Parcelhuset - drømmen om det gode liv
Udstilling
fra 13. maj 2027
Hvad gør vi med den største boligdrøm af dem alle? I foråret 2027 åbner Dansk Arkitektur Center en stor udstilling om parcelhuset – hjemmet, haven og de millioner af kvadratmeter, der har formet Danmark gennem generationer.

Parcelhuset, det klassiske danske enfamiliehus med egen have, er en af de stærkeste fortællinger om det moderne Danmark. Det er Danmarks mest udbredte boligform. Mere end en million parcelhuse præger landet og har gennem generationer været rammen om familieliv, fællesskaber og drømmen om et bedre liv. På mange måder er parcelhuset den danske version af en global boligdrøm: ønsket om sit eget hjem, sin egen have og plads til familien.
For mange danskere er parcelhuset stadig tæt forbundet med forestillingen om det gode liv. Det er stedet, hvor børn er vokset op, hække er blevet klippet, naboer har mødt hinanden over hækken, og hverdagens små og store øjeblikke har udspillet sig. Parcelhuset er ikke bare en boligform – det er en del af vores fælles historie og identitet.

Hvordan ser boligdrømmen ud i dag?
Danmark står over for store klima- og ressourceudfordringer. Samtidig lever vi længere, bor anderledes og søger nye fællesskaber på tværs af generationer. Skal fremtidens boliger bygges fra bunden – eller findes de allerede? Hvordan kan parcelhuset tilpasses nye behov? Kan én bolig rumme flere generationer? Kan vi dele mere med naboerne? Og hvordan kan vi bo mere bæredygtigt uden at give afkald på frihed, privatliv og livskvalitet?

Fra velfærdsdrøm til fremtidens hverdagsliv
Oplev historien om parcelhuset, udforsk fremtidens boligdrømme, og gå på opdagelse i nye måder at bo, dele og leve sammen på. Gennem arkitektur, historier, visionære projekter og konkrete eksempler undersøger udstillingen parcelhuset som arkitektur, kultur og livsform – fra efterkrigstidens velfærdsdrøm til fremtidens hverdagsliv.
Måske er fremtidens boliger allerede bygget
I Danmark står mere end en million parcelhuse. Udstillingen sætter fokus på, hvordan de huse og kvarterer, vi allerede har bygget, kan blive en del af løsningen på fremtidens udfordringer. For måske skal fremtidens boliger ikke bygges. Måske findes de allerede.
Os Arkitekter har lavet et bud på hvordan et klassisk forstadskvarter i Danmark kunne transformeres, for at skabe nye og bedre rammer for det liv der leves, med udgangspunkt i at bevare det eksisterende.
En dansk boligdrøm i en international debat
Med afsæt i den danske parcelhuskultur og perspektiver fra resten af Europa inviterer udstillingen publikum til at se parcelhuset med nye øjne – ikke som et problem, men som en af vores største ressourcer i arbejdet med at skabe fremtidens gode liv.
Udstillingen tager afsæt i en aktuel international debat om boliger, bæredygtighed og fremtidens boligformer og bygger videre på temaer, der også udforskes i Den Danske Pavillon på Arkitekturbiennalen i Venedig 2027.
Fremtidens forstad
Tag med på denne tur gennem det danske landskab af uendelige motorveje, masseproduceret byggeri og tomme industrihaller – og oplev, hvordan netop de steder kan forvandles til nye levende byer.
Fremtidsbilledet er skabt af Olmo Ahlmann og Stine Christiansen i Os Arkitekter. Kampagnen Hvordan skal vi bo i 2050? er skabt af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitik og omsat til film af OLALA.



