Foto: Mikkel Barker

Ny podcast sætter fokus på strategisk byledelse

Kontakt

Presseansvarlig Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927

Dansk Arkitektur Centers nye podcastserie “Strategisk Byledelse” er for alle, der arbejder professionelt med udvikling og ledelse – men også dem, der er nysgerrige på, hvordan der ser ud i byplanlæggernes maskinrum. De første tre afsnit ligger allerede tilgængeligt og kan lyttes til – helt gratis.

Fremover udgives nye afsnit en gang om måneden. Her vil værterne sammen med forskellige eksperter diskutere byers udvikling. Serien undersøger, hvad der skaber reelle resultater, og hvordan vi tackler byens aktuelle udfordringer som klimaforandringer, demografiske ændringer, samskabelse og arkitektonisk kvalitet. Ja, hvordan vi i det hele taget sikrer rammen for det gode liv i vores byer.

Episode 1: Om at sætte retning

Danmarks udvikling bestemmes i de enkelte byråd, og kvaliteten af deres ledelse er afgørende for vores lands fremtid. Men hvad skal der til for at sætte retning for kommunernes udvikling? Det svarer ledelsesguru Steen Hildebrandt og stadsdirektør i Odense, Stefan Birkebjerg Andersen, på i denne første episode.
Værter: Lars Fjendbo Møller og Bjarne E. Jensen

Episode 2: Sådan ligger landet

Penge, politik og planlægning: Hvorfor er der forskel på vækst- og levevilkårene i byerne og på landet? Hvordan har forholdet mellem by og land udviklet sig, hvad er der på spil, og hvad er kommunernes fremtidsudsigter i den stigende konkurrence mellem byerne? Vi har talt med politolog Ove Kaj Pedersen.
Værter: Lars Fjendbo Møller og Bjarne E. Jensen

Episode 3: Borgersamling: Et nyt beslutningsværktøj?

Antallet af opgaver og graden af kompleksitet er steget i kommunerne. Men nu kan en helt ny metode kaldet Borgersamling, være med til at kvalificere de store, svære beslutninger. Hvordan virker det, hvad kan det, og hvornår er det relevant? Det forklarer og diskuterer demokratiekspert Zakia Elvang og vicedirektør i Københavns Kommune Karsten Biering Nielsen.
Værter: Lars Fjendbo Møller og Bjarne E. Jensen

Fakta om podcasts udgivet af Dansk Arkitektur Center

Dansk Arkitektur Center udgiver fem forskellige podcastserier: Building the future, Byens ånd, Let’s Talk Architecture, MorgenDAC LIVE og Strategisk Byledelse. De forskellige podcastserier inviterer spændende gæster med noget på hjertet ind, og giver plads til refleksion og ny viden.

• Strategisk Byledelse udkommer med en ny episode en gang om måneden
• Podcastserien indeholder ved udgivelsen 3 episoder
• Podcasten er gratis
• Strategisk Byledelse kan lyttes til via din foretrukne podcastkanal fx iTunes og Spotify eller afspil den direkte på www.dac.dk/podcasts