Af Asta Melchior Jelsing

6. juni 2024

Arkitekturens magt er subtil, men dybdegående. Arkitekter formgiver ikke bare vores byer, men også vores adfærd. Arkitektur er nemlig over det hele, og vi kan ikke undgå at reagere – helt instinktivt – på det, vi oplever. Mød to eksperter i adfærdsdesign, og opdag, hvordan alt fra bænke til bygninger påvirker dit liv.

Forestil dig, at du går en tur i Københavns gader. Solen skinner, og du stopper kortvarigt op ved et hjørne og nyder varmen.

Fortovet overfor ligger i skygge, og du holder dig på solsiden på jagt efter en god bænk. Den første bænk, du finder, er af marmor, og selvom den er smuk, er den hård og kølig til trods for solen. Du går videre, og efter endnu et par bænke, finder du den perfekte. Her sætter du dig og kigger på folk, der går forbi.

Det er sikkert ikke første gang, at det har taget et øjeblik, før du har fundet et komfortabelt opholdssted i byen. Det er du vant til, og selvom det måske kan føles lidt tilfældigt, er der mennesker, der arbejder med, hvordan din færden og oplevelse helst skal være, når du bevæger dig rundt.

Susan Jayne Thams Carruth er et af de mennesker. Altså en af dem, der arbejder med menneskestrømme og med, hvordan man får folk til at standse, bevæge sig i en bestemt retning, opholde sig og dvæle. Det gør hun gennem sit arbejde som arkitekt og specialist i adfærdsdesign ved GXN Innovation, søsterselskabet til arkitektfirmaet 3XN.

Foto: Privat

»Vi får nok aldrig folk til at stoppe helt op eller sænke farten. Vi kan opfordre eller skubbe i en retning, men der vil altid være andre ting, der overskygger det,« siger Susan Jayne Thams Carruth.

Et urinstinkt, du ikke kan løbe fra

Adfærdsdesign handler om at designe arkitektur, der påvirker os på en positiv måde. Uanset hvordan arkitekturen omkring os er designet, kan vi nemlig ikke undgå at mærke en ubevidst og instinktiv reaktion i vores krop, når vi bevæger os i den.

»Det kan handle om noget helt banalt. For eksempel, om hvorvidt vi sidder tæt på væggen eller midt i rummet ved et restaurantbesøg,« siger adfærdsdesigneren fra GXN. Vi føler os instinktivt udsatte og sårbare, hvis vi for eksempel bliver placeret ved et bord midt i lokalet med ryggen mod døren. Det er nemlig dybtliggende instinkter, der gør sig gældende, selvom vi befinder os på en ganske normal og tryg restaurant i centrum af København.

Den modsatte følelse kan vi få, når vi går i naturen. Bare 20 minutter i en skov kan sænke vores puls og give os en følelse af tilfredshed.

»Den følelse, vil vi i GXN gerne inddrage i byggeriet, så folk kan trives endnu bedre,« siger Susan Jayne Thams Carruth.

Måske er det mest tydelige eksempel fængslet. For det er til at forstå, at det har en betydning, om du putter folk ind i små, ubehagelige rum, eller i fængsler, som udtrykker en værdighed og en menneskelighed.

Men det handler om mere end det, mener Mads Lindholm, der til dagligt arbejder som erhvervspsykolog, og som har forsket i arkitekturpsykologi.

Foto: Privat

»Det handler om selvforståelse. Nogle gange har vi oplevelsen af at møde mennesker, som vi bare har lyst til at være sammen med, og som får os til at være den bedste version af os selv,« siger Mads Lindholm. Den interaktion kan overføres til omgivelserne omkring os. Når nogen har gjort sig umage og for eksempel har ryddet op og tørret af, får vi det bedre.

Et eksempel er graffiti, hvor smukke steder oftere går fri af samme årsag, mens mere grimme og rå steder bliver dækket af tags og farverige billeder.

Arkitekturen både ses og høres

Er det så bare helt entydigt, hvad der er god arkitektur? Det mener Susan Jayne Thams Carruth ikke. Hun mener derimod, at det kommer an på vores behov den pågældende dag.

»Jeg tror, det afhænger af vores egen opfattelse og af vores emotionelle behov. Hvis du for eksempel er stresset, ked af det, træt eller sulten vil du have andre behov og være mere følsom, end du måske ville være på andre dage,« siger hun.

Høje, pludselige lyde kan være irriterende, uanset hvilken slags dag du har. Men det kan også være et problem, hvis en bygning er bygget til at være helt lydløs. Faktisk har der været en bevægelse for at gøre opholdssteder så stille som muligt, men den grad af stilhed duer heller ikke. Derfor forsøger arkitekter nu at bringe lidt støj tilbage i deres bygninger.

»Det handler om en balance i stimulering af høresansen. Vi kan blive overvældede af for meget støj, men samtidig kan vi ikke føle ro, hvis alt er så tomt og stille, at det bliver ubehageligt,« siger Susan Jayne Thams Carruth.

En balance i stimuli gør sig gældende indenfor alle områder, understreger hun, også når det for eksempel kommer til synssansen.

Vi vil ikke kede os, når vi kigger på en bygning eller opholder os i den. Der skal helst ske noget, men ikke for meget.

En tommelfingerregel er, ifølge adfærdsdesigneren, at der helst skal ske noget hver 20. til 25. meter, når vi går på gaden. Facaderne skal variere, for vi mennesker nyder forandring. Det kan være forandring over tid eller variation. Er facaden værd at kigge på, vil det også automatisk få os til at gå langsommere forbi. På den måde kan vi ubevidst komme til at lade os styre af arkitekturen.

Foto: Kristijan Arsov

Forskellen på, hvor hurtigt vi bevæger os gennem ældre områder eller områder med meget nybyggeri, kan altså være stor, forklarer hun. Det er selvfølgelig lidt en generalisering, men ældre bygninger har ofte flere detaljer og er bygget af varmere materialer som for eksempel træ eller mursten. En typisk moderne bygning kan have mange flade facader og en høj grad af gentagelse. Den er måske bygget af stål og glas og andet, der er køligt i farven og mindre rart at røre ved.

»Det er på ingen måde for at sige, at gammelt er godt, og nyt er dårligt,« siger hun. Men hun er nervøs for, om der bliver prioriteret helt nok tid til den menneskelige oplevelse i nogle af de nyere byggerier, hvor meget bliver effektiviseret.

Synet af et klasseværelse, duften af et sommerhus og smagen af et kontorlandskab? Eller hvad?

Både Susan Jayne Thams Carruth og Mads Lindholm har hørt om eksperimenter med påvirkning af smagssansen i bygninger. Mads Lindholm har et eksempel:

»Hvis du laver miljøer, som for eksempel inkluderer sanseindtryk fra havet, vil du have en tendens til at opleve, at maden smager mere salt,« siger han. På den måde vil man kunne påvirke befolkningen til at spise mindre salt, blot ved at lade dem spise i et bestemt miljø.

På samme måde kan vi blive påvirkede af, hvilke farver der er på en væg.

»Vi tror, hvidt er neutralt, men det er det ikke. Så hvis vi forestiller os et klasseværelse for eksempel, gælder det om at skabe et rum, der ikke er kedeligt, men som heller ikke er for stimulerende. Her kan vi bruge farver til at skabe en bestemt stemning i rummet,« siger Susan Jayne Thams Carruth.

Varmere og mere mættede farver er mest stimulerende, mens køligere, mere dæmpede farver kan give en følelse af ro. I naturen afbrydes den grønne mark af blomster, og i naturligt materiale som træ er der et mønster, vi kan fokusere på. Det handler om at skabe øjeblikke af interesse, der bryder med det kedelige og neutrale.

Bygningens lugt kan også have en betydning. Historisk set har vores lugtesans også kunnet holde til meget mere, end den kan i dag. Byen (og vi mennesker) har tidligere lugtet frygteligt af afføring, affald og dyr. I takt med byens kloakering og generelle udvikling har vores lugtesans ændret sig og er blevet mere fintfølende. I dag er byens lugt nærmest neutral sammenlignet med tidligere tider, men adfærdsdesigneren ser en ny tendens.

»Jeg tror, vi prøver at få noget af byens duft igen. Og jeg tror, folk nyder det. Vi nyder for eksempel, hvordan asfalt og træbyggeri kan lugte anderledes, hvis det har regnet. Jeg tror generelt, der er en ændring. Faktisk håber jeg det,« siger hun og referer til de nye æstetikker, der er kommet med tidens fokus på upcycling af naturlige materialer. Her handler det mindre om, at alt skal være helt ens, helt rent og helt neutralt.

»Vi skal lære at nyde det mere, fordi vi bliver nødt til det. Og det går hånd i hånd med ting som tekstur, duft og udseende,« tilføjer hun.

Magtudøvelse og tvang eller bare et udtryk for dårlig arkitektur?

Hvis al arkitektur er designet til at få os til at agere, sanse eller føle noget bestemt, kan den så misbruges og udnyttes?

Hvis arkitekturen virker for godt, kan den forveksles med magtudøvelse, og virker den for dårligt, er der tale om dårlig og forvirrende arkitektur. Det er en hårfin balance, når det kommer til adfærdsdesign.

Foto: Dmitry Spravko

Spørgsmålet er selvfølgelig, om alle mennesker altid reagerer efter arkitekturens hensigt? Det mener Susan Jayne Thams Carruth ikke, at de gør. Og det er heller ikke meningen. I en undersøgelse, opdagede hun, at folk bevægede sig på en helt anden måde end forventet i et byrum, hvor der lå et bageri. De blev simpelthen forstyrret af duften af friske croissanter.

»Vi kan ikke designe et byrum til en grad, hvor det styrer folk fuldstændig, og det er heller ikke hensigten,« siger hun. Adfærdsdesign handler om, hvordan der kan skabes betingelser, der ikke udelukker visse adfærdsmønstre og samtidig opfordrer til andre. Det handler ikke om at styre og manipulere folks frie valg, men om løbende at give dem valgmuligheder, der gør byen overskuelig og får den til at føles tryg.

Alle arkitekter er adfærdsdesignere

Ifølge Susan Jayne Thams Carruth er alle arkitekter, uanset om de indser det eller ej, adfærdsdesignere. Hun mener ikke, at vi kan være et sted, der ikke på en eller anden måde har indflydelse på vores krop og sind. Og det skal vi tage alvorligt, for som det er nu, kan der sagtens være arkitekter, der ikke er opmærksomme på deres magt.

I dag er adfærdsdesign ikke en del af opgavebeskrivelsen, når en ny bygning eller et nyt byrum skal opføres, og det, synes hun, ikke er godt nok.

»Vi bruger så meget tid som branche på at tale om omkostninger, økonomi, og æstetik. Heldigvis taler vi i stigende grad også om miljøpåvirkning, men jeg synes, at vores følelser og menneskelige, sanselige oplevelse skal være med på den liste og vægtes lige så højt som de andre ting,« siger hun. Hun synes, det skal tages alvorligt og ikke ses som en luksus, men som en nødvendighed. For det betyder noget for menneskers trivsel, deres lykke og deres liv.

Hun ser gerne, at en adfærdsdesigner, en sociolog eller lignende kommer med helt i begyndelsesfasen, når der skal bygges nyt. Og hun ser det som sin og kollegaernes opgave at have en dyb forståelse for det miljø, de bygger i. Og det skal gøres konkret.

»Det er ikke nok at skrive, at vi synes, der skal være en indbydende indgang til en bygning. Vi skal gøre det håndgribeligt, hvad en indbydende indgang er, og hvad det betyder i forhold til størrelse, form, farve, materiale og sanseindtryk. På den måde kan vi gøre det brugbart for arkitekterne,« forklarer hun. På sigt kan det gøre en stor forskel for opfattelsen af bygningerne. Hvis hele branchen skal overbevises om nødvendigheden af adfærdsdesign, mener hun, at vi skal tale om, hvor vellykket bygningen bliver, og hvor meget den vil blive elsket, når den står færdig.

Sådan kan man også se på bænkene i Københavns gader. For hvilken bænk får mest kærlighed? Det gør bænken i solstriben, den i træ, som man kan sidde lunt og lidt blødere på. Alligevel vil der altid være nogen, der foretrækker marmorbænken, og sådan skal det være, mener adfærdsdesigneren.