Skip to main content

Mette Lange: arkitektur, natur og drømmen om det nære

Der er en tydelig linje gennem hele Mette Langes karriere og arkitektoniske udtryk. Her fortæller hun om sin inspiration, arkitektur, sommerhuse, Mini House og sit engagement i Indien.

Af Dansk Arkitektur Center

Mette Lange Architects er en lille tegnestue med Mette Lange som centrum, omgivet af studerende og samarbejdspartnere, der bidrager med fornyelse. Mette Lange har bevidst valgt at være tegnestuens eneste faste ansatte, fordi det giver den fleksibilitet og frihed, der gør det muligt hele tiden at flytte sig både fagligt og fysisk.

Den faglige udvikling foregår ved at udfordre sig selv i hvert eneste nye projekt, og fysisk flytter Mette Lange kontinuerligt mellem Danmark og Indien.

Mette Lange Architects var en af de tre tegnestuer, der udstillede i Dreyers Arkitektur Galleri 2019 i Dansk Arkitektur Center, hvor de viste deres bud på arkitekturens grundlæggende værdier.

Læs om Dreyers Arkitektur Galleri 2019

  • Om Mette Lange Architects

    Mette Lange Architects er ejet og drevet af Mette Lange, der er arkitekt MAA. Hun er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1990 og har haft eget kontor siden 2002.

    Mette Langes arkitektur befinder sig i de mindre byggerier, hvor stedets potentiale og mennesket altid er centrum. De fleste projekter er tæt knyttet til naturen. Mette Lange Architects har med tiden fået sommerhuse som speciale, og tegnestuen står bag mange projekter i ind- og udland.

    Udover at tegne unika huse har Mette Lange i samarbejde med sin partner tømrermester Christin Rejnhold udviklet Mini House, der er et modulært sommerhus, hvor proportioner og konstruktion er bestemt på forhånd.

    Mini House blev udviklet med stort fokus på bæredygtighed og 'simple living'. Det er et forholdsvis økonomisk valg, både hvad angår arkitekthonorar og byggeomkostninger. At have Mini House som en vigtig del af tegnestuens arbejde gør også, at tegnestuen favner bredere, hvilket er vigtigt for Mette Lange.

    Læs mere

At skabe rum med lys, materialer og natur

Tegnestuen arbejder i øjeblikket med projekter, hvor bygningen danner et gårdrum omkring et eksisterende træ på en skovgrund. De grundvilkår, tegnestuen arbejder med, er: stedet, konstruktion, proportioner, materialitet, lys og poesi.

"Vi vil gerne sætte fokus på værdier som mennesket i centrum, nænsom tilstedeværelse, poesi og legen med lys og rum samt en inkluderende tilgang til proces og kærlighed til arkitekturen og naturen," fortæller arkitekt Mette Lange.

Arkitektur i landskabet og tæt på stedet

Mette Lange Architects arbejder med boligen i landskabet. Specialet er sommerhuse, der for bygherrerne indeholder drømmen om det nære og simple. Omdrejningspunktet i alle tegnestuens projekter er stedet, og både processen og det endelige projekt tager altid udgangspunkt i de præmisser.

"Arbejdet som arkitekt er i høj grad blevet til noget, der foregår bag en skærm, og den tendens udfordrer vi. Vi starter alle opgaver med at flytte ud på stedet i tre dage. Her foretager vi præcise registreringer af udsigten, træerne, lyset og solens gang. Samtidig skitserer vi og foretager volumenstudier på en allerede udarbejdet landskabsmodel," siger Mette Lange.

Netop denne vekselvirkning mellem tilstedeværelse på grunden, registreringer og én-til-én optegninger samt dialog med bygherre på stedet er blevet Mette Lange Architects speciale, når en opgave begynder. Arbejdsmetoden ligger så dybt forankret, at den er med Mette Lange overalt. Også i Indien.

"Vi vil gerne sætte fokus på værdier som mennesket i centrum, nænsom tilstedeværelse, poesi og legen med lys og rum samt en inkluderende tilgang til proces og kærlighed til arkitekturen og naturen"

Tætte bånd til Indien

For den erfarne arkitekt er det professionelle virke og det private liv uløseligt forbundet, og her skal baggrunden for det indiske engagement findes. Af kærlighed til landet har Mette Lange haft et hus dér i snart to årtier. Da huset var nybygget, blev Mette Lange og hendes daværende ægtemand, Anders Linnet, opmærksomme på de løsarbejdere, der gravede sand op af floden tæt på.

"Børn løb barfodet rundt, og familierne var migrantarbejdere fra nabostaten og talte ikke det lokale sprog. Anders Linnet grundlagde den første MovingSchool i 2001. Det er skoler, der kommer til børnene, og med årene er det blevet til mange flere," fortæller hun.

Støtte til skoleprojekter i Indien

Mette Lange står nu for at skaffe støtte til projekterne og er arkitekten bag flydende og rullende skoler i staten Goa. Aktuelt har Mette Lange Architects samarbejdet med Henning Larsen om tre klasseværelser til et muslimsk fiskersamfund, der otte måneder om året holder til i en gold, indisk saltørken i Kutch i Gujarat.

"Det har været berigende at samarbejde med en så stor arkitektvirksomhed. Henning Larsen har støttet projektet økonomisk og engageret sig designmæssigt for at komme tættere på. Disse projekter i Indien er et eventyr. Det er givende at gøre noget for børn – og jeg har altid fået meget igen, via alle de dygtige og engagerede mennesker, jeg møder. Det giver håb for fremtiden i et land som Indien," siger Mette Lange.

Arkitektur i pagt med naturen

De kommende klasseværelser i Indien er anlagt omkring et træ, som et symbol på, at alt kan gro. Arkitekten forklarer:

"Træer er vidunderlige og smukke, og for mig handler det altid om at fremhæve de gaver et sted har. Huset skal være en baggrund til naturen. Sådan er det også, når vi skaber sommerhuse. Bagved ligger ofte drømmen om det enkle liv, minder, Ludospil i regnvejr og lysets leg med træernes blade. Det handler om at være tæt på naturen – og hinanden."

Fra skoler i Indien til sommerhuse i Danmark er arkitekturen altid skabt i pagt med omgivelserne, og det er dét, der samler trådene i Mette Langes virke.