Dansk Arkitektur Center

Den danske pavillon på the 16th International Architecture Exhibition – La Biennale di Venezia

Det danske bidrag til 16th International Architecture Exhibition of La Biennale di Venezia præsenterer en dansk tilgang til innovation igennem fire projekter udvalgt af kurator Natalie Mossin. Udfordringerne i det byggede miljø kræver ny praksis, og de udvalgte projekter giver fire meget forskellige bud på bæredygtig udvikling. Som ramme for fortællingen om udveksling og samarbejde som forudsætning for reel innovation vises BLOX – Danmarks nye Freespace for arkitektur, design og bæredygtig udvikling.

Hvert andet år valfarter arkitekturinteresserede til Venedig, når arkitekter fra hele verden præsenterer deres udfordrende og inspirerende tanker og projekter på den berømte Biennale Architettura. Kulturministeriet har udpeget Dansk Arkitektur Center som kommissær for det danske bidrag, og bidraget støttes af Kulturministeriet, Realdania og Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg.

”De fire danske projekter sætter fokus på nogle af de særlige styrker ved den danske arkitekturtradition, nemlig samarbejde med andre faggrupper og et meget stærkt fokus på bæredygtighed. Jeg ser frem til at deltage på biennalen i Venedig og glæder mig til at se, hvordan de danske bidrag spiller sammen ved åbningen af udstillingen i den danske pavillon,” siger kulturminister Mette Bock.

Parterne bag projektet har udpeget arkitekt Natalie Mossin som kurator for det danske bidrag.

”Natalie Mossin har valgt at fortælle en dansk historie om, hvordan vi sammen kan komme nærmere en holistisk bæredygtig udvikling gennem samarbejde på tværs af faggrupper og på tværs af sektor og samfund. Temaet er særlig relevant i Danmark i år, hvor den filantropiske forening Realdania generøst overdrager nøglerne til BLOX – en ny bygning designet af OMA, som huser det nye Dansk Arkitektur Center, BLOXHUB samt en lang række andre kreative funktioner,” siger Kent Martinussen, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center.

”BLOX er meget mere, end en bygning. BLOX er et nyt sted på Københavns Havn fyldt med aktivitet, tilbud og møder mellem mennesker – lige fra besøgende i Dansk Arkitektur Centers udstillinger, børnefamilier på legepladsen til fagpersoner, der arbejder med bæredygtige byløsninger. Stedet skal styrke forståelsen for og arbejdet med arkitektur og byudvikling som vigtige ingredienser i at skabe et bæredygtigt samfund med øget livskvalitet,” siger adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård.

Foto af: Rasmus Hjortshøj, COAST Studio & BLOX

Freespace – generøs arkitektur

Den tematiske ramme er sat af kuratorerne for the 16th International Architecture Exhibition Yvonne Farrell og Shelley McNamara. Under overskriften “Freespace”, ønsker de to hovedkuratorer at fokusere på kernen af arkitekturens agenda, nemlig rummet i sig selv samt dets potentiale for generøsitet.

Udstillingen i den danske pavillon svarer på det overordnede tema ved at stille skarpt på det mulighedsrum, der opstår, når vi – stillet over for en lang række bæredygtige udfordringer – bevæger os fra de mange gode ideer til den svære implementering af ny praksis. Det er i det mulighedsrum, der kan opstå en generøsitet – et Freespace – hvor arkitekturens særlige bidrag kan give vores behov og ideer en bygget form.

Titlen på udstillingen i den danske pavillon er derfor ”Possible Spaces – Sustainable development through collaborative innovations”. Titlen henviser til de nye muligheder, vi må gribe for at skabe en bæredygtig udvikling, og de rum der opstår, når arkitekter i samarbejde med andre faggrupper udvider det mulige og implementerer nye løsninger.

Foto af: Torben Hjulmand

 

De danske udstillere

Natalie Mossin har valgt at udstille fire projekter; Nyt Svinkløv Badehotel af Praksis Arkitekter, Virgin Hyperloop One af BIG, Material Based Method K2 af CITA og Albertslund Syd af Vandkunsten.

Sammen med en filmisk installation om visionen bag det nyåbnede BLOX skal de fire cases sætte skarpt på innovation og samarbejde fra hvert deres perspektiv og med fokus på hver deres udviklingsdagsorden:

Mobilitet: Hyperloop One. Hvordan ændres verden, når den bindes sammen på nye måder?

Hvordan kan infrastruktur ændre rumlige relationer i den helt store skala? Udstillingen visualiserer fremtidens rejse med hyperloop, et visionært udviklingsprojekt skabt i samarbejde mellem BIG og en række internationale aktører, der sammen nytænker mobilitet og demonstrerer en radikal ny oplevelse af rum, landskab, tid og afstand.

Nye redskaber: K2. Hvad er potentialerne, når arkitekturens redskaber bliver tværfaglige?

Forskerne bag CITA og deres internationale samarbejdspartnere bidrager med en – i både skala og udførsel – imponerende installation, der demonstrerer potentialet i udviklingen af nye digitale tværfaglige design- og konstruktionsmetoder.

Kulturel Identitet: Nyt Svinkløv Badehotel. Hvordan kan arkitektur være med til at genskabe identitet og ejerskab?

Hvordan bruger vi hukommelse i arkitekturen? I Danmark kender alle historien om det historiske Svinkløv Badehotel, som brændte ned i 2016. Praksis Arkitekter står i spidsen for opførslen af det nye Svinkløv Badehotel i tæt dialog med bl.a. Realdania, brugerne og leverandører. I den danske pavillon inviteres publikum med ind i den arkitektoniske udviklingsproces, som har resulteret i det nye hotel.

Bæredygtig transformation: Albertslund Syd. Hvordan kan vi udvikle den eksisterende boligmasse til tidssvarende, bæredygtige hjem?

Fremtidens bolig er allerede bygget. I Danmark såvel som i resten af Europa er forstæderne præget af 1960’erne og 70’ernes store boligplaner, men områderne mangler menneskelig skala og passer ikke til nutidens familietyper. Renoveringsprojektet Albertslund Syd demonstrerer Vandkunsten Arkitekter, hvordan arkitekter i samarbejde med boligselskab, leverandører, kommune og beboerne kan gøre den eksisterende boligmasse tidssvarende og bedre for miljøet.

Fælles for de fire projekter er, at de alle repræsenterer reelle lokale løsninger – samtidig med at de demonstrerer et potentiale i forhold til de globale udviklingsdagsordener, de forholder sig til.

Pressekontakt

For yderligere information eller hvis du vil booke et interview eller en rundvisning i den danske pavillon, kontakt:
Presseansvarlig i Dansk Arkitektur Center,
Rikke Brams
+45 3047 3019
rbr@dac.dk

Sneak peeks på Twitter

Følg med på Dansk Arkitektur Centers Twitter profil @DACdotDK fra tirsdag den 3. april og de kommende uger frem, hvor vi gennem små film løfter lidt af sløret for, hvad du kan opleve i den danske pavillon. Du er velkommen til at bruge og/eller dele videoerne jeres forskellige SoMe kanaler og hjemmesider.

Om arkitekturbiennalen

The International Architecture Exhibition er verdens største arkitekturbegivenhed og finder sted hvert andet år. Mere end 60 lande deltager med udstillinger i de historiske pavilloner i Giardini-området, på Arsenale og rundt i hele byen.

Dansk Arkitektur Center er af Kulturministeriet udpeget som kommissær for det officielle danske bidrag til 16th International Architecture Exhibition of La Biennale di Venezia. Projektet støttes af Kulturministeriet, Realdania og Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur.

Læs mere om hovedtemaet og La Biennale di Venezia. 

Samarbejdspartnere på projekterne

Albertslund Syd, renovering af gårdhavehusene, Vandkunsten

Samarbejdspartnere: Boligforeningen AB Syd, Boligforeningen Vridsløselille Andelsboligforening, afdeling 4 Nord, Boligforeningen Vridsløselille Andelsboligforening, afdeling 4 Syd, Bo-Vest, Landsbyggefonden, Wissenberg AS, Ecosistema Urbano, Transolar, Imagine Envelope, LCA, Lise Gamst, Daniel Vedel, Albertslund Kommune, NCC AS, Energistyrelsen, EUDP, Formas, Nordic Built, Genbyg AS, Asplan Viak AS, Hjellnes Consult AS, Malmö Tekniska, KADK, CINARK.

Installation: Arkitekt Julie Hunæus Reuther, arkitekt Asbjørn Lund, arkitekt Hans Becker, arkitekt

Rasmus Gulløv, arkitekt Søren Nielsen, Carl Hansen og Søn AS (udlån af stole), Lokalhistorisk Samling Albertslund (film), Fabrikken for Kunst og Design (værksted).

Nye redskaber: Hvad er potentialerne, når arkitekturens redskaber bliver tværfaglige?, CITA

Samarbejdspartnere: Kangaroo / Daniel Piker, Department for Structural Design and Technology (KET), University of Arts Berlin,Fosters + Partners, Robert McNeel & Associates, Technical University of Denmark (DTU), Format Engineers (England), Mule Studio (England)

Installation: AFF – A. Ferreira & Filhos, SA (Portugal), Str.ucture (Tyskland), DSM Dyneema B.V (Holland), Alurays (Tyskland)

Sponsorer: Toppglass (Italien), SIKA (Tyskland)

Svinkløv Badehotel, PRAKSIS

Samarbejdspartnere: Fonden for Svinkløv Badehotel, Kenneth Toft-Hasen og Louise Toft-Hansen, Kristine Jensens Tegnestue, Henry Jensen A/S, Hundsbæk og Henriksen A/S, Martin Funch Rådgivende Ingeniørfirma ApS, Building Air Flow Technology, Gade og Mortensen Akustik A/S, Jammerbugt Kommune, Naturstyrelsen.

Installationen: Arkitekt Christina Capetillo, Snedker Niels Henning Bystrup, Kvadrat, GK Kaysen, Rene Schütze.

 

Virgin Hyperloop One, BIG

Samarbejdspartnere: Virgin Hyperloop One, Squint/Opera, TOMORROW.

Installation: Virgin Hyperloop One