Skip to main content

Tegninger og modeller: Arkitektens vision tager form

Arkitekttegninger og modeller hjælper med at udvikle og formidle idéer. Fra de første skitser til præcise plantegninger og 3D-modeller skaber de overblik og viser både bygningens form, funktion og rumlige opbygning.

Af Dansk Arkitektur Center

Foto: Lucas Kepner - Unsplash

I skitsen tager de første idéer og visioner form i en proces, hvor arkitekttegninger og senere modeller udvikles med stadig flere detaljer, så designet kan præsenteres for bygherren.

Nogle tegninger skal præsentere den grundlæggende arkitektoniske idé, andre tegninger skal fastholde mål og iagttagelser, som ingeniører og håndværkere kan følge på byggepladsen. Efterhånden udføres de fleste tegninger elektronisk. Computeren er blevet et vigtigt redskab i arkitektens arbejde.

Plantegning

Plantegningen viser en bygning set fra oven, hvis man forestiller sig, at taget er fjernet. Hver etage tegnes for sig, og man kan på plantegningen studere bygningens rum, deres placering og størrelse. Plantegningen viser, hvor vinduer og døre, trapper og installationer er placeret, og hvordan rummene er indrettet.

Foto: Georg Rotne – Arkitekturbilleder.dk

Snit

En snittegning viser et lodret snit gennem en bygning og gør det muligt at kigge ind i bygningens rum. Med et tværsnit kan man eksempelvis forklare antallet af etager i en bygning, og med et længdesnit kan man studere rummenes forløb.

Foto: Christ und Gantenbein

Facadetegning (også kaldet opstalt)

På en facadetegning kan man se bygningen udefra og studere, hvordan facaden er opbygget, og hvilke elementer den består af.

Foto: Amsterdam City Archives - Unsplash

Situationsplan

Situationsplanen viser bygningens placering, adgangsforhold, vej- og stisystemer og forholdet til andre bygninger. Den kan samtidig vise udformningen af de nære omgivelser med beplantning, belægning, parkeringsforhold osv.

Foto: Heatherwick Studio

Perspektivtegning og projektionstegning

Arkitekterne vil ofte også tegne rumlige afbildninger, så man bedre kan forestille sig arkitekturens tredimensionelle former og rum. Det kan være ved hjælp af perspektivtegninger af både bygningernes interiør og eksteriør, eller ved skråprojektioner.

Foto: Europeana - Unsplash

Modeller

Arkitekturmodeller kan også bruges til at vise arkitektens vision i fysisk form, f.eks. i skala 1:100. En model kan vise hele bygningen eller detaljer og udsnit. Typiske materialer er træ, gips, pap og hvidt polystyrenskum. Modellen har, i modsætning til tegningerne, den klare fordel, at den kan give en stoflig og fysisk oplevelse af bygningsværket. Men modellerne er også meget tidskrævende.

Foto: Fernando Andrade - Unsplash

Computeren som værktøj

Ved hjælp af computerteknologi kan man skabe en tredimensionel og interaktiv 3D-model af en bygning, hvor man kan få følelsen af at bevæge sig ind i modellens rum. Når bygningen én gang er opbygget som 3D-model, kan modellen vises fra alle tænkelige synsvinkler, farver ændres, og modellen kan sættes i nye sammenhænge og naturligvis også animeres, så man kan bevæge sig rundt om og gennem bygningsvisionen.

Foto: Kapil Rai - Unsplash

Den interaktive models begrænsning er dog stadig manglen på det stoflige. Man kan ikke røre eller føle på computermodellen. De digitale 3D-modeller skal derfor ikke ses som en erstatning for de klassiske modeller, men som en udbygning af arkitekternes muligheder.