknologi og et globalt samarbejde mellem én milliard mennesker."
Vidste du, at den sjældne svamp Maitake kan dyrkes midt i byen? I DAC vokser den i Svampetårnet – bygget ved at hacke vores eget udstillingssystem og give arkitekturen nyt liv. Svampen trives på biprodukter fra økologisk landbrug næsten uden klimaaftryk og helt uden brug af landbrugsjord. Sammenlignet med oksekød kræver dyrkningen over 100 gange mindre areal og gør det muligt at producere fødevarer lokalt, tæt på forbrugeren
Glimt fra udstillingen
Natur på kunstigt åndedræt
I udstillingen møder du Rune Bosses værk Lungetræer – levende træer indpakket i plastik og holdt i live af UV-lys og maskiner, som sørger for, at de kan leve.
Værket er en sanselig påmindelse om, at naturens kredsløb er under pres. Når biodiversiteten forsvinder, og økosystemerne bryder sammen, bliver det livsnødvendige – som ren luft – pludselig noget, vi skal hjælpe på vej. Et billede på en fremtid, hvor naturen ikke længere kan trække vejret uden os.
Multispecies arkitektur
Studio Ossidiana bygger og tænker for flere arter. I Amsterdam Allegories udfolder det hollandske arkitektstudio en legende og sanselig vision for fremtidens byrum – skabt som et eksperiment for både mennesker og natur. Projektet forestiller sig det tomme havneområde Sixhaven i det nordlige Amsterdam som et nyt slags offentligt habitat: 21 flydende øer, hvor mennesker, dyr, planter og materialer mødes og sameksisterer. Hver ø er et poetisk mikrokosmos, der inviterer til nysgerrighed, samvær og nye former for borgerfællesskab.
Foto: Kyoungtae Kim
Test dig selv: Hvilken grøn vision deler du?
Skal vi give mere plads til vild natur i fred for mennesker – eller er det vores opgave at forme og passe den? Skal den ligge for sig selv eller flettes tættere sammen med byerne?
Vi løser ikke klima- og biodiversitetskrisen uden at forvalte vores arealer anderledes. Derfor har CONCITO udarbejdet tre visioner for Danmarks arealer.
Herunder kan du svare på syv dilemmaer og finde ud af, hvilken af tre grønne visioner for fremtidens Danmark din mening passer bedst til.
Testen er anonym. CONCITO samler svarene ind og bruger dem i det videre arbejde.

Børnespor
Tag børnene med på opdagelse i udstillingens børnespor og udforsk naturens hemmeligheder sammen. Her kan I ånde med træerne i en sanselig installation, slippe fantasien løs, tegne vilde dyr og bygge hjem til dem.

Flere naturoplevelser
Klog på sprogets magt – betyder grøn egentlig grøn?
Bolius Talk: Kender du naturen i din egen baghave?
Du er natur!
Byggeriets biodiversitetsaftryk er voldsomt – hvordan gør vi det bedre?
Hvordan får vi grønnere byer?
Træer er bynaturens superstjerner – men hvor bliver de af?
Byg til dyr & Mal natur med natur
Leg LEGO® Arkitekt i en verden af natur
Denne udstilling er udviklet af Dansk Arkitektur Center
Støttet af
Tak til
Artelia
Bureau Bas Smets
Camilla Suleima
Carsten Rahbek
CLOUDII
Chair for Biohybrid Architecture
Cita (Centre for Information Technology and Architecture)
Concito
Ea Baaner
Eline Lorenzen
Flemming Rafn
Georg Jagunov
Helene Søndergaard Jensen
Jacob Bach Riis
Jonas Colling Larsen
Karoline Frederikke Hyveled-Nielsen
Kathrine Andersen Mølby
Kristine Kjørup Rasmussen
Lasse Antoni Carlsen
Laurits Evald Thingholm
Liam Young
Malmos
Marcelo Rosenbaum
Masha Sheludiakova
Mia Fryk Holm
Mickey Gjerris
Nixiwaka Biraci Yawanawa
Rasmus Fenger Dreyer
Rias
Rune Bosse
SLAATTO MORSBØL
Studio Coquille
Studio Ossidiana
Tredje Natur
Utzon Center