Milan
Design
Week

Museum of Science and Technology Leonardo Da Vinci i Milano

Udstilling

3. – 12. september 2021

Danmark vil være stærkt repræsenteret med en bemærkelsesværdig udstilling om bæredygtig arkitektur og design på årets Milan Design Week. I år handler det danske bidrag på verdens vigtigste designbegivenhed om cirkulær økonomi, genbrug, grøn konvertering og klimaløsninger.

I Rossana Orlandis TrashFormation Village vil Danmark deltage med to installationer, designet og kurateret af Lendager Group, nogle af verdens førende arkitekter indenfor bæredygtigt og cirkulært byggeri.

Pavillonen og udstillingen er en re-kurateret udgave af den danske pavillon, som Realdania, VisitDenmark, Industriens Fond og Erhvervsministeriet finansierede til brug for Olympiaden i Tokyo, som grundet Covid-19 ikke kunne gennemføres.​ Pavillonen er designet af Lendager Group og består af stole, der er skabt af genbrugstræ og genbrugsplast. Pavillon og udstilling i Milano udtrykker således på bedste vis genbrug og cirkulær økonomi som en dansk styrkeposition inden for arkitektur og design.

15 danske designfirmaer deltager i udstillingen og tilbyder forskellige synspunkter på den danske designtradition ud fra følgende perspektiver: langvarig produktion & håndværk, nyt dansk design, grønne materialer og leg & kreativitet.

Design kan transformere verden

Folk fra hele verden vil se danske løsninger lige fra livsstilsprodukter og møbler til arkitektur, høre debatter om arkitektur og byløsninger og se hvordan vi gennem genbrug og cirkulær økonomi kan tage ansvar for at sænke vores CO2-udledning.

Danmark vil gå foran og viser gode eksempler på, hvordan dansk arkitektur og design kan understøtte FN’s verdensmål, især delmål 12, der fokuserer på ansvarligt forbrug og produktion, og delmål 11 med fokus på bæredygtige byer og samfund.

Listen over deltagende virksomheder tæller Bang & Olufsen, Birgitte Due Madsen, DK3, File Under Pop, Hans Sandgren Jakobsen, Linie Design, Mater Design, Menu Space, PP Møbler, Raawii, Small Revolution og Wehlers.

Udviklet af

Partnerne bag det danske bidrag er Danmarks ambassade i Rom, Dansk Industri, VisitDenmark i Italien, Creative Denmark og Dansk Arkitektur Center.

Projektet er støttet af Udenrigsministeriet og Realdania.