Mormorfif
Nutidens forbrug – Fremtidens problem
22. marts – 2. juni 2019
Få flere gode råd og idéer til hvordan du kan leve bæredygtigt.
Når du sidder til søndagsmiddagen og taler med din mormor om klimaet, kan du føle, at du taler for døve øre. Men måske har din mormor netop fat i den grønne ende? Og måske kan hun faktisk lære dig et bæredygtigt trick eller to. Her kommer 6 fif, du kan lære af din mormor.
1. Bagepulver som pletfjerner
Du har spildt på gulvet, og du ved ikke, hvad du skal gøre. Drop de fancy rengøringsmidler og gør som mormor og brug bagepulver, når pletten skal væk.
2. Lær at sylte
Da mormor var ung, var køleskabet ikke allemandseje, og for at konservere maden syltede de på livet løs. I dag smider vi en masse frugt og grønt ud. I stedet for at lade det gå til spilde, så lad dig inspirere af de gamle dage og sylt det.
3. Dyrk din egen mad
Greenify dit hjem med planter, du kan spise. Du har måske ikke adgang til din egen køkkenhave eller terrasse. Men at fylde dit hjem med grønt er både flot og fedt – og så kan det jo lige så godt være med en basilikum, som du senere kan komme på tomatsalaten.
4. Reparer dit eget tøj
Dine oldeforældre havde nok flere børn, end du nogensinde har tænkt dig at få. Derfor kunne din mormor ikke bare smide sin cardigan ud, hvis den havde fået et lille hul, og hun måtte ty til sytøjet. Så gør som mormor – lær at sy, så kan din yndlingstrøje holde lidt længere.
5. Spar på plastikken
Når mormor i sin unge dage skulle ud og handle, blev varerne bragt hjem i papirposer eller stofnet. Så næste gang du skal ud at shoppe, så spar plastikposen og medbring dit eget seje og helst økologiske bomuldsnet. Og brug det gerne mere end 130 gange, så er du ekstra god ved miljøet.
6. Smid ikke ud – upcycle
Det er juleaften og gaverne er åbnet. Mormor folder sirligt gavepapiret og båndet, og når hun kommer hjem, stryges det, så det er klar til endnu en omgang. Måske gider du ikke at stryge gavepapir, men det kan muligvis inspirere dig til enten at genbruge eller upcycle ting, du ikke længere bruger.