
Du kender nok ikke Grete Jalk, men det burde du
Grete Jalk tegnede prisvindende møbler, udfordrede den danske møbeltradition og var med til at dokumentere dansk designhistorie. Du har sikkert set nogle af hendes ikoniske designs – men kender du kvinden bag?
Af Ida Elva Hagen
”Damen af dansk design” er en betegnelse, der ofte hæftes på Grete Jalk. Men hendes navn er langt fra lige så kendt som Arne Jacobsen, Verner Panton og Poul Henningsen, der sidder tungt på tronen inden for dansk design.
Mange danskere kan måske sætte ansigt på de tre mænd – men der findes kun ganske få offentligt tilgængelige portrætter af Grete Jalk. Hendes møbler har du nok set.
Med sine eksperimenterende former og nytænkende konstruktioner formåede hun at gøre sig gældende i en branche, hvor mændene dominerede. Men hendes betydning rakte længere end møblerne.

Uden for tegnebordet
Har du nogensinde været på et designmuseum, er der en god chance for, at du allerede har kastet et blik eller to på hendes ikoniske Sløjfestol – også kendt som GJ Bow Chair – fra 1963.
Stolen består af blot to stykker formspændt træ, der er bøjet i store, bløde kurver. Den vandt endda avisen Daily Mails internationale møbelkonkurrence i 1963 og blev optaget i Museum of Modern Arts samling i New York.
Men Grete Jalk havde langt mere at byde på end møbler. Ved siden af arbejdet som designer brugte hun en stor del af sit arbejdsliv på at skrive om, diskutere og dokumentere design. I 1956 blev hun redaktør på Mobilia, et af tidens vigtigste tidsskrifter for møbler, arkitektur og design. Her fulgte og formidlede hun udviklingen inden for både dansk og internationalt design.
Interessen for designets udvikling førte senere til et endnu større arbejde. Som redaktør på firebindsværket Dansk møbelkunst gennem 40 år samlede og dokumenterede hun fire årtiers dansk møbeldesign. Et værk, der siden er blevet lidt af en bibel inden for dansk design.
Grete Jalk tegnede altså ikke bare dansk designhistorie – hun formidlede den også.
Måske kender du...
GJ Bow Chair
Man kan næsten ikke sige Grete Jalk uden også at sige Sløjfestolen. Den avancerede konstruktion gjorde stolen vanskelig at producere – der blev derfor oprindeligt kun fremstillet omkring 300 eksemplarer. I 2008 genoptog danske Lange Production produktionen.
Model 118-sofa
Med sit slanke stel i teaktræ, blødt formede armlæn og løse hynder er Grete Jalks Model 118 et eksempel på hendes mere klassiske møbeldesign. Sofaen blev originalt fremstillet af France & Daverkosen.
Model 118-lænestol
Grete Jalks Model 118 er også et eksempel på den mere klassiske side af hendes design. Med sit slanke stel i teaktræ og bløde polstring ligger lænestolen på vippen af den danske møbeltradition.
Sofabord i teak
Grete Jalk tegnede i 1950'erne et sofabord i teaktræ for Glostrup Møbelfabrik med let opadbøjede kanter, slanke ben og en hylde til bøger/magasiner. Her gik det enkle formsprog hånd i hånd med hverdagens praktiske behov.
Lænestol – Fritz Hansen
Grete Jalk arbejdede ikke kun med træ. Denne lænestol, som hun tegnede for Fritz Hansen, har et stel i aluminium og polstring i stof. I denne del af hendes formsprog erstattes det traditionelle træ med metal.
Fra filosofi til design
Grete Jalks vej ind i møbeldesign begyndte faktisk et helt andet sted. Som ung læste hun filosofi, men studiet blev siden skiftet ud med en uddannelse som møbelsnedker. Her lærte hun håndværket fra bunden og fik et praktisk kendskab til de materialer og konstruktioner, hun senere skulle arbejde med som designer.
Hun fortsatte på Kunsthåndværkerskolens møbelskole og siden på Kunstakademiets møbelskole, hvor hun blandt andre blev undervist af Kaare Klint – en af de mest indflydelsesrige skikkelser i dansk designhistorie.
Hos Klint var mennesket målestokken. Han tog udgangspunkt i kroppens proportioner, hentede inspiration i historiske møbeltyper og havde samtidig en stærk tro på det gode snedkerhåndværk.
Jalk tog flere af tankerne med sig, men udviklede efterhånden sin egen designfilosofi. Hun rettede i højere grad blikket mod de muligheder, som maskiner, nye materialer og moderne produktionsmetoder åbnede for.
Om Grete Jalk
Grete Juel Jalk blev født i 1920 i København.
Jalk underviste i design fra 1950 til 1960 og åbnede sit eget designstudie i 1954.
Hun har vundet en lang række konkurrencer og har modtaget mange udmærkelser og legater, blandt andet Statens Kunstfonds livsvarige ydelse fra 1990.
Hun døde i 2006 og blev 85 år.
På kant med traditionerne
Selvom Grete Jalk var skolet i den danske møbeltradition, søgte hun også inspiration uden for landets grænser. Hun var blandt andet inspireret af finnen Alvar Aalto og amerikaneren Charles Eames, der begge eksperimenterede med at bøje og forme træ på nye måder. Deres arbejde var beslægtet med de idéer om nye materialer og industriel produktion, som prægede den tyske design- og arkitekturskole Bauhaus og den internationale modernisme.
Jalk gav sig derfor i kast med sine egne eksperimenter. I 1955 præsenterede hun møbelfabrikanten Poul Jeppesen for en række modeller med vovede, buede former. Men idéerne var ikke sådan lige at føre ud i livet. Først efter syv års samarbejde om mere traditionelle møbler blev hendes eksperimenterende modeller til virkelighed.
Hendes interesse for at udfordre træets form ses blandt andet i indskudsbordene fra begyndelsen af 1960’erne. I stedet for at samle bordene af flere dele formede hun hvert bord af én tynd træplade, der blev bøjet ned i begge ender og på den måde både dannede bordplade og ben. Det gav bordene deres enkle, organiske form.

Ham, hende og stolen
Nye former og fremstillingsmetoder var dog ikke det eneste, der optog Grete Jalk. Hun interesserede sig også for forholdet mellem møblet og det menneske, der skulle bruge det.
1963 var et særligt år for Grete Jalk – hun vandt nemlig ikke kun en førsteplads for Sløjfestolen. Samme år stillede den engelske avis Daily Mirror og den engelske møbelfabrikantforening designerne en særlig opgave: Tegn en stol til en mand og en stol til en kvinde.
Grete Jalk tog udfordringen op og skabte He-Chair og She-Chair. To stole, der hørte sammen, men alligevel var forskellige. Med hver deres mål og proportioner tog de udgangspunkt i de anatomiske forskelle, som konkurrencens opdeling mellem mænd og kvinder lagde op til.
Med He-Chair og She-Chair viste Jalk endnu en side af sit design. Det var nemlig ikke kun møblets form, der optog hende, men også kroppen, der skulle finde sig til rette i det.
Og det faldt skam også i god jord. Jalk løb med førsteprisen, men stolene kom dog aldrig rigtig i produktion.

Mennesket for øje
Men Grete Jalks blik for mennesker rakte også ud over møblerne. Gennem sit arbejde på Mobilia kom hun i kontakt med andre store navne inden for dansk design. Og et af de bekendtskaber begyndte et lidt uventet sted.
I julen 1959 var Jalk og hendes mand, Gunnar Bratvold, på vej mod Italien med biltoget fra Hamburg til Torino. Her mødte de Poul Henningsen og hans kone, Inger. I spisevognen blev to borde til ét, og mødet blev begyndelsen på et samarbejde: PH kom siden til at skrive 40 artikler for Mobilia i løbet af fire år, og senere blev hans lamper og Jalks møbler vist sammen på en udstilling i Zürich.
Det er måske meget sigende for Grete Jalks arbejdsliv. For hvad enten hun tegnede møbler, skrev om design eller samarbejdede med andre, var det menneskene, der var i centrum.
Så næste gang snakken falder på dansk design under middagen, har du et nyt kort at smide på bordet: Grete Jalk.








