Dansk Arkitektur Center opruster med stærk profil

Kontakt

Presseansvarlig Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927

Dansk Arkitektur Center har per 1. oktober ansat Kika Krista Kjærside som Programchef for Sektor med fokus på de professionelle segmenter inden for byggeri, arkitektur, planlægning og design.

Kika er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus og har gennem hele sin karriere haft arkitektur som sit omdrejningspunkt – dog uden at have ageret som tegnende arkitekt. Hun har mange års erfaring med formidling af arkitektur, både til kultursegmentet, de professionelle og internationalt. Hun har tidligere været ansat i Dansk Arkitektur Center som senior-projektleder på store nationale og internationale udstillinger fra 2012 – 2016. Arbejdet med international markedsføring af dansk arkitektur startede hun under EXPO2010 i Shanghai, som ansat hos daværende 2+1Idébureu og i tæt samarbejde med BIG.

Jeg glæder mig meget til at fortsætte og styrke Dansk Arkitektur Centers arbejde med national vidensdeling og international markedsføring af dansk arkitektur. Arkitekturfeltet spænder bredt fra design, håndværk, bygninger og byggeudvikling til aktørerne i processerne og i branchen som er mange. Og mere end nogensinde spiller sektoren i bred forstand en afgørende rolle i omstillingen til en mere bæredygtig samfundsudvikling i Danmark og i verden. Og her mener jeg, at dialog og samarbejde på tværs i branchen er afgørende, hvis vi skal lykkes. Det glæder jeg mig meget til at kaste mig ud i sammen med mine nye brand-dygtige kollegaer”, siger Kika Krista Kjærside.

Kika kommer retur til Dansk Arkitektur Center efter en årrække på tegnestue, først hos AART Architects og siden i en ledende rolle hos BIG – Bjarke Ingels Group. Begge steder har hun været en del af forretningsteamet med ansvar for de nordiske markeder. Stillinger og roller som har bidraget til en stærk forståelse og kendskab til de processer og markedskræfter branchen bevæger sig i. Denne viden og erfaring skal Kika sætte i spil i sin nye rolle i Dansk Arkitektur Center.