Paris i 1800-tallet: verdens første moderne metropol

Paris er en af verdens store metropoler. Allerede i 1800-tallet blev Paris indbegrebet af storbyen og ofte beskrevet som verdens første moderne metropol. Her blomstrede oplysningstidens tanker, og her fik ideerne om demokrati stor gennemslagskraft. Her opstod den moderne storby med dens menneskemylder, mangfoldighed af muligheder, indtryk og stemninger.

Haussmanns modernisering af Paris

I midten af 1800-tallet havde Paris nået en størrelse, så byen var ved at sprænges – indbyggertallet steg fra 547.000 i 1801 til 1.696.000 i 1861.

Kejseren ansatte derfor baron Haussmann til at gennemføre en drastisk modernisering af Paris’ bystruktur. Slumkvartererne, som var opstået i middelalderen, blev ryddet, og brede boulevarder blev anlagt til at forbinde store pladser. Den nye by blev lysere og renere med kloaknet, brede boulevarder og grønne områder.

I løbet af få årtier blev Paris selve billedet på den moderne storby – en ny verden, der gav sine indbyggere et enormt udbud af muligheder inden for boliger, forlystelser, transport, indkøb og helt nye måder at leve på.

Men Haussmanns reformer havde også en bagside. Hvert kvarter i den gamle by havde haft sin helt egen atmosfære, som nu blev ødelagt til fordel for ensretningen. Med de snorlige gader forsvandt de krogede kvarterers sjæl og hjemlighed, og byen blev fremmed og anonym. Tilknytningen til stedet manglede.

Passagerne – moderne grænserum

I takt med det voksende handelsliv i Paris blev der opført passager mellem de store gader og boulevarder. Passagerne var overdækkede gader mellem boulevarderne, hvor handlende kunne have butikker.

I løbet af 1800-tallet blev passagerne til vigtige butikscentre, som desuden repræsenterede en modvægt til Haussmanns ensretning af byen. I passagerne trivedes det uorganiserede, det gammeldags og det stemningsfyldte i små verdener for sig, væk fra den moderne by.

De udgjorde det organiske modstykke til Haussmanns geometriske struktur.

Passagerne blev opført med arkitektoniske træk fra gamle bygninger som kirker, museer og teatre.

Samtidig benyttede man moderne materialer som glas og jern, hvilket gjorde passagerne til et arkitektonisk møde mellem fortid og nutid. Passagens konstruktion som overdækket gade skabte en særlig intimitet i rummet.

Den moderne konstruktion af glas og jern gjorde det muligt at skabe et rum, der var en mellemting mellem ude og inde.

Gasoplysning – også en moderne opfindelse – gav mulighed for at inddrage aftenen som tid, hvor man tidligere havde været bundet til at blive inde, når først mørket var faldet på. Passagerne blev altså en slags grænserum, der ophævede årstiderne gennem overdækningen og dagsrytmen gennem belysningen. Passagekonstruktionen var et af de første arkitektoniske koncepter, som hurtigt blev udbredt internationalt.

Kunstnere og bohemeliv i storbyen

Paris var blevet en hektisk, udfordrende og spændende metropol. Storbylivet tiltrak kunstnere.

Malere og forfattere kom til og bosatte sig rundt om i byen, hvor de kunne færdes blandt og betragte mylderet af mennesker, heste og køretøjer, der fór forbi på de brede boulevarder og i de snævre passager. Kunstnerne indfangede dette liv og omsatte det til malerier, musik og litteratur.

En af de kunstnere, der levede i Paris på dette tidspunkt, var digteren Charles Baudelaire. Han var tiltrukket og fascineret af storbyens mennesketyper, livsformer og de nye erkendelser, som det moderne liv i storbyen førte med sig. Disse emner blev centrale i hans digte fra det parisiske bohememiljø, hvor han søgte at indfange det moderne storbylivs skønhed.

Flanøren i den moderne storby

En af de persontyper, der går igen i Baudelaires digte om livet i Paris som moderne metropol, er flanøren. Flanøren er den anonyme gentleman, der bevæger sig rundt i storbyens menneskemængde og skifter stemning alt efter de indtryk, han møder i metropolens pulserende liv.

Han vandrer rundt blandt menneskene, men deltager ikke aktivt – han iagttager dem bare og lever gennem det, han iagttager. Flanøren foretager sig ikke noget, der har et egentligt formål, men dyrker nyttesløsheden og søger originaliteten og følelsesintensiteten.