Kan vi designe os væk fra akavet stilhed i elevatoren?

Forskel på de sociale spilleregler

Ifølge Signe Bonnén, samtale- og kommunikationskonsulent, er der meget på spil rent relationelt i elevatoren.

»For det første er det et lille, aflukket rum, hvor intimsfæren ofte bliver brudt. Og når man ved man kun skal opholde sig i meget kort tid, kan det gøre situationen endnu mere akavet,« forklarer hun.

Der er også forskel på de sociale normer og forventninger alt efter, hvor vi befinder os.

»I et stormagasin eller en offentlig elevator er et nik eller et lille smil rigelig interaktion – uden at det føles akavet. Her forventer vi ikke så meget. Men på arbejdspladsen er det noget andet. Her har vi et forhold til hinanden, og vi vil ikke virke afvisende, men vi har heller ikke lyst til at starte en samtale, når vi ved, den kun varer ti sekunder,« siger Signe Bonnén.

Elevatoren er på mange måder det perfekte sted for smalltalk, men mange danskere finder det notorisk svært eller grænseoverskridende at indlede en samtale.

En undersøgelse fra 2019 foretaget af Megafon viste faktisk, at otte ud af ti danskere hellere vil lave noget andet end at tale med fremmede i det offentlige rum.

Vi kender billedet fra den offentlige transport, hvor der kan være helt stille i en fyldt kupé i myldretiden.

»Hvis man træder ind i en elevator sammen med en god kollega, forventer man at snakke, for det ligger i den sociale kontrakt. Hvis vi så ikke gør det, kan vi ubevidst blive i tvivl om vi bryder den sociale kontrakt, og så bliver stilheden pludselig bare akavet,« forklarer Signe Bonnén.

Derfor er det oplagt at det er de hurtige emner, som man tager fat i – smalltalk-emnerne, for smalltalk handler ikke om at selve emnet skal være interessant, men mere om at anerkende hinandens tilstedeværelse.

Den sociale elevatortur kan faktisk gøre os lykkeligere

Det kan faktisk betale sig at tage snakken i elevatoren, selvom det måske blot er »sikke et vejr.«

Mange tror, at vi bliver mindre glade af at tale med fremmede i det offentlige rum. Men når vi gør det, og får en god oplevelse, så føler vi os mere forbundet og gladere.

Et studie foretaget af et hold forskere fra Sabaci Universitet i Tyrkiet og Sussex universitet i England viser, at de folk, der havde haft både korte og længere interaktioner med fremmede, havde angivet en højere tilfredshed med livet og følelse af glæde sammenlignet med dem, der holdt sig for sig selv og undgik at tale med fremmede.

Lykkeforskningen viser, at det ikke kan betale sig at undgå smalltalk. Alligevel gør vi det.

Mette Gravergaard ser elevatoren som en vertikal forbindelse i arkitekturen – et rum, der både indbyder til møde og pause.

»For mig kan elevatoren være akavet, fordi man står tæt, og nogen vil snakke, mens andre helst vil være stille. Men det kan også være et fantastisk møde om morgenen, hvor man lige får talt med en kollega eller hilser på en, man ikke kender så godt. Og nogle gange er turen bare en lille pause,« siger hun.

Samtidig peger hun på, at der er potentiale i at tænke mere i mødet mellem kunst og arkitektur i designet af interiøret i elevatoren. Det kunne helt konkret være at lave kunstværker i elevatoren.

Small talk over big talk

Ifølge samtale- og kommunikationskonsulent Signe Bonnén handler elevatoren i høj grad om at finde balancen mellem tid og samtale.

»Man har jo kun få sekunder sammen – det er ikke tid til en big talk. Derfor må man ty til smalltalken,« siger hun.

Spørgsmålet “har du det godt?” er for stort til en elevatortur. Så bliver det i stedet: “Sikke et regnvejr,” eller “har du også travlt?” – små sætninger, der holder stilheden fra døren, ellers kan elevatorturen for nogen føles som den rene tortur. Signe Bonnén foreslår, at man kan hjælpe samtalen lidt på vej gennem design.

»Man kunne hænge billeder op, som man kan tale om, eller spille musik, der sætter

Stemningen, eller hænge kantinens ugemenu op. Det kan være små greb, der gør elevatoren lidt mere menneskelig,« foreslår Signe Bonnén.

Så udover at forbinde etager med hinanden, kan elevatoren også potentielt forbinde mennesker.

Elevatoren som et klinisk og sterilt rum

Ifølge Ryan Hald, der er direktør og partner i Minelevator, har vi i Danmark slet ikke den samme elevatorkultur som i mange andre lande.

»I Sverige har stort set alle bygninger en elevator – også de ældre. Og hvis man tænker tilbage på en rejse til Sydeuropa, kan man måske huske de små elevatorer, der kører op og ned midt i trappeopgangen,« fortæller Ryan Hald.

Når vi taler om elevatorindretning i en dansk kontekst, tænker de fleste på noget, der minder om hospitalsmiljøer påpeger Ryan Hald.

»Det er stål, glas og lidt kedeligt. Der er ikke så mange forventninger til designet af elevatoren,« siger han.

»Kigger man ind i selve skakten, er der også krav om redningsrum under elevatoren, der skal være en meter både i top og bund, så teknikeren ikke får den i hovedet. Der er masser af regler for motor og styring. Men når det gælder selve kabinen, handler kravene mest om, at der skal være et spejl, en håndliste og faste placeringer til knapperne,« forklarer Ryan Hald.

Der findes dog flere eksempler i Danmark på ældre elevatorer, hvor designet matcher resten af bygningens design og arkitektur.

»Den danske tradition har faktisk været at lave smukke elevatorer i smedejern og trælameller,« fortæller Mette Gravergaard, Chef for Space Planning & Indretning i Sweco.

»Især dengang bygherrer selv ejede deres domiciler og ville vise kvalitet. I dag lejer mange sig ind i moderne byggerier, og derfor bliver detaljerne ofte nedprioriteret.«

Elevatoren mangler kærlighed

Det kan virke næsten komisk at træde ind i en bygning, der er gennemdesignet fra kælder til kvist – og så møde en standardiseret elevator i for eksempel rustfrit stål, som ingen rigtig har rørt ved designmæssigt. Vi bruger sjældent mange penge på elevatoren, og derfor ender den ofte med at blive et sterilt og robust rum, understreger Mette Gravergaard.

»Som arkitekt kunne jeg godt ønske mig, at man arbejdede indefra og ud – og gav også dét rum mere kærlighed. Den detaljerigdom, vi engang havde, burde finde vej tilbage,« siger Mette Gravergaard.

Historisk har vi faktisk eksempler på smukke elevatorer, hvor materialer og håndværk spillede sammen med bygningens øvrige udtryk, forklarer Mette Gravergaard.

»Kig bare på stormagasinet Gallerie Fayette i Paris. Eller nyere byggerier viser, at det stadig kan lade sig gøre for eksempel Kilen på CBS, hvor elevatoren er udformet som et rundt glasrør,« beskriver Mette Gravergaard.

»Mødet mellem kunst og arkitektur er altid godt. Hvis man kunne få et kunstgreb ind i elevatoren, kunne det være med til at skabe dialog – og måske endda lidt liv mellem etagerne,« siger Mette Gravergaard.

Når elevatoren får designmæssig kærlighed, skaber det også betingelser for at indlede en samtale uden at det føles ubekvemt.

»Vi skal blive bedre til at have inkluderende samtaler, så alle kan være med til at bidrage til samtalen. Det er vigtigt at vi har de små samtaler i hverdagen, fordi det er dem der forbinder os,« afslutter Signe Bonnén.

Helt konkret foreslår Signe Bonnén at elementer som skiftende musik eller billeder i elevatoren kan være med til at bløde rummet lidt op og være en samtalestarter. Hvis der for eksempel bliver skiftet billeder ud i en elevator hver måned, så er der altid noget nyt at tale om, man kunne lade det være en opgave der går på skift, eller man kunne skrive anbefalinger til bøger, film, serier og podcast.