Er den gode by blevet for meget af det gode?

Fra ghettoliste til fotogene croissanter

Tidligere var Mimersgadekvarteret på Nørrebro i København et tæt bebygget industri- og arbejderkvarter. Efter mange års byfornyelse byder området nu blandt andet på den grønne oase Mimersparken, hvor der tidligere lå et uudnyttet DSB-areal, og det rekreative område Superkilen med plads til sport, skakborde og marokkansk fontæne. I kvarterets ældre boligkarréer er mange af lejlighederne stadig små, men det arkitektoniske løft har medvirket til, at hvad der før var et københavnerkvarter forbeholdt arbejderklassen, i dag er et område med eftertragtede og dyre ejerlejligheder.

Mjølnerparken blev opført i 1980’erne som et stort alment boligbyggeri i Mimersgadekvarteret og har tidligere været på regeringens ghettoliste. Bo-Vita, der administrerer de almene boliger i Mjølnerparken, skriver om stedet i 1980’erne, at ”Dengang var der hverken Superkilen eller Mimersparken, kun baneterræner og barriereeffekter. Arkitekturen var tidstypisk og lukkede sig om sig selv.”

I 2021 kom et boliginvesteringsfirma på banen og købte to karréer i Mjølnerparken. Og i foråret 2026 blev en nyrenoveret lejlighed sat til salg for mere end seks millioner kroner i det tidligere ghettoområde.

Men hvordan kan kvarterløftet overhovedet være et problem?

Ifølge Marie Stender, der er antropolog og seniorforsker på BUILD – Institut For Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, er der en reel risiko for, at byfornyelsen ændrer på den kulturelle mangfoldighed, som kvarteret også er kendt for. Hun peger på miljøet omkring Mimersparken som et eksempel på den generelle gentrificering, der er sket i kvarteret. Går man en tur i området, kan man for eksempel besøge en cocktailbar eller et fancy bageri med croissanter i den dyre ende. Ifølge Marie Stender er nogle af de nye beboere i Mjølnerparken ambivalente omkring forandringerne. Fotogene ”insta-croissanter” appellerer ikke til mange af de oprindelige beboere.

»De oprindelige beboere oplever, at stedet ikke længere er deres. Og der er en kulturel mangfoldighed, der forsvinder,« forklarer Marie Stender.

Livable for hvem?

Både Aarhus og København har mange af de ingredienser, som mange af os forstår som opskriften på den lækre, charmerende og kosmopolitiske by, mener Marie Stender. Men fordi arkitektur ofte går hånd i hånd med penge og byudvikling, så kan man komme til at udsanere alt det skæve, livlige og mangfoldige. Både i Mjølnerparken og en række andre almene boligområder renoverer man, fordi man gerne vil skabe en mere blandet by.

»Det betyder flere attraktive boliger for middelklasseagtige beboere, og nogle af de grupper, der ellers boede der, skubbes længere ud af byen,« siger hun.

Hvis vi vil byudvikle og samtidig sikre, at vi bevarer byens særkender og sociale bæredygtighed, bør vi derfor starte med at spørge os selv, hvem det er, vi laver byen til, mener Marie Stender.

»Altså livable for hvem? Er der plads til mennesker i forskellige livsfaser og fra forskellige sociale grupper?« spørger hun.

Og er der boliger nok til alle? Selvom den enkelte arkitekt ikke direkte kan styre, hvilke boligejerformer, der opføres i en by, så er der mulighed for at påvirke, om der bliver en variation i boligtyperne, mener Marie Stender. Men arkitekter og byudviklere bør også interessere sig for, om forskellige grupper af mennesker har adgang til byrummene og kan sætte deres præg på dem, mener hun.

Det kunne være grønne områder, som er nemme at komme til og bruge, så der ikke udelukkende er smarte og dyre caféer. Steder, hvor man kan opholde sig og deltage i fællesskabet uden at skulle betale en masse penge.

»Arkitekter er rigtig gode til det der med at se de fysiske forbindelser mellem ting, som mange andre fagdiscipliner ikke er så opmærksomme på. Det betyder faktisk noget, hvordan vi placerer tingene i forhold til hinanden,« siger Marie Stender.