Naturforståelse: Har vi overset byens natur?

Vi overforbereder os på naturen

»Mange mennesker i dag møder naturen med en forestilling om, at den kræver noget særligt af os,« fortæller Dianna. Hun oplever, at folk skal have det rigtige udstyr, den rigtige viden, den rigtige form. Som om naturen er noget, man først kan træde ind i, når man er korrekt forberedt.

»Vi har glemt, hvor stor en del af naturen vi selv er. Og når vi glemmer det, begynder vi at tro, at vi skal klæde os særligt på til den,« fortæller hun.

Dianna peger på, at urbaniseringen har øget afstanden mellem mennesker og den natur, de selv er en del af. Og hun oplever igen og igen, at barriererne sjældent er fysiske. De er mentale. Frygt for at blive kold eller våd. Frygt for at blive beskidt. For flåter. For det uforudsigelige. For ikke at vide, hvad man møder.

Jo længere afstand, der kommer mellem vores hverdag og naturen, desto mere vokser forestillingen om, at natur er noget ekstraordinært. Noget stort. Noget, man tager ud til.

Men den tanke spænder ben for os.

For overforberedelsen gør ikke bare mødet mere besværligt – den gør det mindre sandsynligt, at vi overhovedet kommer afsted. Hvis alt skal være rigtigt, før vi kan gå ud, ender vi ofte med at blive i vores temperede stuer og storrumskontorer.

Dianna mener, at mange mennesker samtidig har mistet forbindelsen til den helt nære natur. De små huller i byens beton. Planter, der vokser mellem fliserne, i byens sprækker. Det grønne, der ikke er iscenesat. Natur, som ikke leverer en bestemt oplevelse, men bare er der.

Vi er selv natur

Lågen ind til fælleden giver et lille ryk, da den åbnes. Vi fordeler os, som Dianna har instrueret os i. Et par meter mellem hver, langsomt tempo, ingen snak – bare sanse. Lytte, mærke, se.

Stilheden føles først kunstig. Som en regel, man skal overholde. Men efter få skridt begynder den at fylde på en anden måde.

Skyggerne er lange og kølige. Vi passerer bærbuske og åbne flader. Træerne står i rækker – ensartede og nøgne. Gule blade hænger stadig i klaser på enkelte grene. Et ståltrådshegn markerer en afgrænsning, og på en pæl ved siden af fortæller et piktogram, at her bor sommerfugle.

Naturen bevæger sig mellem det vilkårlige og kuraterede – mellem natur og center. Græsset er trampet ned til en smal sti og vores skridt gennem krattet får de nøgne grene til at svirpe, når vi passerer. En kondiløber suser hurtigt forbi i tætsiddende sort uniform med påspændte drikkedunke på hoften.

Vi går langsomt hver for sig i tyve minutters stilhed.

Ved et lille vandhul samler vi os igen. Flere i gruppen siger det samme: at det langsomme tempo virkede uvant. At stilheden først gjorde dem selvbevidste og siden mere rolige. Det overrasker ikke Dianna Khalidan. Hun peger på, at menneskekroppen ikke er skabt til en hverdag, hvor meget af det sanselige filtreres væk.

»Vi er jo ikke bygget til vandrette, ensartede flader og jævne temperaturer. Vi er bygget til at kunne klare variation,« siger hun.

Fra sit tidligere arbejde i psykiatrien husker hun, hvordan meget enkle greb kunne gøre en mærkbar forskel. Ikke nødvendigvis motion eller lange ture, men små sanselige møder med omgivelserne. At stå med bare tæer i græsset, for eksempel. Noget mange uden videre har gjort som børn, men som i voksenlivet hurtigt forsvinder mellem sko og praktiske hensyn.

»Det er i virkeligheden enormt simpelt – og kroppen reagerer med det samme,« siger hun.

Pointen er ikke, at naturen skal bruges rigtigt eller føre til en bestemt erkendelse. Snarere at kroppen allerede kender meget af det, vi har lært at betragte som besværligt. Kulde, ujævnhed, fugt, vind, underlag der skifter. Alt det, som den kontrollerede hverdag forsøger at holde ude, men som også minder os om, at vi ikke står uden for naturen og kigger ind på den.

»Uden naturoplevelser er der sanseelementer og verdener, vi ikke tillader os selv at opleve. Det er en skam, og jeg mener, at det gør os fattigere som individer,« siger Dianna Khalidan.

Natur og arkitektur kan tænkes mere sammen

Efter opholdet ved vandhullet bevæger vi os videre. En klynge nåletræer tårner sig op i udkanten af fælleden og bag dem begynder byen at trænge sig på.

Foran os løber en sort cykelsti som en skarp streg gennem landskabet. Asfalten er glat og lige, tegnet med lineal. På den ene side ligger etagebyggerier, glaspartier og altaner i gentagelse. På den anden side er træerne, græsset, vinden.

Kontrasten er næsten demonstrativ. Bevægelsen gennem byen er planlagt, effektiv og retningsbestemt. På fælleden er underlaget ujævnt, tempoet lavere og opmærksomheden mindre styret.

For Dianna Khalidan er forskellen ikke kun et spørgsmål om æstetik, men om adfærd. De rum, vi bevæger os i, former måden, vi bruger vores krop – og sanser – på.

»Vi bygger effektive byer, der er optimeret til at komme hurtigt fra A til B. Men vi mister alle de små pauser og ujævnheder undervejs,« siger hun.

Hun efterlyser ikke nødvendigvis flere store parker adskilt fra resten af byen, men en anden måde at tænke natur ind i hverdagsrummene på. Ikke kun som noget, man ser på, men som noget, man bevæger sig igennem og mærker.

Stier behøver ikke altid være rette. Overgange må gerne skifte karakter. Beplantning kan mere end at markere eller pynte, hvis den får lov til at danne rum og skabe friktion i det ellers strømlinede bylandskab.

»Hvis mennesker skal have rigtig gavn af den sparsomme natur, skal den kunne mærkes, ikke bare ses,« siger hun.

Dianna mener, at meget byggeri ofte ender med grønne elementer, der er lette at overse. Pæne, men passive. Noget, man går forbi, ikke ind i. Noget, der er tænkt som udsmykning frem for som del af et økosystem.

»Hvis jeg kunne lave én regel for nybyggeri, så skulle det være, at en fjerdedel af det skulle være levende natur,« siger hun.

Naturen er også i byen, hvis man ser efter

Lidt længere fremme stopper Dianna ved et lille krat af brændenælder.

»Den her plante er vi bange for,« siger hun og plukker et brændenældeblad.

»Og vi giver angsten videre til vores børn,« tilføjer hun.

Brændenælden er et eksempel på den afstand, mange har fået til den nære natur. Noget, man lærer at undgå, før man lærer at kende. Noget, der bliver til irritation eller ukrudt, længe før det bliver til viden.

Dianna bruger den til at pege på, hvor meget der er gledet ud af hverdagen: kendskabet til de planter og arter, der findes lige omkring os, også dér hvor byen ser mest planlagt ud.

Vi får lov at smage. Der er en kort tøven i gruppen, som om det stadig føles en smule risikabelt. Men smagen er mild, grøn og frisk. Det, der for et øjeblik siden lignede noget, man helst skulle holde afstand til, ændrer karakter, så snart det bliver konkret.

Når man ved, hvad man står overfor, forklarer Dianna Khalidan, forandrer relationen sig. Det, der før bare var baggrund eller til gene, får funktion og betydning.

»For mange får naturen først reel værdi, når de forstår, hvordan den kan anvendes. Der kan jeg godt blive ambivalent i forhold til mit arbejde som naturvejleder, for jeg synes jo, at naturen har værdi i sig selv. Men nytteværdien kan være et godt første trappetrin for mange,« siger hun.

Hun kalder det naturblindhed. Ikke fordi vi ikke kan se naturen, men fordi vi ikke længere kan aflæse den. Vi registrerer grønt som baggrund, ikke som indhold.

»Det kræver også en indsats fra os selv. Find naturen i det små. Vi må tillade os selv at se værdien i den lille natur, som vitterligt er overalt,« siger hun.

8-tallet tårner sig op foran os. Bjarke Ingels’ ikoniske boligkarré, der ligger som Ørestadens final frontier. Vi står midt i en installation af træpæle, der rejser sig af jorden som ribbenene på et skib, strandet midt i landskabet. Formen giver mening her, fortæller Dianna. For vi står på gammel havbund. Et sted, der for få generationer siden lå under vand.

Naturen her er ikke uberørt. Den er blevet til i et samspil mellem indgreb, tid, vækst og tilpasning. På den måde er det præcis det samme med vores arkitektur. Den er et resultat af menneskelige beslutninger.

Overblik, stilhed og helhed

Foran os rejser en lille bakke sig over det flade landskab. Herfra kan man se, hvordan området folder sig ud: de åbne flader, de mørkere bånd af træer i horisonten, små søer med siv i kanten.

Området er i store træk tilrettelagt af mennesker, og nogen oplever måske, at det kan være svært at føle, at man er i “vild” natur her. Stierne er tydelige. Der er bålpladser, shelters, madpakkehuse. Naturen er blevet gjort tilgængelig.

Ifølge Dianna er det en del af balancen mellem beskyttelse, bevarelse og benyttelse. Hvis naturen kun var noget, man ikke kunne eller måtte færdes i, ville de fleste aldrig opleve den. Og i et land som Danmark med så lidt vild natur kræver det også en kompromisvillighed fra os for at se værdien i det, der er.

»Naturen har ingen forventninger til os. Derfor må vi også møde den uden forventninger og tage den natur, vi får. Den er ikke en forestilling med dramaturgi, og man kan ikke booke et møde med en ugle eller en ræv. De stærkeste oplevelser er ofte dem, man ikke havde regnet med – og de opstår, når vi har tid til at åbne op for sanserne. Netop det uplanlagte har vi for sjældent plads til,« siger Dianna.

Det er måske netop dér, turens egentlige forskydning ligger. Ikke i en stor åbenbaring, men i en ændret opmærksomhed. I stilheden, det langsomme tempo og de små forskelle i underlag, lys og bevægelse, som ellers let forsvinder i en hverdag indrettet til fart og funktion.

Vi forlader Naturcenteret ad samme vej, som vi kom. Fælleden ligger der stadig, flad og åben. Flyene letter fortsat fra lufthavnen.

Men opmærksomheden har rykket sig en anelse. Vi kan ikke afkoble os selv fra naturen. Det er ikke et sted, vi skal nå frem til – men noget, vi allerede bevæger os i, hvis vi giver os selv lov.