Foto: Theis Mortensen
Gadekunsten vil give noget til verden: Interview med Jens-Peter Brask
Af Maj Schubert
17. november 2023
Han begyndte at male graffiti i 1986, både fordi det var sjovere end at gå til bordtennis eller fodbold. Men også fordi graffitikulturen var et oprør. I dag bruger han det meste af sin tid på at finde billedkunstnere, som skaber enorme, farverige værker på grå gavle i hele København. Vi har talt med Jens-Peter Brask om det graffiti og gadekunst gør ved byen – og hvorfor de to byrumsudsmykninger er vidt forskellige ting.
Både graffiti og gadekunst fylder en del i Københavns byrum. Men hvad er forskellen på, hvad graffiti og gadekunst skal kunne?
”Graffitien taler kun til sin egen verden, og graffitimalere kun til hinanden. Det er et meget lukket community, som er fuldstændigt ligeglad med alle andre. I graffitikulturen handler det om at blive kongen, og der er kun én konge. Den store forskel på de to er, at gadekunsten taler til alle os, som oplever den i det offentlige rum. Den vil bidrage og give noget til verden omkring sig. For den fornemmeste opgave for gadekunsten er at lære os noget og give os gratis kunst i det omfang, vi har lyst til at bruge tid på det – om vi har lyst til at stille os op og tage billeder, eller om vi bare går forbi. Man er ikke tvunget til at sætte tid af til at gøre noget, som når man står i kø til kunsten på et museum. Og hvis man cykler forbi et værk, og det regner, kasketten er nede, og man kigger fra en anden vinkel, end man plejer, så oplever man noget nyt. Gadekunsten er mere lige til end på gallerier. Den er mere tilgængelig, det er kunst på folks egne præmisser. Og på den måde adskiller kunst i byrummet sig fra graffiti, som handler om at bryde regler og provokere mere. Om at fylde.”
Hvordan vælger du bygninger til de gavlmalerier, du kuraterer?
”Jo mere kreative valg af bygninger, jo mere spændende er det både for os og for kunstneren, så det behøver ikke kun være gavl, det kan være alle former for facader. Men til gavlmalerier er et kriterie, at det helst skal være en bygning, som ligger godt. Hvis bygningen ligger i en baggård, hvor der ikke er nogen, der ser det, er det kun interessant for de beboere, som bor i opgangene. Det må godt være et sted, som får opmærksomhed og gavner mange mennesker.”
Er arkitekturen i sig selv vigtig for dig, eller ser du det mere som et blankt lærred?
”Ja, den er i allerhøjeste grad vigtig i sin egen ret, og det er meget interessant at se, hvordan arkitekturen hele tiden udvikler sig. Der sker meget i dag, og vi er blevet meget bedre til at bygge og tænke arkitekturen ind i en helhed, som miljø, i stedet for bare at klaske noget sammen og sætte det op uden at tænke på bydelen og sammenhængen. Tingene og områderne skal hænge godt sammen. Og gavlmalerierne skal hænge sammen med helheden.”
Synes du, at gadekunst som gavlværker kan gøre arkitektur bedre, eller er det to separate ting?
”Jeg synes, de hænger godt sammen, men om gadekunst gør arkitektur bedre? Det synes jeg ikke. Men de taler godt sammen, og de kan bidrage til hinanden på en god måde.”
Tænker du over, hvad arkitekten bag bygningen ville sige til værkerne?
”Nej, overhovedet ikke. Det interesserer mig ikke.”
Jens-Peter Brask (f. 1972) er kurator, kunstsamler og forlægger. Han har kurateret udstillinger i ind- og udland, udgivet en række bøger om kunstnere og deres virke, og så har han en af Danmarks største kunstsamlinger, som ofte har referencer til graffiti og gadekunst. I dag arbejder han med sit firma, Curated by Jens-Peter Brask, løbende med at tilføre kunst til gadebilledet og har indtil videre stået bag omkring 58 offentlige værker i hele København. Før kunsten blev hans fuldtidsbeskæftigelse, var han iværksætter som restauratør og natklubejer.
Hvilket gavlprojekt er du mest stolt af?
”Det er det projekt, vi lavede med 16 gavle på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter med 16 unikke kunstmalerier, som har givet hele området et æstetisk løft. De har også har gjort det til en destination, som folk fra hele Europa rejser til for at komme op og se og have en dialog om. Og folk, der bor i de forskellige ejendomme, taler om dem: ‘Jeg bor i den med cirkus, den med hunden, eller den med flamingoerne’. Så vi har tilført noget helt nyt til Nordvest, som før var mere spooky. I dag kommer der så mange mennesker, der går og kigger og tager billeder og er en del af området. Så lige der kan man jo virkelig tale om, at der er tilført noget godt. Og, med al respekt, er der også kommet et ansigtsløft til de lidt kedelige gavle fra før, vi lavede projektet.”
Har du oplevet kritiske røster, der var imod gavludsmykningerne?
”Heldigvis har vi jo forskellig smag. Der har været nogen, som har spurgt ind til værkerne. Kunst skaber dialog, og så er vi allerede i gang med snakken. I ni ud af 10 tilfælde har vi talt med folk, der er gået derfra med en større forståelse for værkerne og valg af dem til området.”
Hvilke etiske overvejelser gør du dig i forhold til at fylde byen med kunst?
”Naturligvis er der ikke politisk kunst eller skjulte budskaber, og der er heller ikke noget, der kan støde religioner. Det er vigtigt, at tingene bliver lavet på en ordentlig måde, fordi det skal være noget positivt i forhold til samfundet omkring det.”
Der er virkelig mennesker mange, som ikke kan holde graffiti ud, og som forbinder det med noget ulovligt. Synes du stadig, der skal være plads til at lave graffiti?
”Jeg synes stadig, at graffiti skal være i gadebilledet, men har naturligvis respekt for, at man ikke bare kan male på ting, som ikke er ens egne. Og det kan også være irriterende, hvis man ikke holder af graffiti og ser det på et tog eller en mur, hvor det er ulovligt. Der er heldigvis nogle lovlige steder rundt omkring, som jeg løbende hjælper med at finde flere af. Så kan det være, at værkerne står der en halv dag, og så bliver de malet over, fordi de lovlige steder er få og efterspurgte.”
Er der er en øvre grænse for, hvor meget byens arkitektur skal udsmykkes?
”Ja, det synes jeg, og vi skal ikke klistre hele byen til med ting. Det skal naturligvis gøres i et fornuftigt leje, så der ikke bare er plastret til alle steder og på alle bygninger. Det handler jo også om, hvorvidt det er street art eller graffiti, hvordan virkningen er, men begge ting skal finde et naturligt spot sammen med arkitekturen.”
Du taler om at dele kunsten på gaden med de mange. Kan det også blive for meget, kan kunsten på gaden blive overeksponeret?
”Både og. For mig kan street art være som en hemmelig ven. Med det mener jeg, at man sagtens kan have fundet et street art-værk, som man ikke nødvendigvis deler med alle andre, fordi så bliver det måske overpostet på internettet. Ved at holde det hemmeligt kan man dykke ud og ind af det her værk i sit eget tempo. Så kan du selvfølgelig tage et billede, poste eller andet, hvor du deler det, men du kan også have det helt for dig selv – som en hemmelig ven, du besøger en gang i mellem.”
Graffiti, street art og kurateret kunst i gadebilledet
Graffiti begyndte som subkultur i 1960’ernes New York og fandt vej til Danmark i 80’erne. Den er i høj grad ordbaseret og handler om at kommunikere internt i graffitimiljøet. Det findes på både tog, mure, gavle, pæle og facader i hele København. Graffiti er mere en kultur, hvor det handler om at fylde, end om at udsmykke byen flot.
De tre typer graffiti man ofte ser er:
- Tags: Fungerer som en graffitimalers autograf i enkel stil med én farve og tager kort tid at lave
- Throw ups: Bogstaver, som er farvelagt og større end tags, men stadig hurtige at udføre
- Pieces: Kunstnerisk udtryk, med flere farver, detaljer og lavet over længere tid
Street art er ofte motivbaseret og har et mere kunstnerisk, æstetisk sigte end graffitien, og den males ofte med pensler i stedet for spraydåser. Street art kan dog være alt fra påklistrede, malede træstykker på en mur til massive gavlmalerier, som tager mange timer at male. ZUSA, som hænger mange steder i København, er ét eksempel på street art, og et andet er de mange gavlmalerier, Jens-Peter Brask har kurateret.