Fotos af byens bagside
Rene linjer, skyfri himmel og fuldkommen mennesketomt. Arkitekturfotos er ofte så fokuserede på selve bygningsværket, at de mennesker, der skal bruge bygningen, er helt glemt. Udstillingen ’Ramt af Byen – fotos af levende steder’ på Dansk Arkitektur Center viser udvalgte fotos fra hele verden, hvor det derimod er samspillet mellem mennesker og byen, der er i fokus.
.
Med denne udstilling vil vi give noget kant til de traditionelle arkitekturfotos og vise nogle andre blik på byen, end dem vi er vant til. Livet i byen er til tider kaotisk, og mennesker bruger ofte arkitekturen på helt andre måder, end den var tiltænkt – og det er i dét krydsfelt, at det interessante foto opstår. Med denne udstilling – den sidste inden vi til næste år rykker til vores nye lokaler i BLOX, vil vi gerne hylde byens borgere. Nok er det arkitekter og planlæggere, der designer byen, men det er borgerne, der definerer den og skaber byens liv.
Tanya Lindkvist, programchef LIFE, Dansk Arkitektur Center
.
Når vi færdes i byen støder vi på uventede møder, sociale kontraster eller pludselige glimt ind i andre menneskers liv. Vi bliver ramt af byen og formet af den, selvom det er os, der har formet den til at starte med.
Udstillingen Ramt af byen – fotos af levende steder viser fotos af de grænser, møder og strømme, som opstår i byen. Der er hverken tale om mennesketomme fotos af arkitektur eller glansbilleder af det gode liv i byen med evigt solskin. Udstillingen går derimod bag byens blanke overflade og skildrer de hverdagsrutiner, sociale kontraster samt rør og ledninger, der binder byens liv sammen.
Først former vi byen, så former den os
’Ramt af byen’ undersøger, hvordan arkitektur og mennesker påvirker hinanden i en konstant dynamik. Hvordan bliver menneskers sociale liv påvirket af den måde, byen er formet på? Og hvad sker der, når mennesker bruger byen på en helt anden måde end dén, arkitekten oprindeligt havde designet?
Udstillingen er bygget op omkring tre temaer; møder, strømme og grænser. I ’møder’ kan man opleve fotos, der bl.a. går tæt på møder mellem mennesker, møder mellem menneske og natur i byen samt de fysiske mødesteder, som byen former. I ’strømme’ skildrer vi forskellige strømme, som krydser hinanden i byen; mennesker, trafik, varer, vand, penge og kommunikation. Strømmene flyder som regel frit – og det er først, når de stopper til, at vi bemærker, hvor vigtige de er. I det sidste tema ’grænser’ er der udvalgt fotos, som bl.a. ser på grænserne mellem offentlig og privat, mellem forskellige kvarterer, mellem gammelt og nyt eller mellem rige og fattige mennesker i byen.
’Ramt af byen’ inviterer publikum til at gå på opdagelse i byen og finde det skæve, sjove og uperfekte liv – og til at tale med andre om, hvordan vi bruger byen, hvordan den påvirker os, og ikke mindst hvordan vi ønsker vores byer skal udvikle sig i fremtiden.
Ramt af byen – fotos af levende steder er kurateret af Marie Stender og udviklet af Dansk Arkitektur Center. Udstillingen er støttet af Realdania.
Om udstillingen
Ramt af byen – fotos af levende steder vises på Dansk Arkitektur Center (plan 1), Strandgade 27B, 1401 København K indtil d. 28. februar 2018. Entrépris 60 kr.
Udstillingen åbner fredag d. 13. oktober kl. 16-18.
Efterfølgende er der Kulturnat med fotografi tema – fremkald bl.a. dit eget portrætfoto i et mørkekammer, få tips til at tage gode fotos af Jens Lindhe, byg LEGO® og eksperimentér med foto, skala og arkitektur.