Hvordan ser verdens bedste kontor ud?

AfterDAC

Dato

12. september 2024

Tidspunkt

20.00 – 21.30

Pris

Voksen
DKK 115.00
Voksen (DAC Klub)
Gratis
Rækker af borde og skove af skærme. De åbne kontorlandskaber har vundet terræn på den moderne arbejdsplads. Hvorfor har vi indrettet os på den måde? Er det godt for os? Kan det gøres bedre?

Holdningerne til storrumskontoret er delte. Nogle hader dem, mens andre foretrækker at sidde sammen, fremfor at være isoleret i eget kontor. Hvordan skaber vi de bedste rammer for arbejdet på et kontor? Er bordfodbold og sofagrupper godt for kreativiteten? Og hvad siger en virksomheds kontorlandskab om virksomhedens kultur? Vi ser nærmere på kontoret – både fra en arkitektonisk og filosofisk vinkel.

Kom med til AfterDAC , hvor vi har inviteret filosof og forfatter Anders Fogh Jensen samt arkitekt Nikoline Dyrup Carlsen, grundlægger af tegnestuen Spacon & X til en samtale med arkitekt Ane Cortzen om verdens bedste kontor. Som del af eventet åbner vi dørene til DACs eget storrumskontor. Vi går også igennem BLOXHUB på 3. sal, et co-working space, hvor der virkelig er kræset for stemning og detaljer.

Om samtalegæsterne

Nikoline Dyrup Carlsen, Arkitekt samt direktør/grundlægger af Spacon & X. Spacon & X er en prisvindende design-, arkitektur og innovationsbureau, startet i 2014 af bl.a. Nikoline Dyrup Carlsen. De står bl.a. bag en række kreative og utraditionelle indretninger – bl.a. af restaurant Popl, AOC og kontoret i Dansk Design Center.

 Anders Fogh Jensen, Filosof, forfatter og foredragsholder. Anders er medforfatter til bogen Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting, som handler om, at vi i vores arbejde bruger tid på opgaver, som reelt ikke giver værdi. Han har også i bøgerne Projektsamfundet og Projektmennesket set på, hvad han mener karakteriserer vores samfund i dag.

Om AfterDAC

AfterDAC er en aften med perspektiv og fordybelse. Arkitekt og TV/radiovært, Ane Cortzen, styrer os sikkert igennem en samtale med inviterede gæster om kunst, arkitektur, by og kultur. DAC Café serverer torsdagsmiddag, inden samtalen, med udsigt over havnen. Køb din madbillet, sammen med din entrébillet. Billetten giver også adgang til alle husets aktuelle udstillinger. Her står vores værter parat, til at tale om udstillingen med dig. 

Arrangementet er gratis, når entréen er betalt. Der skal bestilles billet på forhånd. Klubmedlemmer skal også logge ind og booke plads. 

Program

  • Mulighed for middag i DAC Café kl. 17.30 og 18. 
  • AfterDAC-baren er åben fra kl. 19.00
  • Rundtur i DACs kontor og i BLOXHUB: Et kontorfællesskab på 3. sal i BLOX. Turen starter i DAC, i gangen ned mod Educatorium kl. 19
  • Samtale og udstillingsåbning kl. 20.00-21.30 i Salen
  • DAC lukker kl. 22.00

Torsdagsmiddag 

Denne aften serverer DAC Café en særlig torsdagsmenu inden AfterDAC. Middagen koster 175 kr. og bestilles på forhånd sammen med AfterDAC billetten. Vælg hvornår du gerne vil spise, kl. 17.30 eller 18. Så reserverer vi automatisk bord til dig i DAC Café. Ankom til bestilt tidspunkt, så vi kan sikre, at alle når at spise inden AfterDAC. Gæster, der bestiller en enkelt kuvert, vil enten blive placeret ved højbord, eller ved et fælles langbord. Dermed sikrer vi, at flest muligt kan nyde torsdagsmiddag inden AfterDAC. 

Vælg imellem: 

  • Kalveschnitzel fra Grambogård med spinat, skorzonerrødder og fermenteret urtedip. Hertil mizunasalat med syltede beder og æblevinaigrette 
  • Stegt rødbedebøf med spinat, skorzonerrødder og fermenteret urtedip. Hertil mizunasalat med syltede beder og æblevinaigrette

Serveres med hjemmebagt brød og pisket smør

Er du medlem af DAC Klub? 

Som medlem af DAC Klub har du gratis adgang til AfterDAC. Men du skal booke billet. Log ind med din e-mail og få adgang til klubpriser. Klubmedlemmer kan tage lige så mange gæster med, som klubkortet angiver. Er du ikke medlem, kan du blive det her. 

Denne AfterDAC er en del af Golden Days programmet (d. 6-22. september), hvor temaet i år er Arbejde. Læs mere om Golden Days her: https://www.goldendays.dk/

 

Foto: Hedda Rysstad

×