Tryk her – og se, hvad vi mister, når knappen forsvinder
Den fysiske knap kan mærkes – findes uden at kigge og giver kontrollen en fast plads. Først når funktionerne flytter ind på skærmen, bliver det tydeligt, hvor meget design der gemmer sig i et enkelt tryk.
Af Bjørn Etone Broni Jensen
»Gamle! Vi skal afsted, hvis jeg skal nå toget,« råber jeg gennem lejligheden til min roomie.
Han har tilbudt et lift til Odense Banegård, og med en tung og lettere lugtende sportstaske over skulderen takker jeg glædeligt ja.
»Bare vent, til jeg viser dig, hvad den kan,« siger han begejstret på vej mod bilen.
Jeg regner med, at han vil vise mig, hvor hurtigt hans bil kan køre, eller hvor højt Bruno Mars kan spille på højtalerne. Men da jeg sætter mig ind, lægger jeg mærke til noget andet.
Midt i bilen sidder en skærm på størrelse med en stor iPad. Herfra kan han styre musik, varme, navigation, lys og 117 andre ting.
Jeg når knap nok at tænke over, hvor alle knapperne er blevet af, før vi kører.
Men inden vi kører for langt, skal vi se nærmere på den fysiske knap – og hvad den egentlig kan.
Den gode knap fortæller, hvad den kan
Knapper kan se ud og føles vidt forskelligt. Alligevel skal en god knap helst gøre det tydeligt, hvad den skal bruges til. Men findes der én opskrift på den?
For Jakob Kjær Nielsen, der er global design director hos Jacob Jensen Design, begynder det med funktionen.
En lille knap på en fjernbetjening må for eksempel gerne være behagelig at trykke på, når du vil se Friends. En nødstopknap har en helt anden opgave.
»En nødstopknap er på ingen måde smuk eller lækker, men den gør sit. Der er ingen tvivl om, hvad den skal bruges til,« fortæller Jakob Kjær Nielsen.
To forskellige funktioner, to forskellige designs – men samme grundidé: Du skal kunne forstå, hvad knappen er til.
Også den følelse knappen skal give, bliver designet. Materialet og mekanikken under overfladen er med til at bestemme, hvor langt knappen bevæger sig, hvor hårdt vi skal trykke, og hvordan den føles. Svaret kan komme som et klik, en vibration eller en lyd.
»Hvis du har en fysisk volumenknap, der føles lækker, så er det skidegodt. Men hvis det ikke er en lækker oplevelse, vil jeg egentlig hellere undvære,« siger Jakob Kjær Nielsen.
Hos Jacob Jensen Design arbejder de også med, hvor knapperne sidder, og hvordan de er organiseret. Pointen er, at brugeren hurtigt skal kunne overskue, hvor der skal trykkes, og hvad der sker, når man gør det.
Så der findes ikke én opskrift på den gode knap. En god knap gør sin funktion tydelig – og svarer igen, når du trykker.
Et tryk tilbage i tiden: Swipe gennem knappens historie →
Knappen har ingen fødselsdag
Der findes ikke én sikker opfinder eller fødselsdato for trykknappen. Det beskriver Rachel Plotnick, lektor i film- og medievidenskab og forfatter til Power Button: A History of Pleasure, Panic, and the Politics of Pushing.
Ifølge hende voksede knappen gradvist frem sammen med nye maskiner og elektricitet. Tangenter og ventiler på musikinstrumenter byggede allerede på idéen om at sætte noget i gang med fingeren.
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte selve ordet “knap” også at blive brugt om mekanismer, man kunne trykke på.
De første knapper
I 1821 brugte den franske urmager Nicolas Rieussec en knap på sit stopur. Et tryk kunne sætte mekanismen i gang og stoppe den igen. Enden på telegraftaster blev også nogle steder kaldt en knap.
Senere i 1870 brugte Edwin Rogers en trykknap i et elektrisk brandalarmsystem og blev senere omtalt som “opfinderen af den elektriske trykknap”. Knapper blev efterhånden brugt til blandt andet klokker, alarmer og signaler i bygninger.
Et katalog fra 1882 havde tre slags trykknapper: en pæreformet knap til en elektrisk klokke, et panel med tre knapper til kontorer og en rund knap, der kunne bygges ind i skriveborde og andre møbler.
Knapper overalt
Allerede i begyndelsen af 1900-tallet fandtes der mere end 50 forskellige designs. Knapper kunne blandt andet sidde på spiseborde, i gulve eller hænge fra snore, og i 1930’erne var trykknappen blevet så udbredt, at Rachel Plotnick beskriver den som både allestedsnærværende og helt almindelig.
I 1950’erne og 1960’erne fulgte en egentlig bølge af begejstring for trykknapper. Knappen blev tæt forbundet med forestillingen om højteknologiske løsninger, der kunne gøre komplicerede ting nemme med et enkelt tryk.
Samtidig voksede bekymringen for automatisering og menneskets rolle over for maskinerne.
Knappen i rummet
»Kan den også spille musik?« spørger jeg min roomie.
Vi er på vej mod banegården, og GPS’en siger, at vi er der om seks minutter. En kort tur, men når jeg nu sidder i sådan en smart bil, må anlægget være mindst lige så godt.
I et lyskryds begynder han at lede efter musikken på skærmen. Han leder og leder og opdager ikke, at der er blevet grønt, før bilerne bagved begynder at dytte.
Skærmen kan samle musik, navigation, varme og meget andet på det samme sted. En fysisk knap kan til gengæld give en funktion sit eget faste og synlige sted.
Det betyder også noget uden for bilen.
Peter Gall Krogh er professor i digital design og informationsvidenskab på Aarhus Universitet og uddannet arkitekt. Han arbejder blandt andet med det, han kalder kollektive grænseflader – altså ting, flere mennesker kan deles om at styre.
Han bruger lyskontakten som eksempel.
»Når jeg rejser mig op og går hen og trykker på knappen, kan alle se, at jeg gør noget,« fortæller Peter Gall Krogh.
Pointen er, at alle i rummet kan bruge den samme kontakt. Og når nogen går hen og trykker på den, kan de andre se det.
For Peter Gall Krogh betyder det også noget, at kontrollen har en plads tæt på det, den styrer.
»Der er nogle kontroller af den fysiske verden, som godt må være ret tæt på det fænomen, de kontrollerer. Og ikke alt for isoleret fra det,« fortæller han.
Men din ven har lige købt smarte pærer. Nu kan han dæmpe, skifte farve eller slukke lyset fra sin telefon. Det er smart, men for de andre i rummet er det mindre tydeligt, hvad han laver. Han kan være ved at slukke lyset. Han kan også være ved at svare på en besked fra sin mor.
Når knappen flytter ind på en skærm, forsvinder den altså ikke bare fra væggen. Noget af kontrollen bliver også mindre synlig for dem, der deler rummet.
"Man kan måske række ud efter en knap i blinde – mærke, at den er der, og trykke på den. Så kan man samtidig være fokuseret på andre ting"
Hvad sker der, når vi trykker?
Trykknappen er forholdsvis ung set med menneskets historie. Alligevel kræver den sjældent en brugsanvisning. Din mor, din far, din storebror og selv et lille barn ved hvad der skal ske, når en finger møder den.
Men når fingeren har kurs mod knappen, sker der mere i kroppen, end man lige skulle tro.
I fingerspidserne er følesansen så sensitiv, at vi kan registrere selv små ændringer i en overflade og mærke, hvor hårdt vi trykker. Samtidig giver muskler og sener information om, hvor hånden og fingeren befinder sig.
Det forklarer Mark Schram Christensen, der er lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet og forsker i blandt andet bevægelse og sanser.
Når vi trykker på en fysisk knap, får kroppen altså information tilbage. Rammer vi skævt eller trykker for svagt, kan vi hurtigt rette bevægelsen.
Det går faktisk ret stærkt. Kroppen bruger løbende informationen fra fingrene, musklerne og senerne til at justere bevægelsen. Hvis fingeren for eksempel rammer lidt skævt på knappen, kan vi rette trykket, uden først at skulle kigge efter, hvad der gik galt.
Derfor kræver en knap, vi kender, heller ikke altid vores fulde opmærksomhed.
»Man kan måske række ud efter en knap i blinde, mærke, at den er der, og trykke på den. Så kan man samtidig være fokuseret på andre ting,« siger Mark Schram Christensen.
Det handler heller ikke kun om knapper. Han peger på, at hænderne generelt spiller en stor rolle i den måde, vi undersøger og betjener vores omgivelser på. Mennesket har gennem tiden været vant til at håndtere fysiske redskaber og få information tilbage gennem følesansen.
Hånden fylder også forholdsvis meget i den del af hjernen, der bearbejder kroppens sanseindtryk. Det hænger blandt andet sammen med, hvor følsomme vores fingerspidser er, og hvor meget vi bruger hænderne til at interagere med verden omkring os.
På en glat touchskærm er den detaljerede følelse sværere at bruge, fordi fingeren ikke kan mærke, præcis hvor den befinder sig. Nogle touchskærme, for eksempel på telefoner, forsøger at give lidt af følelsen tilbage med haptisk feedback – altså fysisk respons som for eksempel vibrationer, når vi trykker. Men det giver ikke kroppen den samme detaljerede information som en fysisk knap. Derfor må øjnene oftere hjælpe til.
Ellers risikerer du at åbne vejrudsigten for i morgen, når du egentlig bare vil høre Justin Bieber.
Når knappen flytter ind på skærmen
»Så er vi her,« siger min roomie.
Jeg kigger ud og genkender stedet. Odense Banegård.
Det lykkedes faktisk at få musikken over på bilens højttalere til sidst. The Weeknds Blinding Lights kom på. Vi nåede en intro, men ikke så meget som et ord fra ham, inden turen var slut.
Før gemte vi maskineriet bag knappen. Nu gemmer vi knappen bag skærmen.
Men skærmen har en klar fordel: Den kan samle langt flere funktioner på ét sted, end en række faste knapper kan. Men spørgsmålet er, om det giver mening for alle funktioner at flytte derind.
Det er bilbranchen også begyndt at forholde sig til. Euro NCAP, det europæiske program, der sikkerhedsvurderer nye biler, har skærpet fokus på, hvor let centrale funktioner er at finde og betjene. Her spiller fysisk betjening også en rolle.
Samtidig har flere bilproducenter skruet lidt tilbage på den knapløse kabine. Volkswagen har for eksempel ført flere fysiske knapper tilbage i ID. Polo efter tilbagemeldinger fra kunderne, mens Mercedes-Benz også har genindført blandt andet fysiske ruller og vippekontakter.
Historisk set er den bevægelse på sin vis ikke helt ny. Rachel Plotnick beskriver i sin bog, hvordan knappen gjorde det muligt at gemme teknikken væk og efterlade et enkelt kontaktpunkt til brugeren.
Det gav på den ene side en følelse af kontrol over maskinen. På den anden side skabte det også bekymring for, om mennesket var blevet reduceret til bare at trykke på knapper. Rachel Plotnick peger på, at mange af de bekymringer minder om dem, vi i dag har om touchskærme og automatisering.
Vi tænker sjældent over knappen. En del af forklaringen er nok, at vi har vænnet os så grundigt til den. Den har været en fast del af vores hverdag i mere end et århundrede.
Måske er det derfor først, når knappen begynder at forsvinde, at vi opdager, hvor genial den egentlig er.
