Arkitekten som utopist: visioner og utopier i arkitekturhistorien

Renæssancen – Arkitekten som opfinder

Polymaten (person med viden på mange felter, red.) Leonardo da Vinci er mest berømt for maleriet Mona Lisa, men også kendt for at dyrke futuristiske idéer og opfindelser. Han tegnede flyvemaskiner mange hundrede år før der fandtes luftfart og fysik, og producerede mere end 3.500 håndskrevne sider med dagbogsoptegnelser, videnskabelige notater og skitser.

Der er teorier om, at da Vinci skrev spejlvendt, dels for at undgå at blive kopieret, dels fordi hans uortodokse idéer var i modstrid med religiøse synspunkter og derfor ugleset af kirken. Men det er et faktum, at han tit tilsidesatte sit rugbrødsarbejde for at hellige sig sin forestillingsverden. Idéernes henføring til en fjern fremtid og de hemmelighedsfulde noter er med til, at mysterierne i hans værker stadig lever.

1920'erne og 1930'erne – Byen som maskine

I 1922 præsenterede den fransk-schweiziske arkitekt Le Corbusier visionen La Ville Radieuse – en idealby midt i Paris. Den historiske by måtte lade livet for arkitektens drøm om en ny retlinet, symmetrisk by med brede motorgader og korsformede skyskrabere i glas og beton. Og selvom udtrykket er stramt og uniformt, er byen for Le Corbusier en socialreform. Den nye arkitektur skulle redde folk fra en beskidt og usund storby og give et nyt liv med masser af lys og frisk luft.

La Ville Radieuse blev aldrig bygget, men førte til nye måder at planlægge byer på og nye boformer. Corbusier betragtes i dag som århundredets mest indflydelsesrige arkitekt, og hans vision er med til at fremkalde tanken om det montagebyggeri, der gennem 1950'erne afløste det traditionelle murstensbyggeri under betegnelserne modernismen eller 'den internationale stil', som fx Bellahøjhusene herhjemme. Omvendt kan man argumentere for, at visionen var fremkaldt af Corbusiers fascination af beton og de muligheder for masseproduktion, som en spirende betonindustri affødte. Det store spørgsmål er, om Corbusier fik tænkt sin tanke til ende, da mange af de hurtigt opførte storskala 'menneskesamfund' er endt som ghettoer med store sociale problemer.

1950'erne og 1960'erne – Arkitekten som kunstner og videnskabsmand

Efter 2. verdenskrig blomstrede optimismen, og 1950'ernes arkitekter var optaget af at bygge en ny fremtid. Det kendte arkitektpar Eames skabte, i samarbejde med NASA, filmen POWERS OF TEN, hvor der i skalaspring på 10 blev zoomet helt ind i menneskets celler og helt ud i verdensrummet for at vise, hvordan alting består af atomer – og hvordan helheder består af enkeltdele. 1950'ernes arkitektur er generelt fremtidsorienteret og foregreb de efterfølgende perioders strukturalisme med fokus på fleksible strukturer, som bestod af komponenter, der kunne udskiftes.

Årtiet efter kulminerede arkitekten og ingeniøren Buckminster Fullers tidlige arbejde med geodesiske (geometri formet af buede flader, red.) kupler i 1960-visionen The Dome over Manhattan. Her foreslog Fuller i samarbejde med Shoji Sadao en kæmpekuppel med en diameter på 3 kilometer over metropolen, som ifølge arkitekterne ville medføre en energibesparelse på mindst 20 procent. Buckminster Fuller sprængte rammerne for, hvad arkitektur kunne være, og kom i sine projekter med bud på, hvordan man ved hjælp af arkitektur og ingeniørkunst kunne løse verdens problemer med ulighed og ressourcemangel.

1970'erne – Drømmen om en fremtid uden bygninger

I 1972 bragede den italienske arkitektgruppe Superstudio ind på den internationale arkitekturscene med en visionær udstilling på MoMA i New York. Udgangspunktet for gruppens arbejde var utilfredshed med tidens ensartede arkitektur, som et meget bogstaveligt billede på kapitalismens frarøvelse af massernes magt og individualitet. Fordi de mente, at mennesket var fanget i arkitekturen, endte Superstudio med helt at fjerne arkitekturen. I værket Supersurface er den reduceret til en abstrakt todimensionel matrix-overflade (gitter eller net, red.), som det frie menneske bevæger sig ovenpå og får energi af. Samtidige italienske kollegaer som Archizoom og 9999 var dybt fascinerede af sci-fi, og inspireret af den tidligere avantgardegruppe britiske Archigram, som tegnede urealiserbare bygninger og hypotetiske vandrende robotbyer på ben.

Selvom Superstudio fik meget få byggerier opført, gik deres futuristiske fotomontager verden rundt på udstillinger og i glittede modeblade, hvor de åbnede nye muligheder for, hvad arkitektur kunne være og fik stor indflydelse internationalt. Mange af de største koryfæer i arkitektbranchen hyldede den banebrydende gruppe, og både den irakisk-britiske arkitekt Zaha Hadid og hollandske Rem Koolhaas, grundlægger af Office for Metropolitan Architecture, OMA, har talt om Superstudios indflydelse på deres arbejde.

1980'erne – Jeg opfinder ikke, jeg husker

Som et opgør med modernismens stramhed opstod stilen postmodernisme i 1970'erne. Ligesom de nye strømninger i musikken, samplede arkitekturen fra tidligere stilarter og byggerier. Så når den italienske arkitekt Aldo Rossi udtalte, at han ”ikke opfinder, men husker”, betød det, at hans værker var sammensat af fortidens arkitektur, hvilket han understregede ved i collageform at indsætte sit eget værk i en historisk kontekst. Også former og farver blev brugt på nye måder. Herhjemme var udsmykningen af Palads Biografen i København et realiseret eksempel, mens professor og tidligere rektor på Arkitektskolen i Aarhus Nils-Ole Lunds kollager fra 1970'erne og 1980'erne repræsenterede den kunstneriske side af arkitektfaget. Lunds billeder bevægede sig mellem ironi, utopi, dystopi og poesi i velkomponerede og dekorative visioner og var mere kommentarer og refleksioner end egentlige visioner.

1990'erne – Hvor der ingenting er, ser arkitekten en fremtid

Et overophedet marked førte i 1990'erne til en international finanskrise. Som Fugl Fønix rejste Office for Metropolitan Architecture (OMA), grundlagt i 1975, sig af asken med Rem Koolhaas som frontmand. Koolhaas, som tog skiftet fra journalist til arkitekt, slog først igennem som byteoretiker med bogen Delirious New York, og efterfølgende med en bred vifte af byggerier. Gennem hele karrieren fastholdte han produktionen af både skrifter og arkitektur. Flere generationer af hollandske arkitekter, som MVRDV og NL Architects videreførte i kølvandet på Koolhaas-traditionen med at billedliggøre idéer og visioner. De fleste videreførte traditionen med en god portion humor og ironi, som tog udgangspunkt i aktuelle samfundsemner, men som satte tingene på spidsen. Koolhaas modtog i 2000 Pritzker Prize, og OMA i Rotterdam blev en smeltedigel, som udklækkede nye tegnestuer og profiler verden over.

2000'erne – Yes is More

En af 2000'ernes kometer var den danske tegnestue BIG, som grundlæggeren og generation X-arkitekten Bjarke Ingels navngav efter sig selv. Den tidligere praktikant på OMA samarbejdede med hjemvendte arkitekter fra hollandske tegnestuer og slog for alvor igennem med udstillingen Yes is More, hvis tykke udstillingskatalog blev en international bestseller. I efter-krise-årene var der nok at lave, og bogen var derfor en opremsning af firmaets arbejder, som red med på Superdutch-bølgen og blev et opgør med den stolte danske designtradition. BIG var et barn af sin neoliberalistiske tid. At sige ja til alt kom desværre også til at omfatte at sige ja tak til tvivlsomme bygherrer og projekter, hvilket var med til at firmaet blev associeret mere med big branding end med store visioner.

2020'erne – Fremtiden kalder Jorden

Open Platform opstod efter finanskrisen i 2007-09. Alle tre partnere arbejdede i en årrække på hollandske tegnestuer, mens der var allermest travlt. Mens banker og finansielle virksomheder slikkede sårene efter konkurser og tvangsauktioner, benyttede arkitektfirmaet Open Platform vakuummet efter krisen til et etisk eftersyn af arkitekturen. Vi vandt og realiserede en række projekter i både lille og stor skala med udgangspunkt i at mindske arkitekturens aftryk på planeten og øge livskvaliteten hos dem, der bebor den. I et opgør med Yes-mentaliteten står Open Platform både på skuldrene af vores visionære forfædre og sympatiserer samtidig med den yngre woke-generation.

Ligesom Leonardo da Vinci fandt, at kunst og videnskab ikke kan adskilles, mener vi i Open Platform, at arkitektur, politik og kunst er en hellig treenighed. Mens byggebranchen er udpeget som en af de helt store klimasyndere, forsøger vi med vores fremtidsvision NATURENS PARTI og i vores daglige arbejde at vise, at arkitektur ikke kun er en del af problemet, men også en nødvendig del af løsningen.