Foto: Rasmus Hjortshøj

Arne Jacobsens mesterværk fylder 60 år

Kontakt

Presseansvarlig
Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927

Verdens første designhotel kunne fejre sit 60-års jubilæum i 2020. Det markerer Dansk Arkitektur Center med den lille gratis udstilling ’SAS Royal Hotel – en kærlighedshistorie’, der fortæller historien om Arne Jacobsens ikoniske bygningsværk. Udstillingen åbner på onsdag den 21. april 2021.

Da SAS i 1950erne indviede deres nye rute mellem USA og Skandinavien skulle det fejres med et bygningsværk, der kunne vise omverdenen det bedste inden for skandinavisk design. Opgaven var at tegne en bygning, der både var et luksushotel, et rejsebureau og en terminal, hvor passagererne kunne tjekke ind, inden de kørte til lufthavnen. Opgaven gik til den visionære arkitekt Arne Jacobsen (1902-1971).

SAS Royal Hotel nu Radisson Collection Royal Hotel, er et vaskeægte gesamt-kunstwerk. Et arkitektonisk værk, som er gennemtænkt og gennemarbejdet helt ned til bestikket i restauranten. Det er et arkitektonisk mesterværk, der udgøres af mange hundrede små og store elementer, der tilsammen danner ét sammenhængende hele. Mange af elementerne, som fx stolene Ægget, Dråben og Svanen, bestikket og dørgrebene er blevet så stærke designikoner i deres egen ret, at mange slet ikke aner, at de i virkeligheden blev tegnet til hotellet.

SAS Royal Hotel, der blev indviet i 1960, er en af Arne Jacobsens mest ikoniske bygninger, og hotellet, der blev en af Danmarks første skyskrabere, er et lysende eksempel på, hvordan han mestrede alle led i den arkitektoniske proces.

Udstillingen ’SAS Royal Hotel – en kærlighedshistorie’ fortæller historien om en bygning, der på den ene side var det mest moderne hotel i Norden, men på den anden side var udskældt i de første leveår:

“Ja, de kalder det for hulkortet, og det er meget sjovt, for det ligner det faktisk, når vinduerne står åbne en varm sommerdag. Det er jo blevet kaldt så mange ting…fx ‘glas cigarkassen’. Og der er jo mange, der syntes, det var et rædsomt grimt hus, og det er der måske mange, der synes endnu. I hvert fald fik det første præmie, da man lavede en konkurrence om hvilket hus, der var Københavns grimmeste hus,” huskede Arne Jacobsen selv, da han blev interviewet til en portrætfilm.

Verdensklasse gennem seks årtier

I dag fylder bygningen danskerne med stolthed. Den lægger hvert år stål og glas til beundrende blikke fra turister og arkitekturstuderende fra hele verden. Og mange tusinde design-aficionados står i kø for at tage elevatoren til 6. etage, når de skal besøge værelse 606, der som det eneste stadig står, som det gjorde ved indvielsen.

Udstillingen præsenterer Arne Jacobsens mesterværk, der blev set så skævt til på sin tid, og viser, hvordan det samtidig var og er en kærlighedserklæring til København. Den viser, hvordan god arkitektur har sin berettigelse på tværs af generationer og stilarter. At god arkitektur fortsætter med at pege fremad.

”Arne Jacobsen var en vanvittig visionær arkitekt i sin samtid, og hans arvs kontinuerlige betydning for dansk arkitektur kan ikke undervurderes. SAS Royal Hotel er bare ét eksempel på, at han stadig er yderst relevant i 2021. Bygningens sammenhængskraft er uovertruffen og er med sin detaljerigdom og funktionalitet et absolut hovedværk også set med internationale arkitektur-briller.” fortæller Tanya Lindkvist, Programchef. Dansk Arkitektur Center.

4 zoner

Udstillingen er inddelt i fire tableauer. I det første zoomes ind på arkitekten Arne Jacobsen, der var en moderne pioner og forud for sin tid. I det andet rettes fokus mod indretningen af SAS Royal Hotel med særligt fokus på værelse 606. Det tredje rum viser, hvordan Arne Jacobsens bygning og design har haft indflydelse helt op til i dag. Det sidste tableau er et oplevelsesrum – en installation, der pirrer sanserne og er en hyldest til AJ-bestikket designet til SAS Royal Hotellets restaurant.

Arne Jacobsen står som en absolut ener i dansk arkitektur- og designhistorie. Med sit alsidige talent og utrættelige virkelyst skabte han med blandt andet SAS Royal Hotel historie og medvirkede til at sætte dansk arkitektur på verdenskortet.

DAC SAS – tur/retur

I forbindelse med særudstillingen om SAS Royal Hotel tilbyder DAC en eksklusiv guidet tur, der starter i udstillingen i DAC og går videre igennem byen ind på hotellet og op i det ikoniske værelse 606, der stadig står i dag, som det gjorde i 1960 med originalt interiør.

Udstillingsperiode

Udstillingen kan ses i DAC Passage fra 21. april til 24. oktober 2021. Der er gratis adgang.

Tak til alle der har bidraget

Udstillingen er udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Radisson Collection Royal Hotel og støttet af den filantropiske forening Realdania.

Tak til Arne Jacobsen Design I/S, Fritz Hansen og Stelton A/S.