Er den gode by blevet for meget af det gode?

Fra ghettoliste til fotogene croissanter

Tidligere var Mimersgadekvarteret på Nørrebro i København et tæt bebygget industri- og arbejderkvarter. Efter mange års byfornyelse byder området nu blandt andet på den grønne oase Mimersparken, hvor der tidligere lå et uudnyttet DSB-areal, og det rekreative område Superkilen med plads til sport, skakborde og marokkansk fontæne. I kvarterets ældre boligkarréer er mange af lejlighederne stadig små, men det arkitektoniske løft har medvirket til, at hvad der før var et københavnerkvarter forbeholdt arbejderklassen, i dag er et område med eftertragtede og dyre ejerlejligheder.

Mjølnerparken blev opført i 1980’erne som et stort alment boligbyggeri i Mimersgadekvarteret og har tidligere været på regeringens ghettoliste. Bo-Vita, der administrerer de almene boliger i Mjølnerparken, skriver om stedet i 1980’erne, at ”Dengang var der hverken Superkilen eller Mimersparken, kun baneterræner og barriereeffekter. Arkitekturen var tidstypisk og lukkede sig om sig selv.”

I 2021 kom et boliginvesteringsfirma på banen og købte to karréer i Mjølnerparken. Og i foråret 2026 blev en nyrenoveret lejlighed sat til salg for mere end seks millioner kroner i det tidligere ghettoområde.

Men hvordan kan kvarterløftet overhovedet være et problem?

Ifølge Marie Stender, der er antropolog og seniorforsker på BUILD – Institut For Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, er der en reel risiko for, at byfornyelsen ændrer på den kulturelle mangfoldighed, som kvarteret også er kendt for. Hun peger på miljøet omkring Mimersparken som et eksempel på den generelle gentrificering, der er sket i kvarteret. Går man en tur i området, kan man for eksempel besøge en cocktailbar eller et fancy bageri med croissanter i den dyre ende. Ifølge Marie Stender er nogle af de nye beboere i Mjølnerparken ambivalente omkring forandringerne. Fotogene ”insta-croissanter” appellerer ikke til mange af de oprindelige beboere.

»De oprindelige beboere oplever, at stedet ikke længere er deres. Og der er en kulturel mangfoldighed, der forsvinder,« forklarer Marie Stender.

Livable for hvem?

Både Aarhus og København har mange af de ingredienser, som mange af os forstår som opskriften på den lækre, charmerende og kosmopolitiske by, mener Marie Stender. Men fordi arkitektur ofte går hånd i hånd med penge og byudvikling, så kan man komme til at udsanere alt det skæve, livlige og mangfoldige. Både i Mjølnerparken og en række andre almene boligområder renoverer man, fordi man gerne vil skabe en mere blandet by.

»Det betyder flere attraktive boliger for middelklasseagtige beboere, og nogle af de grupper, der ellers boede der, skubbes længere ud af byen,« siger hun.

Hvis vi vil byudvikle og samtidig sikre, at vi bevarer byens særkender og sociale bæredygtighed, bør vi derfor starte med at spørge os selv, hvem det er, vi laver byen til, mener Marie Stender.

»Altså livable for hvem? Er der plads til mennesker i forskellige livsfaser og fra forskellige sociale grupper?« spørger hun.

Og er der boliger nok til alle? Selvom den enkelte arkitekt ikke direkte kan styre, hvilke boligejerformer, der opføres i en by, så er der mulighed for at påvirke, om der bliver en variation i boligtyperne, mener Marie Stender. Men arkitekter og byudviklere bør også interessere sig for, om forskellige grupper af mennesker har adgang til byrummene og kan sætte deres præg på dem, mener hun.

Det kunne være grønne områder, som er nemme at komme til og bruge, så der ikke udelukkende er smarte og dyre caféer. Steder, hvor man kan opholde sig og deltage i fællesskabet uden at skulle betale en masse penge.

»Arkitekter er rigtig gode til det der med at se de fysiske forbindelser mellem ting, som mange andre fagdiscipliner ikke er så opmærksomme på. Det betyder faktisk noget, hvordan vi placerer tingene i forhold til hinanden,« siger Marie Stender.

Gør plads til det skæve

Har man sagt Aarhus Ø, bør man også sige Rune Kilden. Den aarhusianske byudvikler har spillet en central rolle i forvandlingen af de gamle moler på havnefronten i Danmarks næststørste by. Han kan skrive kæmpeprojekter som højhuset Lighthouse, erhvervsbyggerierne Pakhusene og AARhus-boligprojektet på sit omfattende bygherre-CV.

Privat har han en fod i både Aarhus og København. Han bor i en af Aarhus’ mest livlige gader – Jægergårdsgade – og synes, det er fedt, at han aldrig har kunnet skubbe en dobbeltklapvogn igennem gaden, fordi der næsten altid sidder folk og drikker øl. Og så har han en lejlighed i Høffdings Tårn, et 100 meter højt teglstenshus i den eksklusive bydel Carlsberg Byen i København. Kvadratmeterpriserne på ejerlejligheder i Carlsberg Byen ligger ofte på over 75.000 kroner, og bydelen er dermed et eksempel på netop den byudviklingstendens, der gør København til en meget attraktiv, men tiltagende lukket fest.

Spørger man Rune Kilden, så bør byudviklere og arkitekter arbejde helt bevidst med at tænke de skæve områder ind i planlægningen fra starten. Tidligere behøvede man ikke at have en strategi for det, for de kreative vækstlag kom bare af sig selv, fortæller han:

»Det er jo en helt åbenlys risiko, at de spændende, krøllede områder forsvinder. Man kan prøve at bygge det ind i nogle af projekterne.«

Han kommer med to eksempler: I et af Rune Kildens mange projekter på Aarhus Ø, boligprojektet AARhus, blev der bygget et teater ind – Teatret Gruppe 38 – som er tegnet af Bjarke Ingels Group – BIG. Og i Sydhavnen i Aarhus, hvor der også byudvikles, lå et værested for socialt udsatte. I dag kaldes de Sydhavnspedellerne og er med til at passe på bydelen.

»Jeg synes faktisk, det er lykkedes. De er ikke blevet smidt ud, som de selv frygtede, men derimod blevet en vigtig del af en mangfoldig bydel,« fortæller Rune Kilden.

Sjæl kan også være bevaringsværdig

Marie Stender peger på Refshaleøen som et af de sidste uudviklede områder, der er tilbage i København. Samtidig er der en kæmpe efterspørgsel på nye boliger. Alligevel er hun ikke overbevist om, at tæt betonbyggeri og nye boliger på det tidligere industriområde vil være det bedste for København i det lange løb.

»Er der ikke en risiko for at kvæle det liv, der faktisk er derude?« spørger hun og fortsætter:

»Hvad er vigtigst for København? Er det at skaffe x antal nye boliger, eller er det også at værne om noget af alt det, der kan lade sig gøre, der hvor der ikke er bygget så meget, og hvor tingene godt må få lov at være lidt skæve og larme lidt?«

Marie Stender er sammen med 13 andre eksperter inviteret af Refshaleøens grundejere, Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn, til at komme med deres besyv på, hvad der skal ske med området fremover. En af de eksperter er Rune Kilden. En anbefaling fra ham lyder, at hvis man vil bevare noget på Refshaleøen, så behøver man ikke at kunne argumentere for det. Men hvis man ønsker at rive noget ned, så skal man kunne argumentere for det. En tilgang, der i branchen kaldes ”bevar eller forklar”. Han kalder Refshaleøen et værdifuldt ”brand”. Men han kalder det også et sted med en sjæl, der er værd at værne om.

»Du skal tage det cool område, du har skabt, og så skal du passe på det. Og så skal du tilføre en masse nyt rundt om,« siger Rune Kilden og tilføjer, at for dem, der flytter derud i fremtiden, vil det være attraktivt, at fortællingen om Refshaleøen bliver bevaret.

»Jeg har tit undret mig over, at vi river ting ned, som har et bylivspotentiale. Bevaringsværdighed kan i min verden godt være båret af nogle andre kvaliteter end de strengt arkitektoniske,« siger han.

Hvordan bliver den attraktive by for alle?

Københavns stadsarkitekt Lars Jensen er uddannet fra Arkitektskolen Aarhus og har arbejdet med byarkitektur i både Aarhus og København. Blandt andet rådgav han i 15 år By & Havn om byudviklingsprojektet i Københavns Nordhavn. Han har derfor haft fingrene helt nede i den arkitektoniske udvikling, der har forvandlet et råt og utilgængeligt industri- og frihavnsområde til det, der i dag er et af hovedstadens absolut mest mondæne bykvarterer, der tiltrækker mennesker i alle aldre, der bader i havnen og spiser sushi på kajkanten.

Selvom kvadratmeterpriserne for ejerlejligheder i 2150 Nordhavn ligger på skyhøje niveauer og i flere tilfælde på over 100.000 kroner, er det nok at gå for vidt at kalde bydelen et potentielt fremtidigt gated community. Men Lars Jensen synes, det er ”ærgerligt”, at de høje boligpriser har den konsekvens, at rigtig mange mennesker ikke har adgang til at købe en bolig i et kvarter som Nordhavn. Og han indrømmer, at han frygter, at København med tiden kan blive mindre mangfoldig.

Byrum, alle kan bruge

Hvad skal man så gøre, hvis man med arkitektoniske midler vil sikre en blandet by?

Med henvisning til planloven peger Lars Jensen blandt andet på muligheden for at stille krav om 25 procent almene boliger, når der bygges nyt. Men det handler ikke kun om boliger, mener han. Et andet vigtigt parameter for at skabe en inkluderende og mangfoldig by er at skabe attraktioner, der er tilgængelige for alle. Han nævner blandt andet Kranparken – Nordhavns første grønne park, der blev indviet i april 2026 – som et eksempel på en attraktiv destination i bydelen, som hele byen og oplandet kan benytte.

»Havnebadet på Sandkaj, Kranparken og på sigt Nordhavnsparken, som vi er ved at etablere helt ude på spidsen. Altså nogle destinationer, som man skal rejse ud til, ligesom man tager til Amager Strandpark eller i Fælledparken,« siger Lars Jensen og uddyber, at det handler om at etablere noget kvalitet i byrummet, som kan komme alle til gavn.

Det gælder også folk, der bor uden for København, da alle har ret til at benytte de attraktive og rekreative byrum. Lars Jensen kalder det en balance, som man er nødt til at være meget opmærksom på, så man undgår, at de rekreative byrum kun bliver for dem, der har råd til det. Og det opnår man ved at insistere på at levere attraktive og mere mangfoldige byrum til hele byen.

»Og så at sikre den infrastruktur, der gør, at man kan komme derhen, at der er cykelstier og metro,« siger Lars Jensen.

Når alle vil bo i byen, giver det udfordringer

Det er ifølge Lars Jensen en positiv ting, at København er blevet så attraktiv, som den er i dag. At så mange gerne vil bo i den, skyldes dog ikke kun, at det er en ”lækker” by, men at urbaniseringen er en global tendens – det er over hele verden, at folk flytter fra landet ind i byerne. Og man skal blive ved med at insistere på, at byen bliver endnu bedre.

»Selvfølgelig skal det være en smuk by, det skal arkitekten jo sige. Det skal også være en robust by, som kan udvikle sig, hvor bygninger og byrum kan ændre sig over tid. De boligbehov, vi har i dag, er måske ikke de samme om 20 år, så byen skal kunne transformeres til de nye behov, der måtte komme i fremtiden,« siger Lars Jensen.

Udfordringen er derfor ikke at gøre byen mindre attraktiv – men at sikre, at dens kvaliteter fortsat kan deles af flere.