Illustration: Alexandra Vamberg Belli

Hvordan bliver fremtidens arkitektur?

Af Asta Melchior Jelsing
21. september 2023

Mindre nybyggeri og flere ombygninger. Ud med det spektakulære og ind med det pragmatiske. Byggeriet vil favne bredere, og arkitektens rolle vil ændre sig. Det er nogle af de forudsigelser, man får, når man spørger de nyuddannede arkitekter Kasper, Rikke og Alexandra. Mød dem i videoerne herunder.

Én gang om året viser Det Kongelige Akademi en udstilling med nyuddannede arkitekters afgangsprojekter. Med udgangspunkt i tre projekter fra afgangsudstillingen i sommeren 2023, stillede vi de nyuddannede arkitekter ét hovedspørgsmål: Hvordan tror du fremtidens arkitektur vil forme sig?

”Vi står overfor en altoverskyggende klimakrise, og det er den, der kommer til at fylde det hele i vores byggeri”

Kasper Hübertz Larsen

Omdannelse af Tårnby Torv

”Jeg havde en ven, som sagde, at han faktisk synes, at det var det kedeligste projekt, han nogensinde havde set på arkitektskolen. Det tog jeg egentlig som en ret stor kompliment. Det er jo lige præcis det, det handler om. Det handler om at tage fat i det projekt og den bygning, som ingen andre har lyst til. Der er noget i at tage alle bygninger lige alvorligt. Jeg tror, det er i det alvorlige, at de her bygninger bliver gode,” fortæller Kasper.

Læs mere om Kasper og Maries afgangsprojekt.

”Vi kommer til at se en arkitektur, der kommer til at kunne favne langt flere behov, og som formentlig også kommer til at træde en lille smule mere i baggrunden”

Rikke Skriver Høholt Jensen

Hjørring Teknisk Skole – transformation med tilgængelighed som mål og katalysator

”Selve interiøret i huset er indtænkt som universelt design, og så har jeg tilføjet en elevator. Væglisten er en af de mange mindre tilføjelser, som både kan skjule tekniske installationer og være et støttende element gennem huset. Farvesætningen har også noget med universelt design at gøre. Man markerer ret skarpt, hvilket rum det er, man træder ind i. Så kan man orientere sig i huset. Lige nu er alt hvidt og gråt, og så er det enormt svært at orientere sig,” fortæller Rikke.

Læs mere om Rikkes afgangsprojekt.

”Jeg tror, at vi i fremtiden skal vænne os til at bo på langt færre kvadratmeter og dele mere”

Alexandra Vamberg Belli

New Almen Housing, Røde Sols Plads, Christiania

“Jeg flyttede ind i en forskerbolig i Mælkebøtten på Christiana i to uger, fordi jeg ville høre, hvad christianitterne egentlig synes om ideen om de almene boliger. En ting, jeg bemærkede, var, hvor meget privatlivet får plads i det offentlige rum. Derfor har jeg designet havegangene, så hjemmene kan vokse derud. Man kan også indhegne det og trække sig tilbage, hvis man har brug for at skærme sig lidt af,” fortæller Alexandra.

Læs mere om Alexandras afgangsprojekt.

Dyk ned i flere artikler, videoer og lyd om arkitektur