Skip to main content

Hvordan opleves arkitektur? En guide til arkitekturanalyse

Arkitektur er ikke kun konstruktion, men også en oplevelse af form, funktion og følelse. Fem enkle kategorier gør det lettere at arbejde med arkitekturanalyse og sætte ord på arkitekturens kvaliteter og virkning.

Af Dansk Arkitektur Center

Foto: Ennio Berti - Unsplash

Hvordan opleves arkitektur? Hvordan ser en bygning ud, hvordan fungerer den, og hvordan påvirker den os? Arkitektur opleves ikke kun med øjnene, men også med kroppen, følelserne og fornuften.

For at kunne arbejde med arkitekturanalyse og forstå arkitekturens kvaliteter og virkning kan man tage udgangspunkt i fem nøglekategorier: Form, Funktion, Fantasi, Forståelse og Forbindelse. Hver kategori stiller en række spørgsmål, der hjælper med at vurdere både konkrete bygninger og arkitekturens virkning generelt.

Form

I vurderingen af form i arkitektur ser man på bygningens komposition og sammenhæng. Er der sammenhæng mellem bygningens forskellige dele? Fremstår formen harmonisk, afklaret og logisk? Er der et samspil mellem bygningens ydre og indre rumvirkning? Har arkitekten fundet en form og et udtryk, der passer til dette særlige sted?

Olympic House set oppefra
Foto: Adam Mørk

Arkitektur handler ikke blot om at tegne et hus, men også om at skabe et sted. Arkitektur er at forme og indrette rum, hvad enten det er rum i en bygning, by, have eller et landskab. Formen må være relevant, så rummet kan bruges til de funktioner, man ønsker. Men formen kan også have et kunstnerisk udtryk.

Funktion

Funktion i arkitektur handler om, hvordan bygningen fungerer i praksis. Er bygningen veldisponeret med alle de rum, man kunne ønske sig? Er rumindretningen logisk med en velvalgt proportionering af de forskellige rum og med gode rumforløb? Er der et sundt indeklima, hvor man kan regulere rummenes temperatur, lysindfald og mængden af frisk luft?

I god arkitektur er der taget højde for det liv, der skal leves i bygningen og for bygningens beboere. Samlet skal man kunne vurdere, om det er et rart sted at opholde sig.

Fantasi og idé

Her vurderes arkitekturens idé, fantasi og originale design. Har arkitekten udviklet nye ideer og teknikker til dette byggeri? Fortæller bygningen en spændende historie? I god arkitektur er der ofte en rød tråd, der binder bygningen sammen fra den overordnede form til materialer og de små detaljer.

Isbjerget på Aarhus Ø
Foto: Dansk Arkitektur Center (DAC)

I den klassiske vurdering af arkitektur lægges der vægt på holdbarhed, nytte og skønhed. Men arkitekturen skal også have et element af noget nyt, visionært og fantasifuldt. Arkitekturen må gerne vække opmærksomhed og bane vej for nye ideer.

Forståelse

Materialeforståelse er afgørende i god arkitektur. Spiller materialerne sammen, er der fine overgange mellem de forskellige materialer og er detaljerne gennemarbejdede? Giver materialerne en varieret og sanselig oplevelse af bygningen? Er der sammenhæng mellem valget af materialer og bygningens form og udtryk?

Cube Berlin
Foto: Adam Mørk

Valget af materialer er i høj grad med til at give en bygning karakter. Det er vigtigt, at arkitekten kender materialernes potentiale og konstruktive muligheder. Materialernes holdbarhed, brugbarhed og skønhed har stor betydning for bedømmelsen af arkitektur.

Forbindelse til sted og tid

God arkitektur har en meningsfuld forbindelse til sted og tid. Hver arkitekturopgave er en nyfortolkning af det særegne sted, hvor bygningen placeres og den periode, der bygges i. Arkitekten kan vælge at tilpasse arkitekturen til stedet eller lade den stå som en kontrast. Men forholdet mellem arkitekturen og stedet skal altid være meningsfuldt.

Har arkitekten haft øje for stedets muligheder – grunden, terrænet og lyset? Spiller arkitekturen sammen med landskabet eller den omgivende bebyggelse? Passer bygningen til den tid, den er bygget i? I god arkitektur er bygningen med til at fortolke stedet og give det identitet.