Skip to main content

Arkitekturbiennale 2027

Udstilling

fra 8. maj 2027

Udstillingen i Den danske Pavillon skal under temaet Mod en ny arkitektur udforske, hvordan arkitekturen kan bidrage til fremtidens velfærdssamfund.

Foto: dominique + serena

På vegne af Kulturministeriet har en jury bestående af repræsentanter fra Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, den filantropiske forening Realdania og Dansk Arkitektur Center valgt Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena, arkitekter og partnere ved dominique + serena, som kuratorer for det danske bidrag ved den 20. internationale Arkitekturbiennale i Venedig i 2027.

Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena er blevet udvalgt efter en Open Call-proces, hvor 36 teams i første runde bidrog med forslag til kuratering af udstillingen i Den danske Pavillon. Herefter deltog i anden runde fem udvalgte kuratorkandidater i et honoreret, parallelt udviklingsforløb, der mundede ud i en præsentation for juryen.

Mod en ny Arkitektur

”Vi har brug for nye visioner. Vi har brug for at kunne se og forestille os andre virkeligheder, andre praksisser – nye muligheder og alliancer. Vi har brug for eksempler, der viser, at vi kan leve og praktisere arkitektur i overensstemmelse med planeten – vi har brug for billeder på nye værdisyn, ny tektonik, nye boformer til de mange familiemønstre – hvordan vi som samfund kan indrette os i en ny bæredygtig tid,” siger Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena.

Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena vil skabe en sansevækkende udstilling i Den danske Pavillon, der skal undersøge, om drømmen om det gode liv kan stemme overens med den planetære virkelighed. Konkret vil udstillingen sætte fokus på enfamiliehuset og de drømme, udfordringer og muligheder, der knytter sig til dette.

“Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena fokuserer på enfamiliehuset og dets fremtid. Enfamiliehuset er en af de foretrukne boligformer i verden, men også en boligform, som skal gentænkes for at imødekomme bæredygtighedskrav samt nye familiestrukturer og livsformer. Hermed tager kuratorduoen fat i et emne, der har stor relevans for millioner af mennesker i hele verden. Med baggrund i deres ambitiøse oplæg forventer vi i 2027 at se en udstilling, der formidler nye drømme for form og æstetik, og som stiller spørgsmål til den eksisterende politik på området, de økonomiske rammer og markedsmæssige vilkår,” udtaler juryen.

Parcelhusdilemmaet og Agenda Earth 

Kuratorerne Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena deltager i Agenda Earth, et initiativ drevet af Arkitektforeningen med støtte fra Dreyers Fond. Under titlen Parcelhusdilemmaet undersøger projektet parcelhusets fremtid gennem analyser, forskning og debat. Erfaringer og indsigter fra arbejdet indgår i udviklingen af det danske bidrag til Arkitekturbiennalen 2027. Læs mere her

Kuratorteam

Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena er grundlæggere af dominique + serena, en tværfaglig tegnestue, der er baseret i København. Med et særligt fokus på arkitekturens sociale potentiale, arbejder dominique + serena i krydsfeltet mellem arkitektur, kunst og politik.

Udstillingen i Den danske Pavillon vil blive skabt i samarbejde med et tværfagligt team bestående af Urszula Kozminska, Line Kjær Frederiksen, Anne Meisner, Karl-Martin Buch Frederiksen, Margarida Waco, Mette Mechlenborg og Martin de Thurah.

Processen frem mod udstillingen i Den danske Pavillon i 2027 er igangsat tidligt i ønsket om at skabe et forløb frem mod biennalevisningen, som sikrer udvikling, generer ny viden, bredt engagement og effekt.

Følg Den danske Pavillon på Instagram

Temaet for Arkitekturbiennalen i Venedig 2027 blev offentliggjort d. 19. maj 2026: Do Architecture - For the Possibility of Coexistence Facing a Real Reality.

Temaet sætter fokus på arkitekturens rolle i mødet med samtidens komplekse virkeligheder og undersøger, hvordan arkitektur kan skabe muligheder for sameksistens i en verden i forandring.

Arkitekturbiennalen kan opleves fra 8. maj - 21. november 2027