Dekoration i arkitektur: Fra pynt til integreret formsprog

I 1900-tallet var der et markant opgør med dekoration i arkitektur. Arkitekten Adolf Loos førte an i sin stræben efter et renset formsprog. Han ønskede at se byernes gader skinne som hvide mure. I moderne arkitektur er dekoration ikke noget, man sætter på bygningerne. Dekoration indgår i arkitekturen som en særlig fremhævelse af arkitekturens grundelementer.

Dekoration som pynt og udsmykning

I perioder som for eksempel barokken i 1600-tallet, rokokoen i 1700-tallet og 1800-tallets historicisme havde udsmykninger en særlig fremtrædende plads. Her blev dekoration brugt som pynt, der skulle fryde øjet, iscenesætte bygningen i en fortælling og vise bygherrens rigdom og overskud.

Marmorkirken i København (1874-94) af arkitekt Ferdinand Meldahl (1827-1908).

Marmorkirken er et tydeligt eksempel på, hvordan udsmykning i arkitektur kan bruges til både at markere rigdom, fortælle historier og skabe monumentalitet.

Marmorkirken i København er udsmykket med et væld af detaljer og dekorationsformer fra arkitekturhistorien. På facaden er der eksempelvis både brugt søjler og halvsøjler. Søjler kendes fra de klassiske græske templer, hvor de havde en bærende funktion. Ved Marmorkirken er søjlerne først og fremmest dekoration, hvor halvsøjlerne er sat uden på væggen.

Tempelfronten ved bygningens indgang er også en udsmykning, man har hentet fra den klassiske græske arkitektur. Denne monumentale indgang har arkitekten kombineret med et klassisk romersk træk. De tre indgange med buer over dørene er inspireret af de romerske triumfbuer og giver her kirken en fortælling om sejr og triumf. Samlet udstråler bygningens dekorationer en rigdom og eksklusivitet, samtidig med at de mange skulpturer og relieffer med bibelske motiver giver beskuerne en række historier.

Dekoration som markering af form

Radiohuset i København (1937-45) af Wilhelm Lauritzen (1894-1984).

I modernismen blev dekoration i arkitektur ofte knyttet tættere til materialer, proportioner og konstruktion. Siden da er dekoration først og fremmest blevet brugt som en ekstra markering af arkitekturens grundelementer. En dekorativ virkning kan man få frem ved en eksklusiv behandling af bygningens materialer som eksempelvis den fine behandling af de gule teglsten i Grundtvigs Kirke på Bispebjerg eller brugen af ahorntræ i interiøret i Radiohuset i København.

Aarhus Universitet (1932-42) af arkitekterne Kay Fisker (1893-1965), C.F. Møller (1898-1988), Poul Stegmann (1888-1944), C.Th. Sørensen (1893-1979).

Dekoration kan også opstå i spillet mellem murflader og åbninger, som på Aarhus Universitet, hvor vinduer, balkoner, døre og trapper er placeret på en unik, varieret og rytmisk måde i forhold til murmassen.

Friluftsskolen i København (1937) af arkitekt Kaj Gottlob (1887-1976), Amager, København.

Arkitekten Kaj Gottlob har fået en særlig dekorativ virkning frem ved at bruge smukke geometriske grundformer til sine rum. Dette ses fx i den ovale aula ved Skolen ved Sundet og i de ottekantede rum ved Friluftsskolen.

Operaen, Holmen, København (2001-2005) af arkitekt Henning Larsen (1925-2013).

Dekoration kan også opstå ved at forstærke et målestoksforhold, som det ses i taget på Operaen i København, hvor grebet giver bygningen en markant monumental virkning.

Hus i Gentofte fra 1954 af arkitekt Erik Christian Sørensen (1922-2011).

Man kan også vælge at markere konstruktionen som et æstetisk virkemiddel. Det kan man se i Erik Christian Sørensens eget hus i Gentofte fra 1954. Her vises konstruktionen med sit enkle spil mellem vandrette og lodrette spær og stolper. Konstruktionen er tydeliggjort med sort maling, hvilket skaber et grafisk og geometrisk udtryk. De sorte stolper bliver bygningens ledemotiv, der både kan ses ude og inde og dermed samler bygningen til en enhed.

Dekoration og arkitektonisk fortælling

Fantasifulde skorstene på Aarhus Toldkammer (1895-1897) af arkitekt Hack Kampmann (1856-1920).

Nogle arkitekter har en særlig sans for at få fortællinger frem i deres bygninger. I dansk arkitektur er Hack Kampmann en særlig interessant skikkelse. Hos ham bliver udsmykning en del af bygningens fortælling og identitet.

I mange år arbejdede han i Aarhus, hvor han krydrede sine bygninger med unikke detaljer, der også viser arkitekten som en stor humorist.

Den lille djævel på Aarhus Teater (1898-1900).

På toppen af Aarhus Teater (1898-1900) sidder eksempelvis en lille djævel og smiler skælmsk mod domkirkens spir – som kulturens modspil til kirken. Hver byggeopgave fra Kampmanns hånd har fået en meget personlig fortolkning, hvor gennemgående motiver samler bygningerne fra den overordnede disponering til de fantasifulde detaljer.