Af Karla Clemmensen

9. oktober 2023

Nogle forbinder måske kirkegårde med noget uhyggeligt. Andre ser det som et smukt sted, hvor man kan tage afsked og mindes de døde. Men kirkegårdene er meget mere end det. Især i København har de udviklet sig til grønne åndehuller, der besøges fra nær og fjern og som giver plads til fritidsaktiviteter og samvær.

Et dansekapel, fotogene kirsebærtræer, solbadning og rundkredse af mennesker i græsset. Et fremtidigt teater i et gammelt kapel, skybrudsprojekter og en terapihave. På Københavns kirkegårde emmer det af liv, selvom der traditionelt set mest er taget højde for de døde og deres efterladtes sorgbearbejdelse.

Kirkegårdene i København har gennem en årrække udviklet sig til at være offentlige byrum, hvor de levende søger hen, også selvom døden ikke er grundlaget for besøget – men i stedet glæden ved livet. Det er i sig selv ikke nyt, men alligevel er det et ret specielt kendetegn, som man ikke ser i særlig mange andre byer rundt om i verden.

Det fortæller Stine Helweg, der til dagligt arbejder som kirkegårdsvejleder på de fem kommunale kirkegårde i København. Her fortæller hun via rundvisninger om begravelseskultur og kirkegårdenes historie og brug.

”Det er et fænomen, som er forbundet med større byer i primært de nordiske lande,” siger Stine Helweg.

Kistebegravelsen bliver fortid

Ifølge Stine Helweg kan man blandt andet koble den særlige kirkegårdskultur sammen med en generel faldende religiøsitet i befolkningen – men det er også en kulturændring, der er opstået i takt med ændringer i borgernes begravelsesmønstre, som har skabt rum til forandringer. Mere plads, simpelthen.

I Danmark blev kremering lovligt i slutningen af 1800-tallet. Inden da blev døde udelukkede begravet i kister, og det var en stor udfordring at finde plads til dem alle.

Særligt læger argumenterede for ligbrænding og pegede på de hygiejniske problematikker, som var forbundet med kistebegravelser. Men det handlede også om praktik og penge, da det evigt voksende behov for udvidelse af kirkegårde kostede, både pladsmæssigt og økonomisk.

I København i 1950 blev omkring halvdelen af de døde kremeret, i dag er det langt de fleste københavnere (omkring 90 procent), som vælger at blive brændt. På den måde er store grønne arealer på nogle af Københavns kirkegårde over tid blevet fritlagt og langsomt indtaget af byens levende borgere.

Annemette Fredslund Aagaard er landskabsarkitekt, og har været projektleder på politikken for udviklingen af Københavns kommunale kirkegårde. Hun mener også, at Københavns voksende befolkning har skubbet til udviklingen af brugen af kirkegårdene og peger på perioden 2010-2015, hvor det særligt tog fart.

”Over en længere periode kom der omkring 1000 nye borgere til København om måneden. Det er en udvikling som er fortsat, og det har skabt mangel på grønne områder. Derfor begyndte man fra politisk hold at spekulere i, hvorvidt man i højere grad kunne bruge kirkegårdene, hvor der jo er plads i overskud, som rekreative steder,” siger Annemette Fredslund Aagaard.

Men selvom nogle af kirkegårdenes arealer har forvandlet sig til rekreative områder, er det vigtig at huske, at kirkegårdene stadig er steder, hvor de efterladte kommer og besøger gravsteder.

Klar adskillelse af funktioner

Indretning og beplantning på kirkegårdene har en stor indvirkning på, hvordan kirkegården fungerer som begravelsesplads, og hvordan borgerne bruger de grønne arealer rekreativt.

Landskabsarkitekten Annemette Fredslund Aagaard sammenligner den oprindelige indretning af kirkegården med et hus.

”Kirkegården har en yderramme, ligesom ejendoms mur. Der skal altid være en mur, et dige, eller et hegn omkring en kirkegård, fordi den er et indviet sted. Herinde er der en række rum, som kaldes for afdelinger og gravrum, de er typisk markeret med nogle lidt højere hække. Når du går ind i et gravrum omgivet af en hæk, svarer det til, at du befinder dig i et af husets værelser. Her ligger et antal mennesker begravet med deres gravsten,” siger hun.

Men det er ressourcekrævende at vedligeholde den struktur og blandt andet derfor er der ændret på den traditionelle beplantningsstruktur, forklarer Annemette Fredslund Aagaard.

Hun sammenligner nu dele af kirkegårdene med storrumskontorer eller grønne ørkener, hvor der mangler en tydelig markering af de enkelte gravrum samt en tydelig inddeling mellem gravrum og rekreative zoner. Derfor kan det virke uklart for de pårørende, hvor de kan gå hen med deres sorg, og utydeligt for andre borgere, hvor de kan slå sig ned uden at forstyrre.

Genetablering af grønne akser

I udviklingsplanerne for Københavns Kommunes kirkegårde er der fokus på at genetablere de rumskabende grønne strukturer og akser, blandt andet ved hjælp af beplantning, hække og træer. Ifølge Annemette Fredslund Aagaard handler det om at få skabt nogle velfungerende grønne rum til begravelse og til rekreative funktioner, hvor de pårørende kan være i fred, og hvor de rekreative brugere ikke er i tvivl om, at de kan være. På denne måde kan man succesfuldt have forskellige typer af adfærd side om side.

Samtidig er det også vigtigt, at kirkegårdene planlægges, så det er muligt at drive dem ud fra den økonomi, der er til rådighed. Annemette Fredslund Aagaard forklarer, at kirkegårdenes arealer kan udformes på mange forskellige måder, og i dag planlægger man i stigende grad dele af kirkegårdene som naturområder med et naturpræg, som ikke kræver så meget pleje og derfor er billigere at drive.

Udover planlægningen af kirkegårdenes landskab gør man også brug af skiltning, som for eksempel på Assistens Kirkegård. Her er der tydeligt markerede områder til begravelser og andre områder til rekreation og afslapning. Og du kan finde kort, der viser, hvor de forskellige områder er placeret.

Stine Helweg forklarer desuden, at Københavns Kommune har lavet kampagner til arealer, hvor det er svært at tyde, om der inviteres til ophold eller ej. Hun bruger fællesgraven på Assistens Kirkegård som et eksempel – en stor plæne uden gravsten og i øvrigt uden hække til at ’hegne’ området ind, men hvor man ikke desto mindre ikke må slå sig ned.

Udvikling i fællesskab

Kirkegårdene i København har forskellige størrelser, udtryk, natur og målgruppe. Annemette Fredslund Aagaard fortæller, at udviklingsplanerne i høj grad er lavet i samarbejde med borgerne og brugerne af kirkegårdene.

”Når vi taler om at åbne kirkegården op for omverdenen, er det vigtigt at få omverdenens indsigt i eller holdning til kirkegården. Vi ønskede at finde frem til, hvad borgerne kunne forestille sig, man kunne bruge kirkegårdene til, samtidig med at man tager hensyn til, at kirkegårdene også er begravelsespladser,” siger Annemette Fredslund Aagaard.

Derfor blev en bred vifte af borgere – unge, gamle og folk som havde gravsteder på kirkegårdene – samt interesseorganisationer, kirkegårdenes gartnere, specialarbejdere og bedemænd inviteret til at deltage i workshops samt en brugerundersøgelse, som Annemette Fredslund Aagaard sammen med et hold af antropologer har udarbejdet.

Udviklingsplanerne for de grønne kirkegårde er altså skræddersyet sådan, at de levende også kan være med.