Fra affald til arkitektur

Gulve af bildæk, lofter af plastikflasker og vægge af skrottet træ. Udstillingen ’Wasteland’ af Lendager Group på Dansk Arkitektur Center udfordrede vores forhold til affald og inviterede os inden for i en nær fremtid, hvor affald vil få altafgørende betydning for måden, vi bor, lever, arbejder og forbruger på.

“På den ene side står vi som samfund over for enorme problemer i form af klimaforandringer, forurening, øgede ressourcepriser og en hastigt voksende befolkning og middelklasse. På den anden side står vi også over for en unik mulighed for at vende udfordring til potentiale. Tricket er at forene innovation, samarbejde og god gammeldags sund fornuft og se muligheder og værdi i stedet for affald. – Det gør vi i Lendager Group, men som samfund har vi brug for en fælles indsats på tværs af virksomheder, politikere og private borgere. Derfor glæder vi os til at åbne op og byde alle velkommen i Wasteland,”  siger Anders Lendager, stifter og partner i Lendager Group.

“Lendager Group er en af frontløberne – også internationalt – i upcycled produktion. De har en vision om et affaldsløst samfund, som vi rigtig gerne vil gøre konkret og håndgribelig for vores publikum. Udstillingen vil forandre den måde, vi anskuer affald på ved at sætte det i et fascinerende nyt lys, som en ressource af høj økonomisk og æstetisk værdi. ‘Wasteland’ viser, at affald ikke længere er et restprodukt. Tværtimod. Det er vores vigtigste uudnyttede ressource,”  siger Tanya Lindkvist, LIFE programchef, Dansk Arkitektur Center.

Alene i Danmark produceres der 11,7 mio. tons affald om året. I udstillingen ‘Wasteland – fra affald til arkitektur’ så den bæredygtige byggekoncern Lendager Group nærmere på, hvordan affaldet kan blive til ny arkitektur – til nye ressourcer. Vi kender efterhånden til vigtigheden af genbrug, men det som virkelig kommer til at rykke grænserne er “upcycling”. I upcycling-processen bliver materialet ikke bare genbrugt men genanvendt til et nyt, forbedret materiale. I udstillingen demonstrerer Lendager Group f.eks. en af verdens første bygninger, bygget af upcycle genbrugsbeton. Sådanne danske pionerprojekter er eksempler på, hvordan den positive udvikling imod et øget fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi i samfundet, kan blive til konkrete projekter med betydelige miljømæssige og økonomiske gevinster.

Fra champagnekorkpropper til et nyt hjem

Udstillingen, blev vist fra 26. januar til 17. april 2017, tog udgangspunkt i seks forskellige materialer; træ, mursten, metal, glas, beton og plastik. Først mødte vi materialerne som rest- og affaldsprodukter og følger derefter den transformation, der sker, når de bliver til nye materialer, nye bygninger – endda til helt nye byområder, hvor alting genanvendes. Bl.a. kan man opleve det danske Upcycle House, der er opført af Realdania By & Byg, og et eksempel på et parcelhus, som består af 90 procent upcycled materialer – hvor bl.a. isoleringen består af ‘flamingo’ fra en møbelhandlers stor-emballage, facaderne er lavet af genbrugte aluminium sodavandsdåser, vinduerne fra en nedlagt skole, husets sokkel stammer fra en gammel skøjtebane og køkkenets gulvbelægning er lavet af champagnekorkpropper.

Resultatet er et hus opført med 86 procent lavere CO2-fodaftryk, sammenlignet med et lignende type hus. Huset har kostet 1,7 mio. kr. at producere og viser dermed også, at det kan betale sig økonomisk at bygge på denne måde. Og æstetikken er heller ikke gået tabt – huset fremstår moderne og med mange detaljer.

Et affaldsløst samfund

Nogle af de spørgsmål, som udstillingen bl.a. stillede, var, hvordan bygninger kan optage CO2 i stedet for at udlede CO2? Hvordan kan man genanvende materialer fra forladte huse? Og helt overordnet: Hvordan kan vi bygge huse af affald? Det er spørgsmål, som er yderst relevante, hvis f.eks. strategien om ‘Et Danmark uden affald’ eller EU’s fokus på cirkulær økonomi skal lykkes.

Om udstillingen

‘Wasteland’ blev vist fra den 26. januar til den 17. april på Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B, 1401 København K. Til udstillingen kobler sig en række arrangementer og På Stedet besøg til bl.a. Lendagers projekter. Koblet til udstillingen er en mindre, gratis børneudstilling på plan 2, hvor børn og deres forældre inviteres med til at bygge et hus af affald.

Om Lendager Group

Lendager Group udspringer af tegnestuen Lendager Arkitekter og beskæftiger i dag 36 medarbejdere. Bæredygtige løsninger er Lendager Groups kernekompetence og det evige udgangspunkt for nye opgaver. Igennem de tre afdelinger: arkitektur og byudvikling, stra­tegi og analyse samt upcycle produktudvikling forsøger Lendager Group konstant at rykke grænserne for bæredygtighed. Det er firmaets målsætning at være med til at reduce­re den globale CO2-udledning og minimere de menneskeskabte klimaforandringer mest muligt. Herunder at sikre, at et bæredygtigt, oplevelsesfyldt, sundt, socialt og økonomisk rumligt samfund, med ren luft, vand og jord, vedvarende energi samt ressourcebevidsthed bliver en realitet også for kommende generationer.

Om udstillingen

Wasteland‘ blev vist fra den 26. januar til den 17. april på Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B, 1401 København K. Entre: 60 kr. Til udstillingen koblede sig på en række arrangementer og På Stedet besøg til bl.a. Lendagers projekter. Koblede til udstillingen var en mindre, gratis børneudstilling på plan 2, hvor børn og deres forældre blev inviteret med til at bygge et hus af affald.

Pressefotos

Find pressefotos her