Skip to main content

Storbykultur: frihed, anonymitet og risiko for ensomhed

Storbyen byder på uendelige muligheder. Du kan gøre, hvad du vil, være hvem du vil, og leve, som du vil. Men storbyens hurtige tempo og anonymitet kan også skabe ensomhed og en følelse af rodløshed.

Af Dansk Arkitektur Center

Foto: Ben O'Bro - Unsplash

I middelalderen afgrænsede bymuren eller voldene byen fra det omkringliggende land og markerede, hvad der var by, og hvad der ikke var by. I byen levede man af håndværk og handel, mens det uden for byen var landbruget, der var levevejen.

I centrum af byen lå slottet eller kirken som et symbol på adelens eller gejstlighedens magt over byens indbyggere. Rundt om dette centrum var byen inddelt i små kvarterer.

Hvert kvarter udgjorde en helhed, hvor folk både arbejdede, handlede og havde deres private og sociale liv.

Med industrialiseringen fra slutningen af 1700-tallet ændrede denne bystruktur sig, og grundlaget for den moderne storbykultur blev skabt. Byerne voksede hastigt og bredte sig ud over voldene. Efterhånden blev byen opdelt i flere kvarterer med hver deres funktion: arbejde, fritid, privatliv, transport, rekreation osv. Storbyen opstod – og med den en anden livsform og en anden kultur.

Et væld af muligheder

Storbyen rummer det hele.

Her samles centraladministrationen, den politiske og økonomiske magt, maskinerne, arbejdslivet, trafikken, forlystelserne, modeverdenen, vareudbuddet, internationaliteten og tempoet. Der er ikke den vare, du ikke kan finde, ikke den persontype du ikke kan møde, ikke det job, du ikke kan søge, ikke det teaterstykke, du ikke kan opleve. Det er bare at vælge.

Foto: Luke Stackpoole - Unsplash

Frihed og rodløshed

I storbyen er individet i høj grad frigjort fra bestemte sammenhænge, fordi der er så mange muligheder at vælge mellem, og fordi man ikke som tidligere er bundet af bestemte tilhørsforhold.

Arbejde, bolig, social status og relationer kan i højere grad vælges og udskiftes efter personlige ønsker.

Denne frihed opleves af de fleste som en fordel. Man har muligheden for at definere sig selv og vælge, hvad man vil, og hvem man vil være. Men friheden kan også betyde, at individet bliver rodløst og rastløst i den moderne storby, fordi der ikke er sat nogle rammer på forhånd, og alle relationer i princippet kan udskiftes og derfor ikke for alvor er forpligtende.

Ensom i mængden

Storbyen er kendetegnet ved, at mange mennesker lever tæt sammen, uden nødvendigvis at kende hinanden.

Hver eneste dag møder man utallige mennesker på gaden, man kan høre sine under-, over- og naboer, og man er i det hele taget aldrig helt alene uden i det mindste at kunne høre andre mennesker lige i nærheden.

Foto: Christopher Burns - Unsplash

Men paradoksalt nok er storbyen også det sted, hvor der findes flest ensomme mennesker. For du kender jo ikke de mange mennesker, du går forbi på gaden. Måske ved du ikke engang, hvem din underbo er. Og alle disse mennesker ved heller ikke, hvem du er, og interesserer sig ikke for dig. I storbyen oplever man derfor let at være anonym og ensom i mængden.

Land og by

På landet foregik livet i et roligt tempo.

Man kunne overskue de indtryk og de muligheder, man stod overfor. I storbyen bliver individet derimod bombarderet med sanseindtryk. Alle sanser sættes på arbejde i bylivets intense flow, hvor den ene begivenhed afløser den anden.

Denne modsætning mellem land og by og betydningen for menneskets sjæleliv blev udforsket af den tyske sociolog Georg Simmel, der levede fra 1858 til 1918. Han mente, at byens kaos af sanseindtryk betyder, at individet har svært ved at opretholde sin personlige integritet og derfor trækker sig tilbage bag en beskyttende skal.

Foto: Damon Rice - Unsplash

Storbyens uoverskuelige verden gør det med andre ord umuligt for mennesker at etablere et dybt følelsesmæssigt forhold til andre. Angst, rastløshed og fremmedgjorthed bliver vilkårene for storbyens mennesker. I litteraturen vrimler det således med beskrivelser af mennesker i den moderne storby, der lever som anonyme, angstfyldte og rodløse massemennesker, der har mistet forbindelsen til deres identitet og til de medmenneskelige forhold, de tidligere indgik i.

Byen som livsrum

Den moderne teknologi, massemedierne og avancerede kommunikationssystemer har fjernet geografiske afstande. Det kan synes, som om hele verden er blevet én stor metropol – ét sammenhængende urbant netværk.

Man kan have venner i alle dele af verden og shoppe i et vareudbud fra alle verdensdele. Det kan føles, som om der er lige langt til en butik i en anden del af byen som til en butik på den anden side af kloden.

Byen er ikke bare et fysisk rum, men et livsrum og en måde at leve, opleve og forstå verden på.