Fang din by 2021 er skudt i gang

Kontakt

Presseansvarlig
Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927

Danmarks mest folkelige fotokonkurrence er skudt i gang. Blandt jurymedlemmerne er en streetfotograf, en debattør og en tidligere overborgmester.

Under temaet ’En by for alle’ skal fotoentusiaster fange byens rumlighed i stor fotokonkurrence, når Dansk Arkitektur Center for 6. år i træk inviterer til Fang din by. De 55 bedste fotografier bliver udstillet for offentligheden på Bryghuspladsen ved Dansk Arkitektur Center til sommer, og som noget helt nyt i år også på fem udvalgte biblioteker fordelt over hele landet. Man kan indsende bidrag fra d. 13. marts til d. 13. maj 2021.

Er vores byer for alle?

I år er temaet for fotokonkurrencen ‘En by for alle’. Vi er fælles om vores byer – men er der egentligt plads til alle? Inviterer vores byers arkitektur til at alle borgere kan bruge byens rum? Er der muligheder for alle at udfolde sig uanset køn, alder, etnicitet, eller særlige behov?

I fotokonkurrencen Fang din by opfordrer Dansk Arkitektur Center til, at man viser sin by, som man selv ser den. Det kan være de gode eksempler, men også de mindre gode.

I juryens bedømmelsen af hvert billede vægtes det at:

  • Årets tema tydeligt er indarbejdet
  • Der er interaktion mellem de fysiske rammer og mennesker
  • En spændende billedkomposition

Juryen består af tidl. overborgmester i København, Minister og EU-kommissær Ritt Bjerregaard, Direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom (DFUNK), jurist og en markant skikkelse i flygtninge- og minoritetsdebatten Natasha Al-Hariri, direktør for Copenhagen Photo Festival Maja Dyrehauge Gregersen, urbanist, rådgiver og film- og podcastproducent Niels Bjørn, programchef på Dansk Arkitektur Center Tanya Lindkvist samt tidligere vinder af Fang din by, street- og Arkitekturfotograf Dennis Skyum.

“Hvis der er noget, det sidste år har vist os, så er det, at vi har behov for at bruge byen på nye måder. Når forholdene pludselig ændrer sig så markant, som var tilfældet med corona, så kan byens rum og arkitektur blive udfordret – for er der i virkeligheden plads til alle? Sidste år fik vi rekordmange indsendte bidrag, og vi håber, at danskerne stadig har lyst til at komme ud og gå på opdagelse i vores byer rundt omkring i hele Danmark og vise os lige præcist det, som de oplever byen kan eller ikke kan,” fortæller Tanya Lindkvist, Programchef på Dansk Arkitektur Center.

Udstillingsperioden er fra d. 18. juni – 7. oktober 2021

Fotoudstillingen Fang din by kan opleves til sommer på Bryghuspladsen foran Dansk Arkitektur Center. For første gang i år får udstillingen også liv i Jylland og på Fyn, nemlig på DOKK1 i Århus, Aalborg Bibliotek, Sønderborg Bibliotek, Faaborg Bibliotek og Ringsted Bibliotek.

For mere information om konkurrencebetingelser, præmier og jurymedlemmer besøg www.dac.dk/udstillinger/fang-din-by-2021

Sådan deltager man

Læg dit billede på instagram med #DACfangdinby2021. Eller send dit billede og kontaktoplysninger til fangdinby@dac.dk med ”Fang din by 2021 – hovedkonkurrence” i emnefeltet.

Konkurrencen løber fra d. 13. marts til d. 13. maj 2021. Fotograferne bag de udvalgte fotos og vinderne af 1, 2 og 3. præmien får direkte besked i uge 21.