Af Kasper Foged

1. november 2024

Én ting er sikkert. Vandet kommer. Vi er nødt til at gentænke vores byer og landskaber, hvis de skal overleve regn, stormflod og stigende verdenshave. Hvis man spørger eksperterne, så er vi som mennesker nødt til at træde et skridt tilbage og genfinde pagten med naturen.

Vi lever stadig i en verden, hvor vand er lig med eksklusivitet og luksus. De mest velhavende bor ved vandet, og de mindre velhavende må tage til takke med boliger længere inde i landet. Når ejendomsmæglerne taler om de tre vigtigste parametre for en høj boligværdi, så taler de om beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Og det mest attraktive er stadig et hus med havudsigt.

Dét kommer til at ændre sig markant. Når man ser en villa, hvis fundament hviler på kanten af Øresund, så ser man i højere og højere grad markante risici for oversvømmelse, dyre stormflodsforsikringer – i værste fald ingen forsikring af huset – og potentielt set endnu værre scenarier, for sit indre blik.

Vores byer er ikke egnet til fremtidens klima

Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og leder af SDU Climate Cluster. Han har gennem mange år forsket i de ændringer, som vi står overfor inden for alt for kort tid. Vores byer er slet ikke konstrueret til de klimamæssige udfordringer, som med garanti kommer til at udspille sig.

»Byer over hele verden er i dag karakteriseret ved, at de består af en masse murværk, asfalt og mørke farver, der suger varme til sig i løbet af dagen, og så frigives den i løbet af natten. Derfor bliver hedebølgerne helt ekstreme med så høje temperaturer, at flere byer i Sydeuropa oplever store problemer med dehydrerede borgere og relateret overdødelighed og med, at turisterne undviger stederne om sommeren,« forklarer han.

Derfor er der noget, der skal ændres i bystrukturen. Der skal etableres grønne områder, vandområder og der skal etableres hvide overflader frem for sorte, så energien bliver reflekteret tilbage, og dermed minimerer temperaturen. Steder med fliser og beton skal omdannes til grønne skyggefulde områder, som også kan absorbere nedbør.

»Man taler om noget, der hedder Sponge City. Byen skal være en svamp, der suger vandet til sig og gemmer det til perioder med langvarig tørke, som også vil forekomme langt hyppigere. Fremtiden bliver i det hele taget ekstremernes tid, hvor der enten er for varmt, for vådt eller for tørt på skift. Det ser man mange steder for eksempel i Østeuropa, hvor en ekstremt varm sommer er blevet afløst af dødbringende oversvømmelser,« siger Sebastian Mernild.

Foto: Pernille Qvist – adobe.stock

Havene stiger

Havniveauet er steget omkring 20 cm globalt set siden 1900 og frem til i dag. De næste 75 år forventer vi, at det vil være steget op til cirka én meter. Når det er sagt, så er der en masse faktorer, forskningen ikke kan forudse, så det kan gå hurtigere. Vi har med andre ord travlt, hvis vi skal sikre vores byer og vores værdier.

»I Danmark har vi 8.800 km kystlinjer. Spørgsmålet er, om vi skal bygge en mur eller et dige hele vejen rundt om Danmark. Det er noget af en opgave og noget af en omkostning, hvis den skal være tre meter høj. Spørgsmålet er, om det er er løsningen. Eller om løsningen er, at vi designer vores byer på en ny måde, så vi faktisk inviterer vandet ind i bymiljøet. Men vi er også nødt til at tage en diskussion, om der er noget, vi ikke skal beskytte? Er der nogle steder, hvor vi bare skal acceptere, at havet kommer og æder vores land? Det kan være en landmands mark, det kan være en skov, det kan være et sommerhusområde eller kulturarv. Hvad gør vi helt praktisk med det danske land? Hvad gør vi med den her blå zone, som vi kalder den, hvor vandet kan være med til at påvirke byer, nybyggerier, metrosystemer, det åbne land og så fremdeles?,« forklarer Sebastian Mernild.

Strategisk byledelse

Bjarne E. Jensen er ansat i Dansk Arkitektur Center, hvor han afholder kurser i strategisk byledelse, og han påpeger, at det er blevet langt mere komplekst, når der skal bygges nyt i byerne, end det var for bare få årtier siden.

Der er mange borgmestre rundt omkring, der er blevet valgt på, at de kan sætte gang i byudvikling og byfornyelse. Der er masser af steder, hvor nye kvarterer skyder op i risikozoner. Giver det overhovedet mening at bygge et milliarddyre lejlighedsprojekter langs tidligere industrihavne, når vi allerede nu kan se, at det er en risikozone, som kan blive dyrt at sikre i fremtiden?

»Når man bygger en ny bygning, en ny skole for eksempel, så er der ekstremt mange flere parametre i spil end tidligere. Der er naturligvis det miljømæssige aspekt i forhold til ressourcer og byggematerialer, men man er også nødt til at kigge på, om den skal placeres på en grund, hvor det kommer til at koste millioner at sikre den mod oversvømmelser eller stigende grundvand. Man skal også sikre sig, at man i fremtiden måske skal bruge bygningen til noget andet, hvis demografien har ændret sig. Så det er en ny måde at planlægge byer på,« forklarer Bjarne E. Jensen.

Foto: Wolfgang Weiser – Unsplash

Mange løsninger

Der er masser af steder, hvor man arbejder på at sikre og transformere byerne eller overvejer helt at flytte byerne længere ind i landet.

I Hamburg er byen beskyttet af en sluse. I den nye bydel Hafen City er man gået mere kreativt til værks. Gadeniveauet er hævet og de historiske bygninger kan gøres vandtætte med tunge metalporte, der kan trækkes foran glaspartier og indgange. Under jorden er der installeret metalbeholdere, der stiger i takt med vandet og bliver til en beskyttende mur, så glaspartier fra gulv til loft ikke bliver ødelagt.

I Venedig har man bygget et dige, der kan hæves så det beskytter byen mod stormflod. For nogle år siden var den danske tegnestue BIG involveret i et bud på, hvordan man kan beskytte New York fra fremtidige vandmasser, men skjule kystsikringen i rekreative områder.

I danske Lemvig har man bygget en mur rundt om byen, men integreret den i et nyt rekreativt havnemiljø, så kystsikringen har skabt værdi for borgerne på flere måder.

Alt sammen løsninger, vi kommer til at se flere og flere af i fremtiden.

Landskabsarkitektens nye rolle

Rikke Juul Gram, der er landskabsarkitekt og kreativ direktør i tegnestuen Schønherr oplever også, at der er sket et skift i hendes fag de senere år.

»Tidligere designede vi byrummene rundt om bygningerne. I dag handler landskabsarkitekturen for os mere om samfundsudvikling. Hvordan vi kan være med til at skabe fremtidens velfærdssamfund version 2.0,« forklarer hun.

Det handler om at indpasse vedvarende energi, det handler om infrastruktur, klimatilpasning og om biodiversitet. Og i den kontekst fylder vand en hel del.

»Hvis vi skal håndtere al den vand, som kommer fra havvandstigning og stormflod, fra regnvand og fra stigende grundvand, så kræver det, at vi giver mere plads tilbage til naturen, så den kan fungere som den naturlige svamp, den egentlig altid har været, og som vi jo før industrialiseringen levede rigtig fint med,« forklarer Rikke Juul Gram.

Hun taler om dengang, hvor vi troede, at vi kunne gøre præcis, som vi ville. Hvor vi pumpede vandet væk fra lavninger og drænede moser, så vi kunne bygge i stedet. Vi troede, at alt var fint. Det viser sig, at nu hvor der kommer meget mere vand, end vi i vores vildeste fantasi havde forestillet os, har vi skabt nogle gigantiske problemer for os selv.

»Vi står over for en ny virkelighed, hvor den måde, vi plejer at gøre tingene på, ikke fungerer længere. Vi skal tilbage til naturen og skrue på vores forståelse af, hvad naturen egentlig selv kan som organisme, som faktisk kan tilbageholde vand, hvis den ellers får plads nok til det,« fortæller hun.

Det er den tematik, der udspiller sig i Schønherrs bidrag til Venedig Biennalen i 2023 – et bidrag, der også kan opleves i forbindelse med udstillingen Vandet kommer i Dansk Arkitektur Center.

»Projektet er en nytænkning af Fingerplanen fra 1947. I vores projekt handler det om at genfinde byens forhold til landskabet. Alle de steder, hvor vandet naturligt løber på grund af istidens formning af terrænet, skal vi prøve at finde tilbage til. Vi forsøger at komme med et bud på, hvordan vandet kan strømme igennem København uden at genere københavnerne. I stedet for at blive ved med at bygge ud på holme og øer, som vi har gjort i mange år, hvor det er endt med, at en tredjedel af København er bygget på opfyldt land, skal vi måske i virkeligheden tænke på at udvikle de højtliggende forstæder. Det er sådan et kort, vi har skabt,« forklarer Rikke Juul Gram.

En fremtid med mere natur og boliger på pæle

Projektets essens er at tune ind på en byudvikling, der er i pagt med det underliggende landskab og med naturen, og hvis planen udføres i praksis, vil det skabe en helt anden by i fremtiden.

»Syd for København og på Amager vil der være huse, som enten er rejst på pæle eller trukket tilbage. Vi får nogle bredere kystlinjer og nogle brede bånd af landskab og våd natur, som snor sig ind og ud mellem forstæderne som rekreative naboer for en fremtidig byudvikling. Det mest kontroversielle ud over, at vi har lavet en plan, hvor naturen fylder så meget i København, er, at vi foreslår, at Lynetteholmen gives tilbage til naturen. At det bliver et naturreservat. Det kommer nok til at skabe lidt debat,« siger hun med en smil.