Af Karla Clemmensen

21. august 2024

Karen Zahle er en af mange kvindelige arkitekter, som ikke har modtaget anerkendelse i samme omfang som deres mandlige kolleger. Det har dog aldrig afholdt den nu 93-årige Karen Zahle fra at udfordre de vanlige tænkemåder indenfor arkitekturens verden, alt imens kønsuligheden sleb albuerne spidse.

I Indre København på hjørnet af Gothersgade og Rømersgade, lige overfor Botanisk Have, ligger en ældre bygning i røde mursten. Ejendommens spidse hjørne er skåret af, og i stedet er kæmpe vinduespartier sat i. Lysindfaldet må være fantastisk, tænker jeg.

På bygningens gavlparti er ejendommens navn ’Kunstnerhjem’ udhugget i et slebet stykke sten, og hurtigt sammenkobler jeg de store vinduer med atelierer, imens jeg forestiller mig, hvordan kreative sjæle gennem tiden har haft både plads og lys til at udfolde sig i hver sin lejlighed.

Jeg presser fingeren på navnet Karen Zahle og bliver buzzet ind i opgangen.

På den anden side af døren føles det som at stå i foyeren af en gammel parisisk ejendom. Marmorgulvet klinger efter mig, imens jeg bevæger mig op ad den brede trappe med hånden på et finslebet gelænder af en træsort, som enten må have været dyr eller sjælden eller måske begge dele.

Engagement klistret direkte på døren

I døråbningen på første sal står 93-årige Karen Zahle med en rød tophue og islandsk strik og tager pænt imod mig. Hendes entredør er i træ, omkranset af fyldninger i farvet glas, og silhuetterne, man måske engang har kunnet skimte igennem glasset, er umulige at se i dag. Overalt sidder der klistermærker. Nogle med aktivistiske budskaber, andre fra kulturinstitutioner og nogle med en kæk bemærkning. Nogle er mindst 30 år gamle, mens andre er blevet sat der indenfor de seneste par år.

Karen Zahle har boet i ejendommen i mere end 50 år. Imens hun anretter testellet på et rundt bord i hjørnet af et af lejlighedens overvældende opholdsrum, fortæller hun, at huset blev opført af en arkitekt ved navn Ferdinand Meldahl med henblik på at skabe boliger til billedkunstnere og arkitekter. Karen Zahle får afbrudt sig selv for at høre, om jeg kunne tænke mig frisk citron i min te.

»Ja tak,« svarer jeg, hvorefter hun tøffer ud i køkkenet i sine uldne hjemmesko. Hun virker komfortabel i sin rolle som værtinde.

Et kilometer langt CV

Efter noget, der føles som et par minutter, kommer Karen Zahle tøffende tilbage og stiller en skål med citronbåde fra sig. Hun sætter sig til rette i den stol, hun lidt spidst har sagt er hendes, og fortsætter begejstret, hvor hun slap.
»Ferdinand Meldahl var en stor mand i det danske samfund, særligt i de kreative kredse. Og så var han med i alting her i København. Han var medlem af Akademirådet, Borgerrepræsentationen, Arkitektforeningens bestyrelse. Ja, der var ingen ende på det,« lyder det imponeret fra Karen Zahle.

Imens jeg lytter med på historien, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan den lige så godt kunne have handlet om hende selv. Første gang jeg læste om Karen Zahles meritter, tænkte jeg, at hun måtte være indbegrebet af, hvad en ildsjæl er. For udover den alenlange liste over hendes arbejde som arkitekt, har hun også været underviser, indehaver af egen tegnestue, udstillingsarrangør og forfatter af både forskningsartikler og debatindlæg.

Listen over råd, foreninger og bestyrelser, som hun har været medlem af, er mindst lige så lang. Og noget tyder på, at det kun er alderen, der langsomt har lagt en dæmper på engagementet.

Jeg deler min sammenligning med hende, og hun bryder ud i en ydmyg latter, imens hun kommer med en forklaring på, hvordan det kan være, at hendes resumé, som hun pænt kalder det, er så langt.

»Jo, ser du. At sidde i et råd eller en bestyrelse er en rigtig god måde at få en vis indflydelse på tingene. Og her kunne jeg så velforberedt fremlægge mine meninger, ideer og løsningsforslag,« fortæller Karen Zahle, imens hun langsomt får presset det sidste af saften fra citronen ned i sin te.

Drømmen tog en drejning

Med kendskabet til hendes store engagement indenfor arkitektfaget, samt en opdragelse af forældre med baggrund i billedkunsten, kan det være svært at forestille sig andet, end at det må have ligget i kortene, at Karen Zahle skulle blive arkitekt. Men sådan var det ikke. Efter en gymnasietid med både græsk og latin som hovedfag gik hun i stedet og drømte om at blive klassisk arkæolog. Dog var drømmen kortvarig. Og Karen Zahle fortæller, hvordan hun efter et møde med en professor i arkæologi på Nationalmuseet i København forstod, at der ikke var meget fast arbejde på den anden side af uddannelsen.

Foto: Privat

I mellemtiden havde et behov for mere socialt liv og en interesse for kunst og kultur også vokset sig større. Noget, som Karen Zahle mener, har hængt sammen med hendes forældres kreative baggrund og deres mange venner blandt billedkunstnere og arkitekter, som hun muntert fortæller mig, var nogle festlige typer.

21-årige Karen Zahle søgte ind på Kunstakademiets Arkitektskole i 1952.

Spådomme af negativ karakter

Selvom Karen Zahle mest af alt husker sin studietid som god, kunne man ikke komme udenom, at arkitektfaget dengang var mandsdomineret. Og undervisningen i de gamle lokaler på Charlottenborg i København tydeliggjorde dette.

»Der var generelt ikke mange kvindelige studerende på skolen. Jeg mener, vi var en studieårgang på 40, som så blev inddelt i to hold. På mit hold var vi fem kvinder,« siger Karen Zahle, hvorefter hun husker mig på, at de fleste undervisere på arkitektskolen også var mænd. Det var dog ikke noget, som Karen Zahle husker har præget hendes studietid synderligt.

Anderledes problematisk lyder hendes toneleje, da spørgsmålet går på, hvad forventningerne var til de relativt få kvinder på studiet.

»I en længere periode blev de kvindelige arkitektstuderende enten spået til at droppe ud af uddannelsen, eller også var det moderskabet og familielivet efterfølgende, som ville sætte en stopper for karrieren,« fortæller Karen Zahle og uddyber, at det dengang var enormt svært for kvinder at markere sig inden for arkitektfaget.

Men intet forhindrede Karen Zahle i at tage afgang fra Arkitektskolen i 1959.

De nydelige, grå habitbukser

Den nyudklækkede arkitekt var stærkt optaget af den sociale orientering indenfor faget, som betød et øget fokus på mennesket. Særlig stor var interessen for boligområdet og indretning af hjemmet, som, Karen Zahle mente, kunne opleves ekskluderende overfor alternative boformer som eksempelvis bofællesskaber og kollektiver.

Det var dog ikke emner, som prægede hendes første år på tegnestuen hos arkitekten Palle Suenson. Men hun var alligevel glad for jobbet, som mange af hendes medstuderende i øvrigt kiggede langt efter for at få. Det var nemlig en anerkendt tegnestue, og som nyuddannet var det en god mulighed.

Karen Zahle fortæller dog, at det hele var meget strikt. Et ord, som hun lidt efter erstatter med kedeligt. Det gjaldt ikke kun den arkitektur, som blev udviklet på tegnestuen, hvor man var stærkt optaget af konceptet ’Less is more’. Men også det sociale liv blandt kollegaerne, der alle gik klædt i, hvad Karen Zahle beskriver som nydelige, grå habitbukser, levede ikke op til hendes forventninger. Og Karen Zahle besluttede sig for at vende tilbage til den mere sociale orientering.

Tættere på borgerne

Samme år blev hun ansat i Boligministeriet, hvor en afdeling var oprettet for at følge op på noget af det, som var blevet forsømt under krigen. Her skulle Karen Zahle være med til at sørge for, at der blev lavet ordentlige bebyggelser og byplanlægning, som var i harmoni med de byggerier, man ville opføre i de forskellige kommuner.

»Før kommunerne gik ned i detaljer og lavede lokalplaner, havde de pligt til at lave en dispositionsplan, som vi arkitekter så tog ud og kommenterede og vurderede,« fortæller Karen Zahle.

Kontoret bestod af en gruppe erfarne, lidt ældre arkitekter og deres føl, og sådan et blev Karen Zahle.

Hun husker tiden i Boligministeriet som spændende og lærerig. Særligt turene rundt til danske provinsbyer, hvor de skulle tage stilling til forskellige forslag, står klart for hende. Men det var også en tid forbundet med frustration og en følelse af at stå i skyggen af de mere erfarne arkitekter. Her stod hun med sin blok og blyant for at tage referat, imens det kriblede i hendes fingre. Karen Zahle var nemlig ikke altid enig i det, som blev fremlagt, men meget sjældent blev der lyttet til hendes alternative løsningsforslag, som var præget af et større fokus på æstetik.

En cykel er blevet til kunst

Karen Zahle har fulgt mit blik, som er gået i stå ved en atypisk lysekrone, hvor en masse farverigt tingeltangel hænger ned fra.

»Kan du se, hvad den er lavet af?« spørger hun mig.

Imens mine øjne lidt opgivende leder efter svaret, begynder Karen Zahle at forklare, at de mange forskellige dele faktisk stammer fra en cykel, og pludselig kan jeg se både fælge og cykelkæder. Pynten, som består af gammel julepynt lavet af Karen Zahles egen mor samt souvenirs fra her og der, er noget, hun selv har tilføjet efterfølgende.

Pludselig står det klart, hvorfor Karen Zahle selvfølgelig ikke følte sig hjemme iblandt nydelige, grå habitbukser.

Plads til større armbevægelser

Da Karen Zahle var i begyndelsen af 30’erne, fik hun arbejde på Anne Marie Rubins tegnestue i Nyhavn, som kort tid efter flyttede til Holte, og her følte hun sig godt tilpas. På tegnestuen var der plads til lidt større armbevægelser, som desuden fandt sted på den anden side af bordet, end hvad hun havde været vant til i Boligministeriet. Og for Karen Zahle var det en spændende forandring.

Byplanlæggeren Anne Marie Rubin var en af få kvinder, som havde startet sin egen tegnestue, hvor hun klarede sig på linje med mændene. Rubin var en begavet kvinde med ben i næsen, som blandt andet var engageret i kvindesager. Et menneske, som den yngre Karen Zahle i den grad så op til.

»Anne Marie Rubin var meget bevidst om de eksisterende ligestillingsproblematikker i samfundet, som medførte, at hun engagerede sig i kvindesager både i og uden for arkitektfaget,« fortæller Karen Zahle.

Hun forklarer, at Anne Marie Rubins generelle holdninger uundgåeligt påvirkede projekterne på tegnestuen, ligesom Karen Zahle også er overbevist om, at det har spillet en rolle i forhold til hendes eget velbefindende på arbejdspladsen i Holte.

En skæv opdagelse

Jeg udnytter en toiletpause til at se mig lidt omkring. For enden af lejlighedens ene gang, bag en dør der står halvt på klem, er køkkenet. Og herinde får jeg et smil på læben. De fleste af køkkenmodulerne er nemlig flyttet nogle grader ud i rummet og flugter altså ikke længere med væggen, men står i stedet skævt ude i det smalle rum. Er det mon Karen Zahles måde at gøre op med nogle normer i arkitekturen på? Eller er det igen et værk af en, som bare ikke er særlig vild med identiske kasser?

Karen Zahle forklarer mig senere, at indretningen af køkkenet har gjort det lettere at skabe samvær med mennesker, imens der laves mad. Man har nemlig muligheden for at stille sig på flere sider af modulerne, som alle vender mod rummets lille, runde spiseplads, placeret for enden af rummet. Og så har det været en god udkigspost for eneforældre til børn, som har haft svært ved at sidde stille på stolen, siger Karen Zahle med et lille smil.

Tværfaglighed blev et slagord

Da Karen Zahle blev gravid i 1968, havde hun brug for mere stabilitet. Hun havde på det tidspunkt startet en tegnestue med Søren Koch, som hun kendte fra sin studietid på akademiet. På tegnestuen skabte de, både i fællesskab og hver for sig, udstillinger, der oftest handlede om arkitektur. Og ved siden af var Karen Zahle timelønnet lærer på arkitektskolen.

Foto: Privat

Hun søgte derfor, fra sin barselsseng på Rigshospitalet, et treårigt stipendium ved Arkitektskolen, der kunne være med til at give lidt mere ro på tilværelsen – som hun fik. På det tidspunkt var Karen Zahle stærkt optaget af ergonomisk design, som desuden afspejlede hendes ansøgning.

Interessen for ergonomi blomstrede allerede dengang, hun mødte faren til sin søn. En dygtig læge, som introducerede hende for en helt ny verden. I løbet af forholdet mødte hun mennesker, der ligesom hende selv, havde en interesse i, hvordan arkitektur og design kan påvirke os mennesker både fysisk og psykisk, blot fra et lægeligt perspektiv.

»Tværfaglighed blev på det tidspunkt et slagord. Man skulle ikke tro, at man skulle vide alting, men man kunne bidrage med sin faglighed i mødet med andre fagligheder,« fortæller Karen Zahle.

Hun nævner stolen som et eksempel på en brugsgenstand, som for mennesket er uundværlig, og som i dag designes i samarbejde med forskellige fagfolk alt efter henseende. Imens stryger Karen Zahle let håndfladen hen over træstolens ryglæn, der står ved siden af hende, for at demonstrere, hvordan design har en betydelig indvirkning på vores komfort og velvære.

Lidt efter placerer Karen Zahle samme håndflade med et lille smæld på bordet, hvorefter hun understreger, at et øget fokus på funktionalitet endelig ikke må betyde en nedprioritering af æstetikken.

Et banebrydende projekt

Efter tre år i rollen som forsker, vendte Karen Zahle tilbage til sin tidligere stilling på Arkitektskolen. Og i 1980 blev hun leder af Boliglaboratoriet, en stilling hun ikke forlod før 20 år senere. Her skabte hun, i samarbejde med den praktiserende arkitekt Peder Duelund Mortensen, 1:1 Laboratoriet, hvor eleverne, i dialog med forskellige fagpersoner og offentlige instanser, skulle lave modeller i fuld størrelse af kommende byggerier i København. Processen var efterfulgt af brugerundersøgelser, for at se, om der var noget, der kunne udvikles anderledes med henblik på mere velegnet formgivning.

Foto: Privat

Selvom boliglaboratoriet var krævende med hensyn til ressourcer og plads, fandt holdet alligevel altid løsninger. For at gøre kål på pladsmangel besluttede man for eksempel, at 1:1 modellerne i første omgang skulle opføres i den Grå Hal på Christiania. Og finansieringen skete mere eller mindre gennem private fonde.

Desuden skulle den høje arbejdsløshed i 80’erne ironisk nok vise sig at være en kæmpe fordel for projektet, da det skabte adgang til billig arbejdskraft, fordi mange af laboratoriets ledige medarbejdere blev midlertidigt projektansat med tilskud fra staten. Karen Zahle kalder det en god måde at kunne hjælpe hinanden på.

De ældre skal også være med

Karen Zahle forlod arbejdsmarkedet i 2001, men hendes hjerte tilhørte stadig faget, nu var der blot mere tid til at engagere sig i diverse råd og foreninger. Allerede omkring sin afsked med boliglaboratoriet blev hun formand for Akademirådet, som hun nogle år forinden var blevet medlem af. En post hun besad i tre år.

Foto: Privat

Senere ledte Karen Zahle i næsten tyve år en interesseorganisation i Arkitektforeningen: Et Seniornetværk, hvor gamle medlemmer og medarbejdere af arkitektforeningen stadig kan engagere sig i faget i form af ekskursioner, udlandsrejser og forelæsninger. Hun forklarer, at netværket blandt andet er oprettet fordi, seniorer kan føle sig ekskluderede fra arkitektfaget, når de bevæger sig rundt på egen hånd, og derfor er der brug for at kunne organisere sig.

»Det er lettere at henvende sig på manges vegne end blot sin egen, når man vil besøge virksomheder og tegnestuer,« forklarer Karen Zahle.

I dag er Karen Zahle kun med i en læseklub. Men det betyder ikke, at arkitekturen fylder mindre i hendes hverdag. Hun kalder den nutidige arkitektur for et meget forvirrende landskab og uddyber ordvalget ved at pege på de to kvindelige stjernearkitekter Dorthe Mandrup og Lene Tranberg, som ifølge Karen Zahle begge er enormt dygtige og samtidig meget forskellige. Dog er det lige præcis forskellighederne, som bidrager til at gøre den moderne arkitektur spændende, understreger hun samtidigt.

Selv har Karen Zahle planer om snart at skulle besøge Operaparken. Hun besøger nemlig Københavns nye arkitektur og byrum, imens hun observerer bylivet, så snart hun kan komme til det. Turene er altid i selskab med hendes rollator, for selvom kroppen ikke er, hvad den har været, lever Karen Zahles nysgerrighed stadig i bedste velgående.

En vaskeægte ildsjæl

Med en fod halvt ude af Karen Zahles lejlighed, som ikke længere er lyst op af dagens solstråler, får jeg ud af øjenkrogen øje på en bog med titlen ‘Københavns gamle bade’ skrevet af Helen G. Welling, der titter frem under dagens avis. Hun opfanger med det samme min nysgerrighed og fortæller mig, at bogen er helt ny og rigtig spændende.

Imens jeg lidt hurtigt bladrer igennem bogens første sider, fortæller jeg hende, at jeg faktisk er på vej til Sjællandsgade Bad for at gå i sauna. En gammel badeanstalt på Nørrebro, som oprindeligt blev opført for, at københavnerne havde bademuligheder. Karen Zahle lytter nysgerrigt. Men imens jeg taler, fornemmer jeg samtidig en ivrighed efter at få taletiden tilbage. Dog går der ikke længe, før hun stopper sig selv. Det er nemlig gået op for Karen Zahle, at den historie, hun er i færd med at slå hul på, nok kommer til at tage det meste af aftenen. Og i stedet spørger hun mig, om hun ikke må komme med mig næste gang. Hun vil nemlig rigtig gerne besøge sådan et gammelt københavnerbad, forklarer Karen Zahle.