Se de 6 vinderfotos: Ny fotoudstilling viser byens sjæl fra Nuuk til Urbanplanen
Kontakt
Presseansvarlig Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927
I går den 9. juni blev vinderne af Danmarks mest folkelige fotokonkurrence Fang din by 2022 afsløret, da Dansk Arkitektur Center inviterede til festlig udstillingsåbning og præmieoverrækkelse. Fotoudstillingen står på Bryghuspladsen foran Dansk Arkitektur Center til 2. oktober, og derudover kan den opleves på udvalgte biblioteker rundt om i landet.
Oplev de 56 fotografier, der er kåret som årets bedste i Dansk Arkitektur Centers store årlige fotokonkurrence ´Fang din by´. For 7. år i træk kan man gå på opdagelse i fotografier taget af fotoglade danskere i alle aldre.
Udstillingen viser fotos, der kommunikerer byens fortællinger. Med årets tema ’Byens sjæl’ ønskede Dansk Arkitektur Center at se danskernes blik på, hvad det gør en by særlig for dem. Hvad adskiller en by fra en anden? Og hvor gemmer byens sjæl sig? Er det i bygningerne? I stemningen? I det gamle eller i det nye.
Dansk Arkitektur Center har modtaget over 5.300 fotos fra arkitekturfotografer, fotointeresserede og skoleelever fra alle egne af landet, der viser, hvordan arkitekturen danner rammen om det levede liv. En ting der går igen i årets indsendte fotos er en form for genkendelighed og tryghed. Det er fotos, der rummer både noget gammelt og noget nyt samt viser møder mellem fortid og nutid.
Juryen består af model og fotograf Helena Christensen, anmelderrost forfatter og fast tegner for Politiken med striben Ting jeg gjorde Maren Uthaug, sidste års 2. plads ved Fang din by Anders Hjerming, direktør for Copenhagen Photo Festival Maja Dyrehauge Gregersen, og programchef på Dansk Arkitektur Center Tanya Lindkvist.
Fotokonkurrencen er støttet af den filantropiske forening Realdania, og udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Copenhagen Photo Festival.
Vindere af den åbne konkurrence
1. plads: Dame og statue af Tanja Zhigalova:
2. plads: Et glimt af sol efter storm af Sophie Juliane Lydolph
3. plads: Urbanplanen af Sally Storm
Vindere af skolekonkurrencen
1. plads: Byens hjerte af Kaya Lund Jørum, 8. klasse, Stokkebækskolen
2. plads: Skolegårdens sjæl af Caleb Romby og Malthe Degn Kristiansen, 5.B., Dueholmskolen
3. plads: Æ Kleinbahn af Julie Clarisse Bjørnskov, 7.A. Gråsten Skole
Vinderne af den åbne konkurrence
1. plads
Tanja Zhigalova
Juryen mener:
“Et vinderfoto man husker – det er flot komponeret og bestemt ikke kedeligt. Modsætningen mellem den ældre dame, der stille nyder sin avis i morgensolen, og den store patriarkalske statue med sin tavle i hånden er skøn. Damen med avisen lader sig ikke dominere af den skyggende statue, men sameksisterer på fineste vis. Sjælen er her udefinerbar og opstår i mødet mellem byens historie og det hverdagsliv, der leves i den.”
2. plads
Sophie Juliane Lydolph
Juryen mener:
“Fotoet rammer lige ned i vores forestillinger og fordomme om, hvad en by overhovedet er. Ved første øjekast tænker man måske ikke, at det er en by, men ser man nærmere efter så træder det tydeligt frem. Et foto, der viser, at byens sjæl er mange ting. Med den globale urbanisering er vi vant til at tænke byer i større skala, stor volumen og med ret ens arkitektur. Men her ser vi træhuse og isbjerge – der er helt unikt for Nuuk og byens sjæl der.”
3. plads
Sally Storm
Juryen mener:
“Et tidløst, enkelt foto, hvor vi ikke helt kan vide, om vi er i 1970’erne eller i 2022? Det fanger en tilstand, sjæl og en stemning, der kan genfindes i mange danske provinsbyer – ikke bare i Urbanplanen på Amager, hvor fotoet er taget. Det viser et billede af byens sjæl, der ikke er det typiske glansbillede. Her er det ikke de historiske bygninger i solskinnet, der er fanget, men de karakteristiske bygninger fra 1960’erne, som vi ser i mange danske byer. “
Vinderne af skolekonkurrencen
1. plads
Kaya Lund Jørum
8. klasse, Stokkebækskolen
Juryen mener:
“Byens sjæl er byens centrum – og alle mødes hos købmanden! Det er et meget nøgternt og enkelt foto, men alligevel rummer det mange historier. Historier om livet i mindre byer, der både kan rumme stærke fællesskaber, men måske også en længsel efter at komme væk.”
2. plads
Caleb Romby og Malthe Degn Kristiansen
5.B. Dueholmskolen
Juryen mener:
“Et flot komponeret foto – der kan tolkes på mange måder. Er basketballbanen byens sjæl og samlingspunkt? Eller er der noget, der er i opbrud her? Bladene flyver væk, og nettet i kurven er i stykker. Er det et sted, man vil være, eller et sted, man vil væk fra? Er sjælen forsvundet?”
3. plads
Julie Clarisse Bjørnskov
7. A. Gråsten Skole
Juryen mener:
“Dette foto skriger “2021”. Det er en stærk social og klimabevidst kommentar til alle de mundbind, der ligger og flyder i byens rum. På rekordtid er det blevet svært at visualisere et byrum uden at se mundbindsdækkede ansigter for sit indre, og det har skabt en ny barriere for det sociale liv i vores byrum. Det er visuelt stærkt, med flotte farver og komponenter, og det er både klamt og smukt på samme tid.”
Udstillingsperioder
Udover udstillingen på Bryghuspladsen ved Dansk Arkitektur Center vises fotoudstillingen også på udvalgte biblioteker fordelt over hele landet, og som noget nyt også på Folkemødet på Bornholm.
- 9. juni – 2. oktober 2022: Bryghuspladsen ved Dansk Arkitektur Center, København
- 9. juni til 31. juni: Allinge, Bornholm (inkl. Folkemødet)
- 1. juli til 30. juli: Dokk1 i Aarhus
- 1. august til 31. august: Sønderborg foran Hovedbiblioteket
- 1. september til 2. oktober: Faaborg/Ringe bibliotek