Zaha Hadid- World architecture

Et landskab af 130 tårne, et flydende lyshav, der former sig efter kroppens bevægelser og tagkonstruktioner som futuristiske svævende tæpper. Sommerens udstilling i Dansk Arkitektur Center byder på arkitekturoplevelser for alle sanser.

“Verden bliver en anden i Zaha Hadids univers. Udstillingen i Dansk Arkitektur Center viser, hvordan arkitekturens felt er udspændt mellem det kunstneriske og det teknologiske, og viser hvordan Zaha Hadid har skabt sin helt egen metode til at forene dem – både når hun bygger, designer og når hun skaber udstillinger”,fortæller Nanna Bjerre Hjortenbjerg, programchef i Dansk Arkitektur Center

“I Realdania er vi glade for at være med til at give publikum mulighed for at opleve en arkitekt somZaha Hadid, der tilhører den absolutte verdenselite, og som gennem de sidste tre årtier har formået at skabe et kraftfuldt arkitektonisk udtryk. Hun er på mange måder ikonet for forestillingen om det 21. århundredes arkitektur og en af de første kvinder til for alvor at etablere sig i arkitekturens top,”siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania

Udstillingen Zaha Hadid – World Architecture kan opleves i Dansk Arkitektur Center fra den 29. juni – 29. september 2013

Den irakisk-britiske arkitekt Zaha Hadid er en af de mest eftertragtede og omdiskuterede arkitekter i verden. Hun er tilmed den eneste kvinde i arkitekturens internationale superliga og den første kvindelige arkitekt, der har modtaget den prestigefulde Pritzker Architecture Prize – også kaldet ‘arkitekturens nobelpris’.

Første soloudstilling i Danmark

Udstillingen i Dansk Arkitektur Center er Zaha Hadids første soloudstilling i Norden og dermed første gang, at et dansk publikum kan få indblik i stjernearkitektens univers.

Til sommerens udstilling har Zaha Hadid Architects skabt en udstillingsoplevelse udover det sædvanlige, hvor man som besøgende bliver inviteret ind i en verden af sofistikerede højhuse, svævende skaller, udvalgte byggerier og designobjekter. Alt sammen koreograferet i et grænseløst landskabeligt univers, der viser hvordan Zaha Hadids bygninger og designs opstår i et avanceret digitalt og geometrisk univers.

Verdensklassearkitektur

De seneste 30 år har Zaha Hadid konstant udfordret arkitekturens grænser med et sanseligt og eksperimenterende formsprog, der på mange måder er blevet et billede på forestillingen om fremtidens globale arkitektur. Det gælder eksempelvis bygninger som MAXXI Museum of Contemporary Arts i Rom (2009), Guangzhou Opera House i Kina (2010), Nordpark Cable Railway i Insbruck (2007), London Aquatic Centre (2011) og herhjemme tilbygningen til Ordrupgaard (2005) nord for København.

Parametrisk design

Udstillingen i Dansk Arkitektur Center giver, med afsæt i en række konkrete projekter, indblik i det abstrakte arbejde, der ligger forud for det endelige design og viser, hvordan drømme kan blive til virkelighed i et avanceret digitalt univers. Zaha Hadid var en af de første arkitekter, der tog computeren til sig som redskab og i dag er parametrisk design – en metode hvor avancerede computerprogrammer kan optimere og bestemme den optimale bygningsform i forhold til en række definerede parametre – udgangspunkt for den arkitektur, der har Zaha Hadids signatur.

Med egen krop som redskab

Specielt til udstillingen i Dansk Arkitektur Center har Zaha Hadid Architects arbejdet sammen med danske Kollision, CAVI og Mads Wahlberg og skabt en interaktiv installation. Her kan man stille sin egen krop til rådighed som parameter og opleve, hvordan det avancerede computerprogram kan generere bygningsformer ud fra kroppens bevægelser.

Ordrupgaard – Nordens eneste Zaha Hadid byggeri

I 2005 skabte Zaha Hadid tilbygningen til kunstmuseet Ordrupgaard nord for København, hvilket er hendes eneste byggeri i Norden. Ved at afkode og fortolke museets omgivelser, føjer tilbygningen med sit særegne udtryk en ekstra dimension til Ordrupgaards oprindelige, klassicistiske bygning.

I hele udstillingsperioden samarbejder Dansk Arkitektur Center og Ordrupgaard om fælles billetter. Ved fremvisning af billet fra Dansk Arkitektur Center får man gratis entré til Ordrupgaard. Fremvisning af billet fra Ordrupgaard giver ligeledes gratis adgang i Dansk Arkitektur Center.

Aktiviteter i udstillingsperioden

I udstillingsperioden vil der være omvisninger, foredrag, familieworkshops og andre arrangementer relateret til Zaha Hadids arkitektur.

Udstillingen Zaha Hadid – World Architecture er udviklet af Zaha Hadid Architects i samarbejde med Dansk Arkitektur Center med støtte fra Realdania og Kvadrat